# Megalleh Amukkot om parashat VaEtchanan: tekstkritiske og oversættelsesmæssige noter

## Strukturel audit

## Kildeidentitet

- Fil: `Megalleh Amukkot on Parashat VaEtchanan - he - merged-wrapped.txt`
- SHA-256: `ab458526a0f4733538316e826832a270bd0492d90805f9ef8998d5583f60274b`
- Omfang: 1.302.618 UTF-8-byte; 754.002 Unicode-tegn; 1.072 fysiske linjer, heraf 565 ikke-tomme.
- Unicode-normalisering: NFC.

## Strukturkort

- Kilden har 252 kapitelmarkører i ubrudt rækkefølge 1–252.
- Den har 252 Ofan-overskrifter, og hver Ofan følger det tilsvarende kapitelnummer.
- Grundstrukturen omfatter 252 primære Ofan-prosaenheder.
- Der findes 22 mærkede `Hagahah`-blokke i 20 kapitler: tre i kapitel 122 og én i hvert af kapitlerne 111, 124, 129, 132, 172, 174, 176, 179, 180, 184, 186, 191, 197, 200, 213, 227, 228, 237 og 249.
- Kapitel 3 har én særskilt underenhed med overskriften `ובדרך הדרש` (»ad derashens vej«).
- Fem steder har en udtrykkelig afslutningsmarkør for en Hagahah: kapitel 191, 200, 228, 237 og 249. I kapitel 237 står formlen `עד כאן הג"ה` i den løbende hebraiske afslutningslinje; den engelske kontroltekst gengiver den som prosa og ikke som en særskilt overskrift. Den hebraiske kilde er derfor lagt til grund for optællingen.
- Kapitel 252 afsluttes med én kolofon.
- Samlet kontroltal: 252 primære enheder + 22 Hagahah-enheder + 1 derash-underenhed + 1 kolofon = 276 oversættelseskontrolenheder.
- Arbejdets hebraiske titel forekommer én gang som den egentlige titel i tekstlegemet; eksportindpakningen gentager den én gang. Begge forekomster er bevaret som særskilt mærkede danske titellinjer i oversættelsen.
- Kilden bevarer følgende slutbogstavsformer som talbetegnelser: 120 = `קך`, 150 = `קן`, 180 = `קף`, 190 = `קץ`, 220 = `רך`, 240 = `רם`, 250 = `רן`.

## Markup og kodning

- Der er 1.384 genkendte HTML-tags: 1.098 `b`-tags, 274 `br`-tags og 12 `small`-tags.
- Taggene er strukturelt balancerede: 549 åbne og 549 lukkede `b`-tags; 6 åbne og 6 lukkede `small`-tags; 274 selvstændige `br`-tags.
- Der er ingen resterende HTML-entiteter, Unicode-erstatningstegn, NUL-tegn, byte-order mark eller nulbredde-tegn.
- Der er ingen uvedkommende vinkelparenteser ud over de 1.384 genkendte tags.
- Markuppen er præsentationsmarkup. Den fjernes i oversættelsen, mens dens funktion bevares gennem overskrifter, afsnit og særskilte glosser.

## Dubletkontrol

- Nøjagtigt dublerede normaliserede kapitler: 0.
- Nøjagtigt dublerede strukturelle segmenter blandt de 276 kontrolenheder: 0.
- Tværgående gentagelser på mindst 20 sammenhængende, mellemrumsskilte ord: 0.
- Tilbagevendende bibelske lemmata, bevisformler og kortere konventionelle vendinger regnes ikke som ekstraktionsdubletter og skal ikke fjernes.

## OCR- og transskriptionsrisici

- Der blev ikke fundet mojibake, erstatningstegn, sammenklistrede latinsk-hebraiske ord eller unormalt lange hebraiske tokens.
- Ét sted er udtrykkeligt ulæseligt i kilden: kapitel 79 har `[תיבה אחת מטושטש]` (»ét ord er sløret/ulæseligt«). Det må ikke rekonstrueres uden et uafhængigt, pålideligt tekstvidne.
- Der er 15 umiddelbart sammenstillede redaktionelle læsepar af formen `(læsning A)[læsning B]`. Begge læsninger skal bevares i noterne; den kantede læsning må ikke indsættes tavst.
- Kantede parenteser er globalt balancerede: 94 åbne og 94 lukkede. Det kantede materiale består overvejende af redaktionelle kildehenvisninger og foreslåede læsninger.
- Runde parenteser er ikke globalt balancerede: 4.361 åbne mod 4.340 lukkede. Ubalancen berører 35 kapitler. I de fleste tilfælde er citationsomfanget beskadiget; en dansk sætningsgrænse kan gøres læsbar, men må ikke fremstilles som en sikker rekonstruktion af det oprindelige parentesomfang.
- Der findes 25 mekaniske fortsættelseslinjer fordelt på 23 ofanim. De er dokumenteret ved følgende fysiske linjeovergange: 261→262, 298→299, 387→388, 440→441, 445→446, 462→463, 504→505, 587→588→589, 605→606, 618→619, 631→632, 765→766, 783→784, 801→802, 806→807, 833→834, 881→882, 898→899, 1012→1013, 1037→1038, 1046→1047, 1061→1062→1063 og 1071→1072. Alle bryder ved ordgrænser; de er samlet til sammenhængende danske afsnit uden tab eller tilføjelse.
- Ti steder mangler der mekanisk mellemrum umiddelbart efter en kantet redaktionel læsning: kapitel/fysisk linje 4/29, 13/65 (to steder), 51/217, 101/420, 132/554, 161/676, 211/894, 235/995 og 244/1033. Mellemrummene er sikkert normaliseret i oversættelsen, mens begge læsninger er bevaret. De indre former `[ל]הקב״ה` i kapitel 13 og `[ל]דוד` i kapitel 94 er derimod tilsigtede bogstavindsættelser og er ikke behandlet som manglende mellemrum.
- Kapitel 124, fysisk linje 520, trykker `שבבבית` i stedet for det grammatisk og kontekstuelt entydige `שבבית`. Det dobbelte `ב` er registreret som en sikker typografisk rettelse, ikke som en hypotetisk rekonstruktion.
- Den øvrige fysiske linjeombrydning bryder ved ordgrænser og ikke inde i hebraiske ord.

## Redaktionelle læsepar

| Kapitel | Parentetisk læsning | Kantet læsning |
| ---: | --- | --- |
| 4 | `ואחזקהו` | `וחזקהו` |
| 6 | `בגבורותיך` | `כגבורותיך` |
| 13 | `שיכול` | `שאין יכול` |
| 13 | `אתה` | `עתה` |
| 79 | `מסעי` | `מטות` |
| 101 | `האותן` | `באותן` |
| 161 | `שט״ף` | `שצ״ף` |
| 181 | `ר״ע` | `רנ״ב` |
| 190 | `מסעי` | `מטות` |
| 211 | `י״ח` | `כ״ח` |
| 235 | `לחבבה` | `וחוה` |
| 237 | `זכוון` | `זיוון` |
| 244 | `למשכה` | `למשכן` |
| 252 | `וירא` | `ויתא` |
| 252 | `העולה` | `העולם` |

## Kapitler med ubalancerede runde parenteser

Et positivt differenstal betyder flere åbne end lukkede parenteser; et negativt tal betyder flere lukkede end åbne.

| Kapitel | Åbne | Lukkede | Difference |
| ---: | ---: | ---: | ---: |
| 1 | 37 | 35 | +2 |
| 2 | 9 | 10 | −1 |
| 17 | 23 | 22 | +1 |
| 35 | 22 | 21 | +1 |
| 50 | 13 | 12 | +1 |
| 59 | 12 | 13 | −1 |
| 62 | 26 | 25 | +1 |
| 71 | 35 | 34 | +1 |
| 74 | 24 | 25 | −1 |
| 79 | 13 | 12 | +1 |
| 93 | 37 | 36 | +1 |
| 106 | 48 | 47 | +1 |
| 111 | 48 | 47 | +1 |
| 114 | 34 | 35 | −1 |
| 128 | 23 | 21 | +2 |
| 129 | 15 | 16 | −1 |
| 131 | 10 | 9 | +1 |
| 144 | 36 | 35 | +1 |
| 150 | 46 | 45 | +1 |
| 168 | 6 | 5 | +1 |
| 169 | 19 | 20 | −1 |
| 173 | 18 | 17 | +1 |
| 174 | 8 | 9 | −1 |
| 180 | 23 | 22 | +1 |
| 184 | 39 | 38 | +1 |
| 186 | 50 | 51 | −1 |
| 191 | 64 | 62 | +2 |
| 214 | 24 | 23 | +1 |
| 235 | 31 | 32 | −1 |
| 237 | 27 | 26 | +1 |
| 239 | 44 | 42 | +2 |
| 244 | 15 | 14 | +1 |
| 245 | 53 | 52 | +1 |
| 246 | 30 | 29 | +1 |
| 250 | 76 | 75 | +1 |

## Tekstkritisk skelnen

- De ovenstående kodnings-, markup- og parentesproblemer er dokumenterbare skader eller eksportegenskaber.
- En tæt, elliptisk eller flertydig rabbinsk formulering er ikke i sig selv en tekstskade. Den bevares som forfatterens formulering, medmindre grammatik, et parallelt tekstvidne, et identificerbart citat eller en klar typografisk mekanisme giver grundlag for en særskilt, dokumenteret rettelse.
- En åbenlys typografisk rettelse, en kontekstuelt sandsynlig læsning og en hypotetisk rekonstruktion holdes derfor adskilt i noterne.

## Oversættelsesprincipper

## Tekstgrundlag og prioritet

1. Den hebraiske kildetekst er normerende.
2. Den fulde engelske kontroloversættelse må bruges til struktur, kildehenvisninger, opløsning af forkortelser og allerede dokumenterede tekstskader, men må aldrig overtrumfe en klar hebraisk læsning.
3. De engelske tekstkritiske noter bruges som kontrolvidne. Hver bevaret markør `[TN-NNN-NN]` skal have en tilsvarende dansk note.
4. Gentagelser, elliptiske overgange, uafsluttede argumenter og vanskelige formuleringer må ikke forkortes, udglattes eller udfyldes.

