Fra idé til projekt
Først lagde jeg mærke til noget enkelt: Betydninger forbliver ikke blot tanker. De frembringer reelle behov i mennesket, påvirker vores valg og går til sidst over i handling. Begrebet om sefirot i den jødiske tradition forekom mig bemærkelsesværdigt velegnet til at beskrive denne proces — ikke blot som et system af symboler, men som en rækkefølge af funktioner, hvorigennem en mulighed antager form og bliver til en handling.
De første modelleringsforsøg gav mærkelige og uventede resultater. I nogle test gjorde modellen det endda muligt at estimere sandsynligheden for, at et menneske ville træffe en bestemt beslutning. Dette var endnu ikke videnskabelig forudsigelse: Der manglede tilstrækkelige stikprøver, uafhængig validering og klart definerede anvendelsesgrænser. Men det blev tydeligt, at relationernes sprog ikke kun kunne beskrive psykologiske tilstande, men også langt mere generelle processer.
Det videre studium af den jødiske traditions gamle tekster ændrede projektets målestok. Sefer Yetzirah blev særlig vigtig. Den er opbygget næsten som en komprimeret operatorgrammatik: tal, bogstavklasser, retninger, porte, grænser, cyklusser og overgange. At oversætte denne struktur til et funktionelt rum af relationer var en næsten selvindlysende idé.
Men netop her opstod hovedproblemet. Det store antal objekter og mulige forbindelser gjorde det muligt efterfølgende at beskrive næsten hvad som helst. Den femniveauopbyggede grammatik med 500 funktioner, som oprindeligt var skabt som en model af mennesket, begyndte under de første sammenligninger at udvise ligheder med næsten hele den kendte fysik — fra kvanteovergange og Planck-grænsen til kosmologi og sorte huller.
Ved første øjekast lignede denne universalitet en fordel. I virkeligheden var den farlig. Et system, der kan forklare alt, mister let evnen til at forbyde, forudsige eller falsificere noget. Det velkendte problem ved en alt for bred teoretisk konstruktion opstod: Modellen så ud til at beskrive verden, men den beregnede endnu ikke noget entydigt.
Det næste trin blev derfor ikke en yderligere udvidelse, men en begrænsning af modellen. Det blev nødvendigt at definere det lokale objekt, relationstypen, overgangens retning, de tilladte operationer og de betingelser, under hvilke en sammenligning skal afvises. En fysisk størrelse kunne ikke længere blive til en »manifestation af mening« alene på grund af en elegant lighed. Den måtte bevare sine egne enheder, sin kilde, sin måleprotokol, sin usikkerhed og grænsen for den tilladelige konklusion.
Herfra opstod idéen om metrisk forankring: ikke at begynde med en færdig symbolsk forklaring, men med virkelige fysiske data og lade dem forfine, adskille eller blokere strukturer i Sense-modellen.
Sådan opstod bridge-objekterne — kontrollerede overgange mellem en lokal struktur i modellen og en konkret fysisk flade. Et bridge-objekt proklamerer ikke identitet og garanterer ikke succes. Det fastholder præcist, hvad der sammenlignes, efter hvilke metrikker, på grundlag af hvilke kilder, hvilke transformationer der er tilladt, og hvor ruten skal standse.
Modellens foreløbige resultater er lovende, og derfor besluttede jeg at offentliggøre den ikke som en færdig teori, men som et åbent forskningsprojekt — for at bevare det allerede udførte arbejde, gøre det tilgængeligt for kritik og afprøvning og give andre mulighed for at fortsætte de ruter, som faktisk kan modstå mødet med virkeligheden.
Fra dette øjeblik var der ikke længere blot tale om en idé, men om et projekt: et forsøg på at opbygge en grammatik, der ikke alene er i stand til at finde forbindelser, men også til at afvise dem, som virkeligheden ikke understøtter.
Beslægtede publikationer
To poster fra det bredere forskningskorpus er tilgængelige på Zenodo.