## Struktur

- `Chapter N` gengives som `Kapitel N`.
- `Ofan N` gengives som `Ofan N`; flertal: `ofanim`.
- `Hagahah` bevares som `Hagahah` og forklares ved første forekomst som en redaktionel glosse (`הגהה`).
- En udtrykkelig slutmarkør gengives som `Afslutning på Hagahah`.
- Den særskilte derash i kapitel 3 skal stå som en selvstændig underenhed.
- Kolofonen bevares som `Kolofon`.
- Ét kapitel må ikke afkortes eller blandes med nabokapitlet.

## Hebraiske fagtermer og translitteration

Brug konsekvent følgende former:

- `sefirah`, flertal `sefirot`;
- `Ḥokhmah`, `Binah`, `Daʿat`, `Ḥesed`, `Gevurah`, `Tiferet`, `Netzah`, `Hod`, `Yesod`, `Malkhut`;
- `Shekhinah`;
- `kelippah`, flertal `kelippot`;
- `sitra aḥra`;
- `gematria`, `notarikon`, `tzeruf`;
- `gilgul`, `ibbur`;
- `partzuf`, flertal `partzufim`;
- `merkavah`;
- `midrash`, `Zohar`, `Talmud`, `Torah`, `Tanakh`;
- `halakhah`, flertal `halakhot`;
- `tanna`, flertal `tannaim`; `amora`, flertal `amoraim`;
- `parashah`; i titlen: `parashat VaEtchanan`.

Ved første væsentlige forekomst gives dansk forklaring, translitteration og hebraisk form, når dette er nødvendigt for argumentet. I løbende hebraiske ordformer bruges en fagligt læsbar translitteration med `ḥ`, `ʿ`, `ʾ`, `ṣ` og vokaltegn, når kontrolteksten allerede fastlægger formen. Opfind ikke en dansk ordleg.

## Guddommelige navne

- `הקב״ה` → `Den Hellige, velsignet være Han`.
- `השם` → `HaShem`.
- `יהוה` → `יהוה` eller `Tetragrammet` i tekstologisk og kabbalistisk analyse; `HERREN` i oversatte bibelcitater.
- `אלהים / אלוהים` → `Gud`, medmindre navnets bogstaver, vokalisering, talværdi eller sefirotiske funktion er virksom; da bruges `Elohim` og den hebraiske form anføres efter behov.
- `אדני` → `Adonaj`, når selve navnet analyseres; `Herren` i almindelig oversættelse.
- `שדי` → `Shaddaj`, når selve navnet er virksomt.
- Forskellige guddommelige navne må ikke ensrettes.

## Bibelcitater og henvisninger

- Oversæt bibelcitater direkte fra den hebraiske ordlyd, som argumentet kræver. Brug ikke ubemærket ordlyd fra en autoriseret dansk bibeloversættelse.
- Der indarbejdes ikke ordlyd fra en bestemt udgivet dansk bibeloversættelse i dette arbejde; citaterne er oversat direkte fra den hebraiske tekst i den form, som kommentarens argument kræver. Derfor opstår der ikke en skjult blanding af forskellige danske bibeludgaver.
- Bevar det virksomme hebraiske ord eller udtryk, når fortolkningen afhænger af stavning, rod, bogstavrækkefølge eller talværdi.
- Brug danske bognavne og komma mellem kapitel og vers, eksempelvis `(Femte Mosebog 3,23)`.
- Foretrukne bognavne: `Første Mosebog`, `Anden Mosebog`, `Tredje Mosebog`, `Fjerde Mosebog`, `Femte Mosebog`, `Josvabogen`, `Dommerbogen`, `Første Samuelsbog`, `Anden Samuelsbog`, `Første Kongebog`, `Anden Kongebog`, `Esajas`, `Jeremias`, `Ezekiel`, `Hoseas`, `Salmernes Bog`, `Ordsprogenes Bog`, `Jobs Bog`, `Højsangen`, `Prædikerens Bog`, `Daniel`, `Habakkuk`.
- Rabbinske værker og traktater bevarer deres sædvanlige translittererede navne: eksempelvis `Berakhot`, `Shabbat`, `Sanhedrin`, `Bava Batra`, `Bava Metzia`, `Avodah Zarah`, `Makkot`, `Nedarim`, `Tanḥuma`, `Sifrei`.

## Personnavne

- Brug de etablerede danske former i løbende tekst: `Moses`, `Abraham`, `Isak`, `Jakob`, `Josef`, `Aron`, `Josva`, `David`, `Salomo`, `Sara`, `Rebekka`, `Lea`, `Rakel`, `Mirjam`, `Elias`, `Elisa`, `Esajas`, `Jeremias` og `Jerusalem`.
- Bevar eller tilføj den hebraiske form og en faglig translitteration, når selve navnets stavning, bogstaver, lyd eller talværdi indgår i argumentet, eksempelvis `Josva (יְהוֹשֻׁעַ, Yehoshuʿa)` eller `Lea (לֵאָה, Leʾah)`.
- Brug ikke engelske navneformer som almindelige danske navneformer.
- Brug konsekvent de danske englenavne `Mikael`, `Gabriel` og `Rafael`; øvrige tekniske englenavne følger den fastlagte faglige translitteration.
- Brug konsekvent navneformen `Lilith`.

## Gematria og sproglige operationer

- Bevar den hebraiske form og vis den relevante bogstav- eller talberegning.
- Skeln udtrykkeligt mellem gematria, notarikon, tzeruf/permutation, akronym, rodspil og forfatterens konklusion.
- Hvis forbindelsen kun fungerer på hebraisk, skriv at den ikke kan gengives på dansk.
- Kontroller simple summer; hvis kildens påstand ikke stemmer efter en entydig almindelig beregning, gengiv påstanden og dokumenter afvigelsen i noten uden tavs normalisering.

## Usikkerhed og tekstskade

- Ulæselig eller uløselig tekst markeres `[usikker læsning: <hebraisk fragment>]`.
- En sikker rettelse af en åbenlys OCR-fejl adskilles fra en hypotetisk rekonstruktion.
- Bevar alle redaktionelle læsepar som `(læsning)[alternativ læsning]` og forklar dem i noterne.
- Skriv direkte, når betydningen ikke kan fastslås.
- Bevar markører efter mønstret `[TN-NNN-NN]` nøjagtigt; oversæt deres indhold i notefilen.

## Dansk sprog

- Brug nutidigt, normativt og akademisk dansk.
- Bevar karakteren af rabbinsk kommentar, men undgå mekanisk hebraisk eller engelsk ordstilling.
- Brug danske idiomer, hvor de ikke ændrer argumentets logiske eller filologiske struktur.
- Undgå engelske, tyske, svenske og norske kalker, når et præcist dansk udtryk findes.
- Kristne standardformler må ikke indføres i rabbinsk terminologi.

## Filkrav for hver arbejdspakke

- Oversættelsesfragment: hele kapitler i rækkefølge, med alle ofanim, Hagahah-enheder, markører og hebraiske operative former.
- Notefragment: dansk oversættelse af alle relevante TN-noter samt eventuelle nye, tydeligt identificerede tekstkritiske observationer.
- Pakkeprotokol: kapitelinterval, antal kapitler, antal ofanim, ekstra enheder, TN-markører, usikre læsninger og eventuelle åbne problemer.

## Kapitelvise tekstkritiske noter

#### [TN-001-01] Uklar permutation af בְּרֵאשִׁית

Kilden lyder: כי כבר יש בצרוף מלת בראשית בשת״י א״ר. Sekvensen בשת״י א״ר kan ikke pålideligt rekonstrueres som et normalt udtryk ud fra den foreliggende tekst. Den kan rumme en bogstavpermutation, en opdelt forkortelse eller en typografisk fejl. Eftersom den efterfølgende argumentation handler om par, er det nærliggende at rette eller fortolke sekvensen i den retning, men det foreliggende tekstvidne tillader ikke en bestemt rekonstruktion. Hebraisk er derfor bevaret efter markøren [usikker læsning: …].

#### [TN-001-02] Uafbalanceret tegnsætning i kilden i kapitel 1

Kildens fysiske linje 15 har to flere indledende parenteser end afsluttende parenteser. De to parentetiske forløb, som sandsynligvis ikke er blevet afsluttet, begynder med ומכנים אותו בתלמוד (drøftelsen af Samuel som kong Shapur) og ר״ל על סגולת תועלת ארץ ישראל (den særlige nytte ved Israels land). Oversættelsen genetablerer læselige sætningsgrænser, men tilføjer eller fjerner intet udsagnsindhold.

#### [TN-001-03] Ustabil ordlyd: חיותו מספר של אדם הראשון

Kilden lyder: כי ידוע היה למשה חיותו מספר של אדם הראשון. Formen חיותו betyder normalt »hans liv« eller »hans livskraft«, men syntaksen er ustabil; היותו (»hans væren« eller »det, at han var«) eller en anden beskadiget læsning er mulig. De omgivende sætninger fastslår sikkert, at Moses fra Adams bog vidste, at Josva skulle modtage overleveringen efter ham, men det foreliggende tekstvidne fastlægger ikke den lokale ordlyd sikkert. Det nøjagtige fragment er derfor bevaret i hovedteksten efter [usikker læsning: …] og er ikke stiltiende rettet.

#### [TN-002-01] Ekstra afsluttende parentes og tvetydig tilbagehenvisning

I kildens fysiske linje 19 ender passagen שמן החטא של המן הסלע מת משה) med en afsluttende parentes, som ikke har nogen tilsvarende indledende parentes. Det umiddelbart foregående udtryk ועל זה השיב הפסוק הא׳ (»hertil svarede det første vers«) har desuden en upræcis henvisning: De tre masoretiske forekomster er blevet opregnet, men »det første vers« kan enten henvise til den første forekomst i forfatterens liste eller til en anden rækkefølge, som forfatteren forudsætter. Oversættelsen bevarer den generelle formulering »det første vers« og rekonstruerer ikke en manglende referent.

#### [TN-002-02] Muligvis beskadiget udtryk: ואם לחשוך לומר

Kilden lyder: ואם לחשוך לומר. I sammenhængen indleder det tydeligvis en indvending (»Men Aron syndede ikke i den episode; hvorfor døde han da?«), men לחשוך er ikke sikkert i denne konstruktion og kan afspejle et beskadiget eller fejllæst ord. Forbindelsen er oversat efter dens kontekstuelle funktion, og den nøjagtige hebraiske ordlyd er markeret [usikker læsning: …].

#### [TN-002-03] Uklart udtryk: כתנא דמלאכי שרת

Kilden lyder: כתנא דמלאכי שרת. I sammenhængen tilskrives det efterfølgende udsagn de tjenende engle, men כתנא giver ikke en sikker konstruktion her og kan være en forvanskning af et udtryk i retning af »ifølge påstanden/opfattelsen«. Da den nøjagtige rettelse ville være hypotetisk, er hebraisk bevaret i hovedteksten efter [usikker læsning: …]; oversættelsen angiver kun den kontekstuelle funktion, som fremgår sikkert af den følgende sætning.

#### [TN-003-01] Beregningerne 515 og 7.500

Værdierne i dette afsnit er internt forståelige på følgende måde:

- תְּפִלָּה = 400 + 80 + 30 + 5 = 515.
- וָאֶתְחַנַּן = 6 + 1 + 400 + 8 + 50 + 50 = 515.
- יְשָׁרָה = 10 + 300 + 200 + 5 = 515.
- I יְשָׁרָה udgør bogstaverne י״ה tilsammen 15, mens ש״ר tilsammen udgør 500. Forfatteren læser følgelig ordet som en antydning af femten gange fem hundrede, det vil sige 7.500 — »femoghalvfjerds hundreder« — og forbinder dette med Abrahams alder på femoghalvfjerds år.

Kilden siger dernæst במזמור ע״ה, bogstaveligt »i Salme 75«, og bruger de samme bogstaver ע״ה, som også betegner tallet femoghalvfjerds og andetsteds kan være en forkortelse for עליו השלום (»fred være med ham«). Oversættelsen gengiver den numeriske betydning, som den umiddelbare sammenhæng kræver.

#### [TN-004-01] עזרה for Ezra og stavemåderne af Josva

Kilden har `כמו שעשה עזרה`, selv om den navngivne person og den senere gematria kræver עֶזְרָא (Ezra). Oversættelsen anvender »Ezra« og registrerer den overleverede form her. Afsnittet stiller derefter med vilje flere stavemåder over for hinanden; de er alle bevaret:

- יְהוֹשֻׁעַ / יְהוֹשׁוּעַ: Josvas standardstavemåde eller plene stavemåde;
- יֵשׁוּעַ: stavemåden i Nehemias 8,17 efter fjernelsen af ה;
- יְהוֹשׁוּעַ med et yderligere ו efter ש, som forfatteren udtrykkeligt betegner som den plene form, der er relevant for hans argument.

Forkortelsen `הב״ה`, som forekommer to gange i dette kapitel, synes at være en defekt form af `הקב״ה`; den er i oversættelsen normaliseret til »Den Hellige, velsignet være Han«.

#### [TN-004-02] Redaktionel variant i befalingen til Josva

Kilden har `(ואחזקהו)[וחזקהו]ואמצהו`. Formen i rund parentes, `(ואחזקהו)`, og formen i kantet parentes, `[וחזקהו]`, er redaktionelle alternativer. Oversættelsen følger `וְחַזְּקֵהוּ וְאַמְּצֵהוּ`, »styrk ham og giv ham mod«, fordi dette er den form, der citeres i Femte Mosebog 3,28, og som det omgivende argument kræver. Den forkastede form er ikke slettet; den er bevaret i denne note.

#### [TN-006-01] Modstridende angivelse af rabbinsk kilde

Kapitlet begynder `איתא במדרש רבה פרשת חקת (תנחומא ואתחנן סי׳ ו׳)`: Prosaen identificerer »Midrash Rabbah, parashat Ḥukkat«, mens parentesen identificerer »Tanḥuma, VaEtchanan § 6«. Det er ikke det samme værk eller den samme parashah. Oversættelsen anfører begge nøjagtigt og vælger ikke stiltiende den ene.

#### [TN-006-02] Redaktionel variant בגבורותיך / כגבורותיך

Kilden har `(בגבורותיך)[כגבורותיך]`. Oversættelsen anvender »som Dine vældige gerninger«, svarende til `כגבורותיך`, som er læsningen i Femte Mosebog 3,24 og kræves af sammenligningsformlen `אשר יעשה כמעשיך וכגבורותיך`. Kildens alternative form er bevaret her.

#### [TN-006-03] Syntaktisk sammenpresset forklaring af וְחַנֹּתִי

Kilden har `כי שם מפורש בפי׳ להעביר בפעם אחת`. Referenten og den nøjagtige syntaktiske forbindelse til den forudgående omtale af De Tretten Egenskaber er sammenpresset. Oversættelsen forbliver ordret — »dér udtrykkeligt forklares som at lade en enkelt forekomst gå over« — uden at tilføje en uudtalt læremæssig forbindelse.

#### [TN-007-01] Begyndelsesbogstaverne i גָּדְלְךָ יָדְךָ

Kilden siger, at begyndelsesbogstaverne i `גדלך ידך` er `י״ג` (»tretten«). I den skrevne rækkefølge er begyndelsesbogstaverne ג״י, men deres talværdi er ikke desto mindre 3 + 10 = 13, som konventionelt skrives י״ג. Oversættelsen anfører både de faktiske begyndelsesbogstaver og forfatterens talnotation, så mekanismen er tydelig, uden at kilden rettes.

#### [TN-008-01] אל״י og de tre farver

Forfatteren læser אֵלַי (`אל״י`, »til Mig«) som begyndelsesbogstaverne i אָדֹם (rød), לָבָן (hvid) og יָרוֹק (grøn). Han forbinder dem i samme rækkefølge med Din, Ḥesed og Raḥamim. De hebraiske ord og bogstavmekanismen er bevaret, fordi en rent dansk gengivelse ville udslette notarikonet. Forbindelsen mellem וָאֶתְחַנַּן og Rabbi Ḥanina afhænger ligeledes af den fælles hebraiske rod ח־נ־נ.

#### [TN-009-01] שר״ף

Kilden udfolder udtrykkeligt `שר״ף` som ששים רבוא פרצופים, »60 myriader [600.000] konfigurationer/ansigter«. `partzufim` kan i kabbalistisk sprogbrug betyde »ansigter«, »konfigurationer« eller »personifikationer«; »konfigurationer« er valgt i den løbende oversættelse, og `partzufim` er bevaret ved siden af. Kilden anvender derefter det samme antal både på Torahens bogstaver og på de `peshatim`, der forbindes med hvert bogstav.

Kildens stavemåde `סודתיה` i formuleringen »Torahens udlægninger og hemmeligheder« er næsten sikkert en defekt eller typografisk form af `סודותיה`. Da det tilsigtede ord er entydigt, gengiver oversættelsen »dens hemmeligheder«; kildens form er ikke blevet brugt til at konstruere nogen yderligere påstand.

#### [TN-010-01] »Det store lys« og Moses’ ansigt

Kilden bevæger sig fra רַב טוּבְךָ (»Din rige/store godhed«) til det lys, der er skjult for de retfærdige, og derfra til udsagnet »Moses’ ansigt var som solens ansigt«. Det afsluttende maskuline pronomen i `והוא המאיר בכל העולם` kan henvise til Moses; en mere fjern grammatisk antecedent er `המאור הגדול`, »det store lys/den store lyskilde«. Den løbende oversættelse anvender »han« om Moses, men forvandler ikke sætningen til en stærkere læremæssig påstand.

Kilden skriver `צצית`, en almindelig defektiv eller typografisk stavemåde, hvor standardstavemåden er `ציצית`; oversættelsen anvender den etablerede term `tzitzit`. Den trykte henvisning `מדרש קהלת דף פב` er begrebsmæssigt bevaret sammen med kildens udtrykkelige identifikation `קהלת רבה א:ג`; der er ikke gjort noget forsøg på at rekonstruere pagineringen i en bestemt udgave.

#### [TN-011-01] גלגול og חסד

Efter almindelig gematria er גִּלְגּוּל = 3 + 30 + 3 + 6 + 30 = 72 og חֶסֶד = 8 + 60 + 4 = 72. Den tilstødende formulering חֶסֶד אֵל kommer fra Salmernes Bog 52,3. Oversættelsen gør derfor den numeriske lighed udtrykkelig, men behandler ikke אֵל som en del af summen.

#### [TN-011-02] Begyndelsesbogstaverne i בעת ההיא לאמר

I den skrevne rækkefølge er begyndelsesbogstaverne ב־ה־ל (`בה״ל`), mens kilden siger `ר״ת הבל`, »begyndelsesbogstaverne er הבל« (Hevel/Abel). De samme tre bogstaver er til stede, men kun efter en omstilling. Oversættelsen siger derfor, at begyndelsesbogstaverne »behandles som« הבל, i stedet for stiltiende at hævde, at der er tale om et nøjagtigt akronym i den skrevne rækkefølge.

#### [TN-011-03] אהיה, אי og ההיא

Argumentet udskiller א־י fra אֶהְיֶה ved hjælp af אֵי הֶבֶל (»Hvor er Abel?«), så de to bogstaver ה står tilbage. Formen הַהִיא indeholder de samme fire bogstaver som אֶהְיֶה i forskudt rækkefølge. Formuleringen `ופרחו מהם אות א׳` er oversat som alef’en, der »fløj bort«; der er ikke gjort noget forsøg på at normalisere det mytiske bogstavbillede.

Kilden har `בריח התכון`, tydeligvis en defekt stavemåde af `הבריח התיכון`, »den midterste tværstang«, det bibelske billede, der strækker sig fra ende til ende. Den konventionelle formulering er oversat, men kildens stavemåde registreres her. Det aramæiske `אחיד בשמיא ובארעא` gengives »forbundet i himlen og på jorden«.

#### [TN-011-04] גבר som et tredelt notarikon

Forfatteren knytter ג til גומל חסדים (en, som viser kærlighedsfuld godhed), ב til ביישנים (de undselige) og ר til רחמנים (de barmhjertige) og forbinder dem på skift med Abraham, Isak og Jakob. Dette er associationer på bogstavniveau, ikke oversættelser af den leksikalske betydning af גבר (»mand«).

#### [TN-012-01] אדנ״י הוי״ה אלהי״ם = גן עדן

Efter almindelig gematria er אדני = 65, יהוה = 26 og אלהים = 86, tilsammen 177. גן עדן giver ligeledes 177 (גן = 53; עדן = 124). יהוה er her bevaret som navneform, fordi dets skriftform og vokalisering er genstand for analysen.

#### [TN-012-02] שערי צדק og forhøjet slut-nun

שערי צדק giver 774. I almindelig gematria giver עדן 124, men i det udvidede værdisystem אי״ק בכ״ר kan slut-ן tildeles værdien 700; ע + ד + ן giver da 774. Dette er den mekanisme, forfatteren anfører.

#### [TN-012-03] Formen af א og de 32 stier

Kilden beskriver alefs grafiske form som י״ו foroven og י״ו forneden. Hver sekvens giver 16 og frembringer tilsammen 32. Dette er en visuel-numerisk læsning af bogstavet, ikke en almindelig stavemåde af dets navn.

#### [TN-012-04] ונש״ב

Kilden kalder ונש״ב et notarikon for נ׳ שערי בינה (»Binahs 50 porte«). Det indledende ו fungerer som det præfigerede bindeord »og«; det operative akronym er נ־ש־ב. Oversættelsen bevarer kildens viste form og forklarer dens erklærede udfoldelse uden at opfinde en værdi til den præfigerede vav.

#### [TN-012-05] Bogstaverne før פסגה

Tages det umiddelbart foregående hebraiske bogstav for hvert bogstav i פסגה, fremkommer ע־נ־ב־ד i denne rækkefølge. Det er kun efter permutation, at disse bliver bogstaverne i בעדן. Oversættelsen anfører permutationen udtrykkeligt; kilden siger blot, at de foregående bogstaver »er בעדן«.

#### [TN-012-06] מעט læst som מ״ט

Forfatteren pålægger læseren at ophæve eller fjerne ע fra מעט, så מט står tilbage og læses numerisk som 49. Dette er en fortolkende bogstavoperation; oversættelsen hævder ikke, at den masoretiske tekst til Salmernes Bog 8,6 grafisk markerer ayin som ophævet.

#### [TN-012-07] בִּן נוּן

Forfatteren bemærker udtrykkeligt udtalen af בִּן med ḥiriq og forbinder ordet med בֵּין תָּבִין (»du skal omhyggeligt forstå«) i Ordsprogenes Bog 23,1. Samtidig læser han נון gennem talværdien 50. Det vokaliske og numeriske ordspil er derfor bevaret i stedet for blot at blive normaliseret til »Nuns søn«.

#### [TN-012-08] א״ב אלף בינה

Skolebørnenes udlægning i Shabbat 104a læser det alfabetiske par א״ב som אלף בינה, konventionelt »lær forståelse«. Den foreliggende forfatter omdirigerer denne formel til den ene tilbageværende port af Binah og til Josva bin Nun. Både den hebraiske formel og den kontekstuelle danske forklaring er nødvendige for at bevare bevægelsen.

#### [TN-012-09] תוסף efter døden

Kilden placerer `תוסף רוחם יגועון` (Salmernes Bog 104,29) umiddelbart efter gentagne fortolkninger af `אל תוסף` (»fortsæt/tilføj ikke«). I salmen betyder formen, at deres ånd tages bort, men dens uvokaliserede stavemåde i kilden opretholder det visuelle ekko af »tilføje/fortsætte«. Hebraisk er derfor bevaret ved siden af oversættelsen.

#### [TN-013-01] Modsatrettede redaktionelle læsninger

Kilden har `שס״ל (שיכול)[שאין יכול]החכם להפר לעצמו הנדר`. Læsningen i rund parentes siger, »at en vismand kan ophæve sit eget løfte«; rettelsen i kantet parentes siger, »at en vismand ikke kan ophæve sit eget løfte«. Det omgivende argument kræver den negative læsning, som anvendes i oversættelsen. Den forkastede positive læsning er bevaret her.

#### [TN-013-02] Indsat ל

Kilden har `שהתיר לו [ל]הקב״ה את הנדר`. Den kantede lamed får konstruktionen til at betyde, at Moses løste Den Hellige, velsignet være Han, fra løftet. Oversættelsen følger denne redaktionelle tilføjelse, fordi den stemmer både med den citerede udlægning af ויחל og med det følgende argument.

#### [TN-013-03] אתה / עתה

Kilden har `נמצא גם (אתה)[עתה]בקש שיהא נדרו מופר`: Den runde parentes bevarer »du«, mens den kantede parentes foreslår »nu«. Oversættelsen anvender »nu søgte han«, som passer til den tidslige kontrast, og registrerer begge former her. Den foregående formulering אתה בעצמך החלות forbliver intakt, fordi forfatteren behøver »Du selv« til argumentet om selvløsning.

Den sammenpressede hebraiske tekst veksler mellem fagverberne `להתיר`, `להפר` og `למחול` i drøftelsen af løfter. Oversættelsen anvender overvejende »løse«, »ophæve« og »opløse« efter den umiddelbare ordlyd, men påtvinger ikke teksten en senere systematisk skelnen, som kilden selv ikke opretholder.

#### [TN-014-01] מטטרון, מטה, טוב og רע

Dette er en associativ kabbalistisk bogstavlæsning, ikke en historisk etymologi. Forfatteren forbinder מטטרון med מטה (»stav«), udskiller derefter ט som begyndelsesbogstavet i טוב (»godt«) og ר som begyndelsesbogstavet i רע (»ondt«). De hebraiske former er bevaret, fordi argumentet forsvinder i oversættelse.

Ved ofanens slutning besvares `רב לך` med `כבר הרביתה`, »du har allerede i høj grad forøget«. Oversættelsen bevarer `הִרְבֵּיתָ` for at vise gentagelsen af roden ר־ב־ה.

#### [TN-014-02] Uafklaret beskadiget formulering

Den nøjagtige kildetekst er `והוא מקנין אותם בכורסייהו`. Dens syntaks og referenter kan ikke rekonstrueres pålideligt ud fra det overleverede tekstvidne. Den står mellem udsagnet om, at Akatriels navn ender på אל, og udsagnet om, at den øvre Moder dér kaldes מי. Der er ikke foretaget nogen stiltiende rettelse; hele formuleringen er bevaret i den løbende tekst som `[usikker læsning: והוא מקנין אותם בכורסייהו]`.

#### [TN-014-03] Gematrien af נ״א ואראה א״ת

Efter standardværdier er נ״א = 51, ואראה = 213 og א״ת = 401, tilsammen 665. Den omgivende tekst har netop nævnt Akatriel, Fyrsten af Beriah; אכתריאל giver 662. Kilden siger kun `בגימטריא שר הבריאה עם הכולל`, »ved gematria, Fyrsten af Beriah, med kolel«. Her forstås `שר הבריאה` bedst som Akatriels titel, ikke som den hebraiske bogstavfølge, hvis bogstaver skal summeres. En konventionel kolel på én enhed udligner fortsat ikke forskellen mellem 665 og 662, selv om tilføjelsen af én enhed for hvert af de tre markerede ord ville gøre det. Fordi kilden ikke angiver denne fremgangsmåde, forbliver den numeriske påstand uafklaret, og der er ikke indsat korrigerende aritmetik i oversættelsen.

Formuleringen `מטטרון ... סוד מטה` og den efterfølgende kontrast mellem godt og ondt er læselige trods den sammenpressede syntaks. Formuleringen i TN-014-02 er derimod det eneste sted i dette segment på syv kapitler, der er markeret `[usikker læsning: hebraisk]`, fordi selve dets propositionelle indhold ikke kan oversættes sikkert.

#### [TN-015-01] — `החלות`, `חולין`, `אעברה` og `רב`

Denne Ofan er bygget op omkring juridiske og leksikalske transformationer:

- `החלות` betyder almindeligvis »Du begyndte«. Forfatteren forbinder ordet med `חולין`, det ikke-hellige eller profane område, og dermed med at gøre en ed modtagelig for løsning. Dette er en eksegetisk lydassociation, ikke en regelmæssig morfologisk afledning.
- `אעברה` betyder almindeligvis »lad mig gå over«. Forfatteren aktiverer den kausative betydning af roden `עבר`: Moses ønsker at »få [løftet] til at gå bort«.
- `רב לך` (»Det er meget for dig« / »Det er nok for dig«) høres op imod `רבים`, »de mange«, i den juridiske formel `הנודר על דעת רבים`, »den, der aflægger et løfte med de manges samtykke«.
- `היתר` og `הפרה` er efter sammenhængen gengivet som »løsning« og »ophævelse«. Argumentet afhænger af rabbinsk ret om løfter, ikke blot af en almen forestilling om tilgivelse.

#### [TN-016-01] — Josefs to grader og stavemåden af »neg«

Forfatteren samordner fire sætninger eller billeder fra Josefs drømme og ophøjelse med de fire led i Moses’ bøn: »Din storhed«, »Din stærke hånd«, »himlen« og »jorden«. Derefter samordner han Josefs to grader med Efraim og Manasse.

Første gang drømmefrasen forekommer, skrives den `אלומתי`; ved den senere gentagelse skrives `אלמתי`, uden vav. Begge former henviser tydeligt til »mit neg« i Første Mosebog 37,7. Den danske oversættelse er derfor den samme begge steder, mens den ortografiske forskel registreres her.

Yderligere ordspil i denne Ofan omfatter:

- `רב עוד יוסף בני חי`: Bibeltekstens `רב` (»nok«) behandles som et tilnavn, der betegner Josefs storhed.
- `אל תוסף`: »fortsæt ikke«, hvor `תוסף` foregriber ordspillet Josef / `יוסף`, som udfoldes udtrykkeligt i Ofan 17.
- `עמו דייקא`: »med ham præcist«. Forfatteren behandler det, at Moses bar Josefs knogler »med sig«, som bevis for, at han bar Josefs åndelige grad.
- `עצמות` betyder »knogler«, mens det beslægtede `עצמותו` også kan betegne »hans væsen«. Dette semantiske overlap bliver udtrykkeligt i Ofan 17.

Den afsluttende henvisning er bevaret nøjagtigt med den tilskrivning, som kilden giver: Rashi, `ד״ה כי`, i Sifreis navn, Pineḥas 23. Henvisningen er ikke stiltiende blevet erstattet med en moderne kritisk reference.

#### [TN-017-01] — `מילדי`, `זה` og `עצמות`

Kilden stiller `מילדי` (»fra blandt børnene«) over for `מילד` (»fra et barn«). Af den længere form udleder den påstanden om, at Josefs skikkelse ledsagede Moses. Demonstrativet `זה` (»dette«) behandles derpå som en identificerende betegnelse, der forbindes med Josef.

I `ויקח משה את עצמות יוסף` betyder `עצמות` bogstaveligt Josefs knogler. Forfatteren læser umiddelbart derefter det samme konsonantiske felt som Josefs `עצמותו`, hans egentlige væsen, sammen med hans åndelige grad. Oversættelsen bevarer derfor »knogler« i verset og »væsen og grad« i fortolkningen.

Frasen »Du lagde en Tiferet-krone på hans hoved« (`כליל תפארת בראשו נתת`) kan genkendes som en formulering fra sabbatsmorgenens Amidah, selv om kilden ikke anfører nogen henvisning. Den identificeres som liturgisk ordlyd og fremstilles ikke som et bibelvers uden kildeangivelse.

#### [TN-017-02] — Brudt parentes og den halvfjerdsfoldige røst

Efter `(שמות יט ג` har kilden et komma i stedet for en afsluttende parentes: `(שמות יט ג, ר״ל`. Den tilsigtede opdeling er højst sandsynligt `(שמות יט ג), ר״ל`, men oversættelsen markerer tegnsætningen som usikker i stedet for stiltiende at rette kilden.

Kilden taler specifikt om `ע׳ נצוצים`, »halvfjerds gnister«, og dernæst om de halvfjerds sjæle i Jakobs hus og de halvfjerds nationer. Oversættelsen bevarer »gnister«; den erstatter ikke forfatterens ordlyd med det mere velkendte motiv om halvfjerds sprog.

#### [TN-017-03] — `אל תוסף` / `יוסף`, det uklare `תי׳` og de seks hundrede tusind

- `תוסף` (tosif, »fortsætte / føje til«) og `יוסף` (Yosef, »Josef«) danner den udtrykkelige paronomasi, som beskrives som `לשון נופל על לשון`.
- Forkortelsen `תי׳` i `לפי תי׳ הזוהר` kan ikke udfoldes sikkert. »Forklaring« er en plausibel mulighed, eventuelt som gengivelse af en form såsom `תירוץ`, men kilden tillader ikke en sikker afgørelse. Den er derfor bevaret på hebraisk og markeret `[usikker læsning]` i oversættelsen.
- `ס׳ רבוא` betyder tres myriader, traditionelt seks hundrede tusind. Den aramæisk-hebraiske sætning `משה וס׳ רבוא דיליה מעלמא דאתא אינון` er oversat som »Moses og hans seks hundrede tusind er fra den kommende verden« og tillige bevaret i originalen, fordi den fungerer som en kompakt kabbalistisk formel.
- `מסטרא דבינה` er gengivet som »fra Binahs side«. Der er ikke gjort noget forsøg på at erstatte dette tekniske ontologiske udsagn med en psykologisk parafrase.

#### [TN-017-04] — Daʿat-ordspil og en udtrykkelig ellipse i kilden

Fortolkningen forbinder Daʿat (`דעת`, kundskab) med de bibelske former `לא ידעתי` (»jeg vidste det ikke«) og `וידע אלהים` (»Gud vidste«). Modsætningen »Jakob udefra og Moses indefra« er bevaret som et teknisk udsagn fra Tikkunei Zohar og er ikke blevet forenklet.

Selve kilden indeholder `וכו׳` (»osv.«) i sin gengivelse af Pirkei de-Rabbi Eliezer: `ראו העליונים שמסר הקב״ה שם המפורש שאמרו וכו׳`. Oversættelsens »osv.« gengiver derfor en udtrykkelig forkortelse, som allerede findes i det hebraiske tekstvidne; det er ikke en udeladelse indført af oversætteren. Syntaksen i det citerede fragment er noget sammenpresset, men hvert foreliggende ord er oversat.

`חונן הדעת` er den velsignelse i Amidah, som traditionelt forstås som lovprisning af Gud som »Han, der nådigt skænker kundskab«. Den hebraiske titel bevares i translitteration, fordi den også afslutter denne Ofans gennemgående Daʿat-fortolkning.

#### [TN-018-01] — Jordan som nedstigende dom

Forfatteren forbinder `ירדן` (Yarden, Jordan) med frasen `יורד דין`, »dommen stiger ned«, samtidig med at han identificerer Jordan med Binah, hvorfra domskræfterne vækkes. Den aramæiske sætning `דמינה מתערין דין לעולם` er bevaret ved siden af sin oversættelse, fordi bevægelsen fra Binah til dom bærer argumentet.

#### [TN-018-02] — Formen af det guddommelige Navn og usikker tegnsætning

Den vedlagte kilde læser `ה׳ אלהים`, mens Femte Mosebog 3,24 — det vers, som fortolkes — har den traditionelle skrevne rækkefølge `אֲדֹנָי יֱהוִה`. Forfatteren skelner straks mellem Navnet `אדנ״י` og `הוי״ה בנקודת אלהים`, יהוה vokaliseret med de vokaltegn, der forbindes med Elohim. Oversættelsen gengiver derfor »Adonaj יהוה« i denne udtrykkeligt tekstologiske drøftelse og registrerer kildeformen i kantede parenteser.

Sekvensen `דתמן דינא דמלכות דינא הוי״ה בנקודת אלהים` mangler tegnsætning ved den afgørende grænse. Dens ord `דינא דמלכות דינא` er en let forkortet skrivemåde af den velkendte rabbinske maksime `דינא דמלכותא דינא`, »kongemagtens lov er lov« (belagt eksempelvis i Nedarim 28a og Gittin 10b). Her er både dobbeltbetydningen »lov / dom« og den kabbalistiske betydning af `מלכות` som Malkhut aktive. Den mest sammenhængende opdeling er derfor:

> `דתמן דינא דמלכות דינא; הוי״ה בנקודת אלהים, הוא סוד בינה`

Det vil sige: Ørkenen styres af `dina de-malkhuta dina`, idet Malkhut læses teknisk; יהוה vokaliseret med Elohims vokaler er Binahs mysterium. Da kilden ikke markerer grænsen før `הוי״ה`, betegner oversættelsen udtrykkeligt denne grænse som `[usikker læsning]`.

#### [TN-018-03] — Numeriske og ortografiske mekanismer

- `כ״ח עתים`: otteogtyve »tider«, som traditionelt forbindes med de parvist ordnede tider i Prædikerens Bog 3,1–8; forfatteren deler dem i fjorten for det gode og fjorten for det onde.
- `י״ד` er fjorten, men staver også `יד`, »hånd«, hvilket understøtter »Din storhed« som højre hånd og »Din stærke hånd« som den modstående række.
- `מ״י` / `מי` har talværdien 50 (`מ = 40`, `י = 10`) og er en fast betegnelse for Binah i kabbalistisk sprogbrug.
- I `נ״א` har bogstavet `נ` talværdien 50, og `א` kan læses som begyndelsesbogstavet i `אמה`, »alen«; kilden angiver dette udtrykkeligt som `נ׳ אמה`.
- Den afsluttende opdeling er `ירדן` → `ירד נ׳`: `ירד` (»steg ned«) + `נ׳` (bogstavet nun / tallet halvtreds). »Halvtreds steg ned« er tilsigtet bogstaveligt; udtrykket er en ortografisk-gematrisk konstruktion, ikke almindelig hebraisk syntaks.

### Kapitel 19
- **[TN-019-01]** Den aramæiske vending `חדא ועוד קאמר` betyder bogstaveligt: »Han udsiger én og [derefter] endnu en.« Forfatteren bruger det tilsyneladende overflødige `עוד` i Femte Mosebog 3,26 som markør for den anden ed.

- **[DK-019-01]** Kildens `שלא תבקש ממני עוד שאלה אחרת ... דהיינו שישראל יאבדו` er elliptisk: Den nævner en yderligere anmodning og derefter følgen »at Israel skal gå til grunde«, men udtrykker ikke det manglende verbum, der ville fastlægge anmodningens retning. En gengivelse, hvorefter Moses selv beder om Israels undergang, ville være misvisende. Brødteksten bevarer derfor ellipsen og gør kun klart, hvad kilden ikke siger.

### Kapitel 20
- **[TN-020-01]** `אהל` (*ohel*, »telt«) og `לאה` (*Lea*) indeholder de samme bogstaver i omvendt rækkefølge. Forbindelsen Tabernaklet/Lea og Templet/Rakel tilskrives i kilden *Kanfei Yonah*.

- **[TN-020-02]** De citerede vendinger behandles som bogstavgenererende udtryk: Begyndelsesbogstaverne i `למשה איש האלהים` og `להקים את המשכן` danner `לאה`; bogstaverne i `אלה` i `אלה פקודי` kan omordnes til `לאה`.

- **[TN-020-03]** Udlægningen af `לבנון` er ikke en enkel segmentering af hvert bogstav. Den forbinder `ל״ב` (32) med Ḥokhmahs toogtredive stier og `נ׳` (50) med Binahs halvtreds porte. `בתיה` (*Bityah*) indeholder `בת` (»datter«) og det guddommelige Navn `י״ה` (Yah), hvilket understøtter forfatterens læsning gennem Abba og Imma.

### Kapitel 21
- **[TN-021-01]** Argumentet udnytter gentagne gange det fælles konsonantiske felt mellem `ואתחנן` (*va-etḥannan*, »jeg bønfaldt«), `חנם` (*ḥinnam*, »for intet/uden årsag«) og `גיהנם` (*Gehinnom*). Der er tale om associative bogstav- og lydforbindelser, ikke om almindelige leksikalske afledninger.

- **[TN-021-02]** Kilden hævder udtrykkeligt, at `ראש הפסגה` (*rosh ha-pisgah*, »Pisgas top«) og `מחיצה של ברזל` (*meḥitzah shel barzel*, »en mur af jern«) har samme gematria. `רב החובל` betyder bogstaveligt »øverste sømand/styrmand«; her betegner det overhovedet for de ti kelippot.

- **[DK-021-01]** Den hævdede lighed i TN-021-02 består ikke efter almindelig gematria. `ראש הפסגה` = `ראש` 501 + `הפסגה` 153 = 654. `מחיצה של ברזל` = `מחיצה` 153 + `של` 330 + `ברזל` 239 = 722. Forskellen er 68, og kilden angiver hverken *kolel*, en alternativ stavemåde eller en anden beregningsregel, der kan udligne den. Påstanden er derfor udtrykkeligt tillagt kilden og ikke normaliseret.

### Kapitel 22
- **[TN-022-01]** Kilden læser `בפרשת מטות (במדבר כז יב)` (»i parashat Mattot [Fjerde Mosebog 27,12]«). Fjerde Mosebog 27,12 befinder sig ikke i parashat Mattot. Den interne uoverensstemmelse er bevaret frem for at blive rettet stiltiende.

- **[TN-022-02]** `אל` har talværdien 31 og peger derfor på de enogtredive konger. Vendingerne `אל אחר` (»en anden gud«) og `אל אלהי ישראל` (»El, Israels Gud«) fremviser de modsatte anvendelser af det samme element `אל`.

### Kapitel 23
- **[TN-023-01]** Kilden siger, at slutbogstaverne i `והלא״ה כ״י בא״ה נחלתינ״ו` frembringer Navnet יהוה. I den trykte ordrækkefølge er slutbogstaverne `ה–י–ה–ו`; læst fra den modsatte ende er de `ו–ה–י–ה`. Ingen af rækkefølgerne er יהוה. De fire nødvendige bogstaver foreligger kun som en permutation, fordi de to forekomster af `ה` kan omstilles omkring `י` og `ו`. Hebraisk er bevaret, og brødteksten tillægger udtrykkeligt påstanden kilden frem for at kalde den et nøjagtigt slutbogstavsakronym.

- **[TN-023-02]** Kilden henfører `לםרבה המשרה` til Esajas 8,15. Vendingen forbindes sædvanligvis med et andet sted i Esajas, men den overleverede henvisning er ikke rettet. Det usædvanlige lukkede `ם` midt i `לםרבה` er afgørende for argumentet og behandles ikke som en OCR-fejl.

- **[TN-023-03]** Det aramæiske fragment `כד מדיד משחת׳` er tekstligt usikkert i det foreliggende kildemateriale. Det er bevaret i selve teksten. Den efterfølgende manipulation med et lukket `מ`, et målesnors-`ו` og et tilbageværende `ב` er oversat bogstaveligt; kilden udfolder ikke den grafiske operation fuldstændigt.

- **[TN-023-04]** Forfatteren stiller `אראה` (»jeg skal se«) over for det faktisk citerede `ואראה` (»og jeg skal se«), idet han behandler det foranstillede `ו` som Moses’ solare trin og først betegner landet som graden `ה`. I periodens sidste led kalder den hebraiske kildetekst imidlertid Israels land for bogstavet `ו`. Denne interne uoverensstemmelse er bevaret og ikke stiltiende normaliseret til `ה`, sådan som det engelske kontrolvidne gør.

- **[TN-023-05]** `עוד` betyder »igen/stadig/mere«. Den nydannede eller tekniske form `עודיות` er efter konteksten fortolket som en yderligere forrang eller et overskud. Derefter identificeres bogstavet `ו` som indholdet af Moses’ »tilføjelse«. Modsætningen `כה`/`זה` er en traditionel sondring mellem de øvrige profeters formidlede syn og Moses’ direkte udpegning.

- **[TN-023-06]** Kilden introducerer udsagnet som stammende fra »Gemara i Sanhedrin«, men angiver i parentes henvisningen `סוטה י״ג ע״ב` (Sotah 13b). Denne interne bibliografiske uoverensstemmelse er bevaret i oversættelsen.

### Kapitel 24
- **[TN-024-01]** Begyndelsesbogstaverne i `ואתחנן אל י״י בעת ההיא` danner `ואיבה` (»og fjendskab«) og forbinder kalven med slangen gennem Første Mosebog 3,15. Talværdien er 24: `ו` 6 + `א` 1 + `י` 10 + `ב` 2 + `ה` 5. Dermed bliver forbindelsen til de fireogtyve arter af urenhed numerisk synlig. Kildens overgang fra Adams kost af urter til »en okseskikkelse« er komprimeret; oversættelsen indsætter ikke en uudtalt mellemliggende præmis.

- **[TN-024-02]** `נ״א` læses som begyndelsesbogstaverne i `נער אדם` (»menneskelig yngling«). `כרוב` (*keruv*, »kerub«) forbindes derefter med det aramæiske `כרביא` (*ke-ravya*, »som et barn«).

- **[TN-024-03]** Taloperationen er udtrykkelig: `אעברה` = 1 + 70 + 2 + 200 + 5 = 278, og `כרובים` = 20 + 200 + 6 + 2 + 10 + 40 = 278. `שור` = 300 + 6 + 200 = 506; 506 − 278 = 228, værdien af `כרוב` = 20 + 200 + 6 + 2. Kilden bevæger sig mellem flertalsformen »keruber« som det tal, der trækkes fra, og entalsformen »kerub« som resten.

- **[TN-024-04]** Den foreliggende linje har intet mellemrum efter `ע״א):` og før `כשהראה`; dette er en typografisk sammenløbning og ikke et teksttab. Afsnittet henviser tilbage til Ofan 4 og Arakhin 32b: `כמוהו` (»sådan som han gjorde«) sigter derfor til Ezra, mens den Josva, som kritiseres for ikke at have bedt, er Josva, Nuns søn. Oversættelsen gør referenten tydelig, men føjer ingen ny præmis til argumentet.

### Kapitel 25
- **[TN-025-01]** Dommerbogen 2,1 bevæger sig fra `הגלגל` (Gilgal) til `הבכים` (Bokhim). Forfatteren læser `גלגל` gennem `גלגול` (reinkarnation) og identificerer Bokhim med ofanim-verdenen, hvis liturgiske proklamation er Ezekiel 3,12.

- **[TN-025-02]** Bogstavregningen er bevaret: `פינחס` = 80 + 10 + 50 + 8 + 60 = 208, og `יצחק` = 10 + 90 + 8 + 100 = 208. Tilføjelsen af `מ` (40) giver 248, værdien af `אברהם` = 1 + 2 + 200 + 5 + 40. `רומח` og `רחום` er anagrammer og har begge værdien 254 (`רומח` = 200 + 6 + 40 + 8; `רחום` = 200 + 8 + 6 + 40). Kilden beskriver bogstaverne `מ` og `ו` som revet ud af `מות` (»død«).

- **[TN-025-03]** `נ״א` læses som begyndelsesbogstaverne i `נדב אביהו` (Nadab, Abihu). Det aramæiske `תרין עורזילא דאילתא` er gengivet som »hindens to kalve«; det er bevaret begrebsligt, fordi det fungerer som en traditionel betegnelse for de to sjæle.

- **[TN-025-04]** Den foreliggende form `ב׳ רתיבין` er usikker og kan være tekstligt beskadiget. Forfatteren glosser den umiddelbart som »to vers«; derfor er denne forklarende vending oversat, mens selve den usikre form er bevaret i teksten. Kilden har desuden den fejldannede forkortelse `הק״בה`; dens tilsigtede referent fremgår klart af konteksten og er gengivet som »Den Hellige, velsignet være Han«.

### Kapitel 26
- **[TN-026-01]** Henvisningsstrengen `וג׳ ילקו״ש רמז ורמז תתכ״א` er syntaktisk ufuldstændig eller beskadiget: Et *remez*-nummer synes at mangle. Den er bevaret i selve teksten og er ikke rekonstrueret konjekturalt.

### Kapitel 27
- **[TN-027-01]** Kilden siger, at sekvensen `עד יעבור עמך ה׳ עד יעבור` indeholder tre forekomster af parret `ע״י`, og udfolder dem derefter som Ezra/Josva, Asiyah/Yetzirah og Esau/Ismael. Påstanden er gengivet uden en stiltiende regularisering af udtrækningsmetoden.

- **[TN-027-02]** Udfoldelserne er overleveret som `עשר תקנות תיקן עזרא` og `עשרה תנאים התנה הוא יהושע אליעזר`. Den sidstnævnte ordlyd, herunder det afsluttende `אליעזר`, er semantisk dunkel i konteksten; den er derfor bevaret på hebraisk og oversat mekanisk frem for at blive emenderet.

- **[TN-027-03]** `ידך` (*yadekha*, »Din hånd«) genlæses som `יודך` (*yodekha*, »Din yod«). Dette er et grafisk-vokalisk ordspil og ikke en påstand om, at de to almindelige ord er synonyme.

- **[TN-027-04]** `יש` har talværdien 310; to gange `יש` er 620, værdien af `כתר` (*Keter*). Kilden siger desuden, at De Ti Bud indeholder 620 bogstaver, og bruger dette antal til at forbinde dem med Keter.

- **[TN-027-05]** Ordet `פרגטוטין` kan ikke forstås pålideligt i den foreliggende tekst og kan afspejle OCR- eller overleveringsskade. Det står derfor i teksten med en usikkerhedsmarkering. Shemot Rabbah 23,3 anføres for Moses’ gentagne forbindelse til ordet `אז` (»da«).

- **[TN-027-06]** Forfatteren udfolder `א״ז` gennem flere par af begyndelsesbogstaver: `אריך זעיר`, `אהבה זכות`, `א׳ זעירא` og `אלף זיוון`; dernæst bruges det mod tre modsatte par, `אל זר`, `אשת זנונים` og `אויבים זדים`. `אלף זיוון` er gengivet som »tusind stråleglanser«, men udtrykkets præcise tekniske betydning forklares ikke i kilden.

### Kapitel 28
- **[TN-028-01]** `הוא עזרא עלה מבבל` (»denne Ezra drog op fra Babylon«; Ezras Bog 7,6) følger efter en slægtstavle, der ender med Aron i Ezras Bog 7,5. Vendingen `כרוך ותני` pålægger læseren at forbinde passagerne og læse dem sammen, hvilket muliggør identifikationen Aron = Ezra gennem reinkarnation.

- **[TN-028-02]** `אעברה` = 1 + 70 + 2 + 200 + 5 = 278, og `עזרא` = 70 + 7 + 200 + 1 = 278. Forfatteren udnytter desuden den fonetiske og grafiske forbindelse mellem `אעברה` (»lad mig gå over«) og `עיבור` (*ibbur*, en sjæls indlejring/interkalation) og forbinder den »første« og »anden« overgang med den første og anden indgang i landet.

- **[TN-028-03]** `עוד` udfoldes som begyndelsesbogstaverne i `עוף ובהמה דג`: `ע` fra `עוף` (fugl), `ו` fra den foranstillede konjunktion i `ובהמה` (og dyr) og `ד` fra `דג` (fisk).

### Kapitel 29
**[TN-029-01]** Rækkefølgen `נש״ב בג״י` er ikke syntaktisk gennemskuelig. `נש״ב` forklares umiddelbart som et notarikon for `נון שערי בינה` (»Binahs halvtreds porte«), men `בג״י` udfoldes ikke. Det kan være en beskadiget forkortelse eller en forskudt henvisning til en numerisk fortolkning. Oversættelsen bevarer derfor hele den hebraiske rækkefølge og markerer den som usikker.

### Kapitel 30
**[DK-030-01]** Kilden siger, at bogstaverne i `שלמה` blev forvandlet til `משה`. Det er ikke en ren permutation: `שלמה` består af `ש–ל–מ–ה`, mens `משה` består af `מ–ש–ה`. Bogstavet `ל` må først udgå, og de tre resterende bogstaver må derefter omstilles. Brødteksten gør operationen synlig uden at opfinde en begrundelse for bortfaldet.

**[DK-030-02]** Kilden trykker `עבדיך`, »Dine tjenere«, i flertal, hvor Femte Mosebog 3,24 har `עבדך`, »Din tjener«, i ental. Oversættelsen bevarer den trykte flertalsform og normaliserer den ikke til bibelteksten.

### Kapitel 31
**[TN-031-01]** Kildens notation for den fulde stavning af `ו` er sammentrængt og typografisk ustabil: `וי"ו ומלוי דהיינו וי"ו יו"ד (וי"ו)`. Oversættelsen bevarer den tilsigtede bogstavrækkefølge som `וי״ו יו״ד וי״ו` og knytter denne note til stedet. Den angivne konklusion er, at `ו` sammen med sin fyldning giver talværdien af `כוס` (86). Noten normaliserer ikke uafhængigt forfatterens stavningskonvention.

### Kapitel 32
**[TN-032-01]** Kilden sammenføjer `הצאן והבקר ישחט להם` (»Skal der slagtes får og kvæg for dem?«; Fjerde Mosebog 11,22) med `הרגני נא הרוג` (»Dræb mig dog straks«; Fjerde Mosebog 11,15), men citerer kun Fjerde Mosebog 11,15. Begge led er oversat, og deres forskellige versplaceringer er angivet åbent. Kildens sammenblanding er relevant, fordi argumentet netop afhænger af den tredje forekomst af `נא` i Fjerde Mosebog 11,15.

### Kapitel 33
**[DK-033-01]** Kilden trykker også her `עבדיך`, »Dine tjenere«, i flertal, selv om den citerede ordlyd i Femte Mosebog 3,24 står i ental. Flertallet er bevaret som en tekstvariant og ikke stiltiende rettet.

**[TN-033-01]** Kilden henviser til Tredje Mosebog 9,11 for ordene »På den ottende dag kaldte han Aron«. Formuleringen hører til indledningen af Tredje Mosebog 9,1, ikke 9,11. Oversættelsen bevarer kildens henvisning og betegner den udtrykkeligt som »således som kilden anfører«; den udskifter ikke lydløst henvisningen.

**[TN-033-02]** Fjerde Mosebog 16,14 citeres to gange i kilden, én gang før og én gang efter fortolkningen af Hannas udtryk `זרע אנשים`. Det er en intern gentagelse, ikke en dubleret kapitelblok, og den er bevaret.

**[TN-033-03]** Den sammentrængte aramæisk-hebraiske rækkefølge `חברותה כלפי שמיא ... הדר קפיד טפי אמר חברותה נמי` hentyder til episoden om Rabbi Yoḥanan i Yevamot 96b og til Rashi dér. Oversættelsen gengiver den tilsyneladende argumentative kraft: Moses’ sammenligning ville behandle Himlen, som om Han var en kollega, og fremkalder gensvaret: »Er Han da også en kollega?« Syntaksen er elliptisk; derfor skal den hebraiske henvisning og denne fortolknings begrænsning holdes for øje.

### Kapitel 34
**[TN-034-01]** Udtrykket `כמער איש ולויות` kan ikke rekonstrueres pålideligt ud fra sammenhængen. `לֹיוֹת` kan fremkalde forestillinger om sammenføjning, ledsagere eller dekorative kranse, men ingen af mulighederne giver en sikker læsning af hele udtrykket. Det er derfor gengivet efter markøren `[usikker læsning]` med en bevidst forsigtig glosse.

### Kapitel 35
**[TN-035-01]** Kilden bevæger sig mellem `ישר״ה = ת״ק י״ה` (515 = 500 + 15) og udtrykket `ט״ו פעמים ת״ק`, der bogstaveligt peger på »femten gange fem hundrede«. Det er ikke samme beregning. Den omgivende kosmologiske påstand kan sigte til femten afstande på hver fem hundrede, mens gematriaen kræver 500 + 15. Oversættelsen følger ordlyden uden at tvinge de to påstande til at stemme overens.

**[TN-035-02]** Den numeriske påstand er indre modsigelsesfuld efter almindelig gematria. Den fulde stavning `בי״ת למ״ד עי״ן מ״ם` giver 696, men `קש״ה` (405) plus `רפ״ה` (285) giver 690, ikke 696. Kilden anfører ingen skjult justering. Både bogstavfølgerne og forfatterens erklærede lighed er bevaret uden rettelse.

**[TN-035-03]** Overgangen `וזה סוד ואראה ... א״ת הארץ שהוא סוד כל הכחות של בלעם` er syntaktisk sammentrængt. Den kan opdele ordene i Moses’ bøn i særskilte numeriske enheder, men den præcise tilknytning af `א״ת` er uklar. Oversættelsen bevarer `א״ת הארץ` i hebraiske kantparenteser og følger den udtrykkelige numeriske rækkefølge: Bileams kræfter = 696; Bileam ridende oven på dem = 697.

### Kapitel 37
**[TN-037-01]** Gematriaen angår `היכל` alene (65), som svarer til `אדני` (65). Bibelcitatet rummer formen `בהיכל` med præfikset `ב`, men en medregning af præfikset ville ændre værdien. Oversættelsen bevarer den markerede form, men gør det klart, at forfatterens numeriske påstand angår `היכ״ל`.

### Kapitel 38
**[TN-038-01]** Kilden identificerer først korrekt »Yahs stammer« som Salmernes Bog 122,4, men citerer senere den samme ordlyd som `תהלים קכ״ד` (Salme 124). Den senere henvisning er fejlagtig. Oversættelsen bevarer den senere henvisning som »anført i kilden« og harmoniserer den ikke lydløst.

**[DK-038-01]** Den operative gematria sammenligner ikke hele citatet `הבה לי אשתי` med `ארץ הקדושה`, men ordet `אשתי` alene med `ארץ הקדושה`. Begge giver 711: `אשתי` = 1 + 300 + 400 + 10; `ארץ הקדושה` = 1 + 200 + 90 + 5 + 100 + 4 + 6 + 300 + 5. Oversættelsen viser derfor det præcise beregningsgrundlag og begge summer.

### Kapitel 39
**[TN-039-01]** Leddet `ובא שמה עתה להתפלל` har intet sikkert subjekt i den umiddelbare syntaks. Det kan sigte til, at Moses kom dertil for at bede, eller det kan rumme en beskadiget ordgrænse. Det er bevaret på hebraisk med en bogstavelig og forsigtig glosse i stedet for lydløst at få tildelt et subjekt.

**[TN-039-02]** Kilden kalder `נר אלהים נשמת אדם` et notarikon for `נ״א`. De fire begyndelsesbogstaver giver `נאנא`, ikke et enkelt `נא`; den tilsigtede konstruktion kan inddrage to parrede forekomster af `נא`, men den operation anføres ikke. Oversættelsen bevarer forfatterens påstand og hele det hebraiske udtryk.

### Kapitel 40
**[TN-040-01]** Ved det guddommelige svar trykker kilden `השיב הב״ה`, hvor det forventede `ק` i `הקב״ה` mangler. Sammenhængen gør referenten entydig. Oversættelsen gengiver »Den Hellige, velsignet være Han«, men registrerer kildens trykfejl her i stedet for at lade den forsvinde ubemærket.

### Kapitel 41
**[TN-041-01]** Notarikonet `ארבע ראשי השבועה` betyder bogstaveligt »ederens fire hoveder«. Den efterfølgende forklaring angår fire uger på syv dage; derfor kan `השבועה` være en forvanskning af en form, der er beslægtet med `שבוע` eller `שבועות` (»uge/uger«). Det overleverede ord kan imidlertid ikke udskiftes lydløst; oversættelsen bevarer det og markerer det som usikkert.

**[TN-041-02]** Udtrykket `ואחד קאי על השכינה` er syntaktisk defekt i sammenhængen: To qere/ketiv-former skelnes fra hinanden, men »og den ene henviser« identificerer ikke hvilken af dem, bortset fra gennem den efterfølgende forklaring. Oversættelsen tilføjer kun det mindst mulige substantiv, »læsemåde«, i kantparenteser og bevarer det hebraiske fragment.

**[TN-041-03]** Kronologien er indre ustabil. Kapitlet siger først, at Josva sørgede for Israel i fjorten år, men citerer derpå Baʿal Ha-Turim for otteogtyve år og deler de otteogtyve i fjorten års erobring og fordeling samt yderligere fjorten år knyttet til »Josva førte krig i mange dage« (Josvabogen 11,18). Verset forbindes normalt med erobringen, ikke med en efterfølgende periode på fjorten år. Oversættelsen bevarer hvert led uden at bringe dem i indbyrdes overensstemmelse.

### Kapitel 42
**[TN-042-01]** Formen `א״ל ידו״ה` er ikke i sig selv en OCR-fejl: samme Navneform står udtrykkeligt i kapitel 244. De skrevne bogstaver giver 56 efter almindelig gematria (`אל` = 31; `ידוה` = 25), mens kilden angiver 57. Tallet kan fremkomme ved at medregne Navneforbindelsen som helhed ved kolel, men kilden angiver ikke denne metode. Oversættelsen bevarer derfor `א״ל ידו״ה`, viser begge tal og markerer ikke selve læsningen som usikker.

**[TN-042-02]** Kilden citerer Josvabogen i formen `ויהי ה׳ את יהושע ושמעו הולך בכל הארץ`. Josvabogen 6,27 læser `ויהי ה׳ את יהושע ויהי שמעו בכל הארץ` (»HERREN var med Josva, og rygtet om ham var over hele landet«). Kildens `ושמעו הולך` synes at være en parafraserende eller beskadiget sammensmeltning. Oversættelsen gengiver den resulterende betydning, men registrerer varianten her; selve kilden angiver intet kapitel eller vers.

### Kapitel 43
**[TN-043-01]** De markerede begyndelsesbogstaver i `ו״ישלח י״דוד ב״עם א״ת ה״נחשים` er ו–י–ב–א–ה og danner `ויבאה`, ikke det hævdede `ואיבה` i denne rækkefølge. De indeholder kun de samme fem bogstaver, hvis de omarrangeres. Oversættelsen gengiver kildens påstand, men ændrer hverken citatet eller akronymet stiltiende.

**[TN-043-02]** Kapitlet opstiller en kæde af markerede bibelske udtryk omkring bogstavkomplekset `איבה`. Ikke enhver markeret rækkefølge frembringer denne form på én ensartet måde. Navnlig giver Klagesangene 1,1 `איבה רעה` ud fra de markerede begyndelsesbogstaver, mens `ו״יבן א״ת בי״ת יע״ר ה״לבנון` giver ו–א–ב–י–ה. Oversættelsen bevarer hvert markeret hebraisk udtryk og påtvinger ikke teksten en ikke-angivet regel om omarrangering.

**[TN-043-03]** Kilden trykker `הב״ה צוה לו`, hvor ק i det forventede `הקב״ה` mangler. Sammenhængen gør referenten sikker. Oversættelsen gengiver »Den Hellige, velsignet være Han«, men registrerer udtrykkeligt kildens defekte form.

### Kapitel 44
**[TN-044-01]** Den sammenpressede aramæiske regel `האי בר ישראל דאית ליה דינא לישתמט עד אדר` gengives »en israelit, som har en retssag, skal udsætte den til Adar«. Taʿanit 29b stiller mere udførligt det at undgå en retstvist med en hedning i Av over for det at stille sig til rådighed i Adar; Tur, Oraḥ Ḥayyim 551 behandler primært begrænsningerne i Av. Kildens sammenpressede formulering og trykte henvisninger er bevaret og ikke udvidet til en juridisk regel, som ikke står her.

**[TN-044-02]** Kilden indleder Ḥullin 139b med »Hvor i Torahen er der en antydning af Mordokaj?«, men citerer kun `קח לך בשמים רא״ש` fra Anden Mosebog 30,23. I det talmudiske afsnit er den virksomme fortsættelse `מר דרור`, som udlægges gennem det aramæiske `מירא דכיא`. Oversættelsen bevarer det delvise citat, der faktisk er trykt, og gør ikke selve `ראש` til det manglende skriftbevis.

### Kapitel 45
**[TN-045-01]** Den uvokaliserede form `ממין` kan umiddelbart læses som »af slags«, men den gentagne opdeling i elleve og elleve, den efterfølgende sammenligning med Torahens toogtyve bogstaver og ordlyden `י״א ממין` angiver flertallet af bogstavet מ: »mem-bogstaver«. Oversættelsen gør denne grafiske læsning udtrykkelig som `ממי״ן`; den erstatter ikke forfatterens talpåstand med et antal »slags« vand.

**[TN-045-02]** Kilden kalder Noa »den ellevte generation« (`דור י״א שהוא נח`). En konventionel optælling af slægtslinjen fra Adam til Noa gør Noa til den tiende navngivne generation, selv om Syndflodens generation kan være talt anderledes. Kilden giver ingen harmonisering; derfor bevarer oversættelsen »den ellevte generation« uden rettelse.

**[TN-045-03]** Kilden siger `וכאשר הייתי עמך אהיה עמו` (»og som Jeg var med dig, vil Jeg være med ham«). I Josvabogen 1,5 siger Gud til Josva: `כאשר הייתי עם משה אהיה עמך` (»som Jeg var med Moses, vil Jeg være med dig«). Kilden har tilpasset personerne, så Gud henvender sig til Moses om Josva. Oversættelsen bevarer denne tilpassede syntaks og identificerer det underliggende vers uden at fremstille den som et ordret citat.

### Kapitel 46
Der forekommer ingen TN-markerede noter i dette kapitel.

### Kapitel 47
**[TN-047-01]** Kildens citat fra Første Mosebog 29,1 lyder `וילך ארצו בני קד״ם`; den masoretiske ordlyd er `וילך ארצה בני קדם`. Forskellen mellem `ארצו` og `ארצה` påvirker ikke det markerede notarikon `קד״ם`, men kildens form er bevaret og ikke stiltiende rettet.

**[TN-047-02]** `נחשירכן` er en traditionel aramæisk gengivelse, som forbindes med Esau som `איש שדה`, og andetsteds forklares den som en ledig eller ubeskæftiget mand. Den foreliggende forfatter udnytter derimod dens grafiske skikkelse som `נחש` plus en form, der er beslægtet med `ירך`, og forklarer straks, at Esaus lår bærer ligheden af en slange. Oversættelsen bevarer den aramæiske form og forklarer forfatterens lokale nyopdeling; den erstatter ikke det virksomme ordspil med den almindelige leksikalske betydning.

**[TN-047-03]** I `ישראל דייקא, שהוא יניקת עז״א ועזא״ל` har hankønspronomenet ingen fuldstændig sikker forløber. Det kan henvise til den fjendtlige menneske-slange-konfiguration, til det østlige hjørne eller til den umiddelbart påkaldte »Israel«-konstruktion. Oversættelsen bruger den bevidst generelle formulering »dette er den kilde, hvorfra Aza og Azael suger næring« og fastlægger ikke pronomenet snævrere.

**[TN-047-04]** Kilden markerer `נגע״י`, men udfolder kun `נ״ופל ג״לוי ע״ינים`, hvis begyndelsesbogstaver giver `נגע`. Det afsluttende י udfoldes ikke særskilt og synes at tilhøre konstruktusformen i `נגעי` (»plager af«). Oversættelsen bevarer både kildens markerede form og udvidelsen på tre ord og opfinder ikke et fjerde led.

### Kapitel 48
**[TN-048-01]** `מעשה אד״ם כדגי הים` er syntaktisk defekt. De citerede ord `אדם כדגי הים` tilhører Habakkuk 1,14 (`ותעשה אדם כדגי הים`). Formen `מעשה` kan være en beskadigelse af et indledende `כמ״ש` (»som der står skrevet«) kombineret med en del af verset, men denne emendation kan ikke fastslås ud fra dette tekstvidne alene. Oversættelsen markerer derfor udtrykkeligt `מעשה אד״ם` som usikkert og identificerer kun det sikre bibelske udtryk.

**[TN-048-02]** Kilden kalder `דגי״ם` et notarikon for `ד׳ ג׳ליות י״שראל` (»Israels fire eksiler«). Disse tre ord redegør for ד–ג–י, men ikke for det sidste מ. Det efterfølgende udsagn »I kaldes adam« leverer ikke dette bogstav på en gennemskuelig måde. Den ufuldstændige udfoldelse bevares, som den er overleveret.

### Kapitel 49
**[TN-049-01]** Udtrykket efter `אעברה נ״א` trykker fire markerede enheder: `נ״תיב א׳ נ׳ א״ותיות`. De danner naturligt to på hinanden følgende udfoldelser af `נ״א`: `נתיב אחד` (»én vej«) og `נ׳ אותיות` (»halvtreds bogstaver«). Oversættelsen angiver begge parvise udfoldelser og behandler ikke alle fire ord som ét konventionelt notarikon.

### Kapitel 50
**[TN-050-01]** Kilden åbner en rund parentes før drøftelsen af slutbogstaverne `מנצפ״ך`s forløsende betydning og lukker den aldrig. Den sandsynlige begrebslige enhed løber gennem henvisningerne til Pirkei de-Rabbi Eliezer, Yalkut Shimoni, Bemidbar Rabbah og Tanḥuma, hvorefter teksten vender tilbage til »Din stærke hånd«. Oversættelsen bruger afsnitsinddeling til at gøre overgangen læselig, men hævder ikke, at den beskadigede tegnsætning fastlægger en nøjagtig afgrænsning.

### Kapitel 51
**[TN-051-01]** Kilden læser `במה שהחלות להראות את עבדך וקראתי אותי עבד`, hvilket ordret giver den defekte førstepersonskonstruktion »og jeg kaldte mig tjener«. Det forudgående subjekt er Den Hellige, velsignet være Han, og argumentet kræver »Du kaldte mig tjener« (`וקראת אותי עבד`). Oversættelsen indsætter det kontekstuelt nødvendige subjekt i kantede parenteser og registrerer den overleverede grammatik her.

**[TN-051-02]** Dette er et af kildens sidestillede redaktionelle læsepar: `(א״ל) [אל״י]`. Begge bevares i deres oprindelige runde og kantede parenteser. Prosacitatet fra Femte Mosebog 3,26 støtter `אלי` (»til Mig«), mens `אל` har talværdien enogtredive og kræves af bogstavberegningen. Oversættelsen vælger ikke den ene læsning på bekostning af den anden.

**[TN-051-03]** Den afsluttende beregning er sammenpresset. `גלגל` er 66; `עבד` er 76, så det forudgående trin tilføjer værdien af י (10). Den resterende værdi, som behøves for at nå `גלגליאל` (107), er derfor אל (31). Alligevel taler kilden derpå om »de tre resterende bogstaver« i `גלגליאל`, nemlig י–א–ל, mens den kalder dem »disse enogtredive kræfter«. Enogtredive redegør kun for א–ל, ikke for alle tre bogstaver. Oversættelsen bevarer begge udsagn og omskriver ikke stiltiende optællingen.

### Kapitel 52
**[TN-052-01]** `פרגטוטין` er et låneord, som anvendes i Shemot Rabbah 23,3 om en klædning eller kåbe. Kilden sidestiller det med Moses’ `חלוק` (»klædning«). Da hverken klædningens præcise materiale eller dens officielle funktion angives her, bevarer oversættelsen *pargautin* efter den kontekstuelle forklaring.

**[TN-052-02]** Kilden trykker `וכ״א שם בארץ ישראל`. Forkortelsen eller den beskadigede form `וכ״א` kan ikke udfoldes sikkert; sammenhængen peger på »og dér« eller »og kun dér«, men ingen af delene kan fastslås ud fra de overleverede bogstaver alene. Den bevares derfor med en tentativ kontekstuel forklaring.

### Kapitel 53
**[TN-053-01]** Udsagnet om, at vokalpunkterne »indeholder otteogtyve bogstaver«, og at `ראשית` følgelig forekommer otteogtyve gange i Torahen, overleveres uden en forklaring af, hvad der tælles. Det kan forudsætte vokaltegnenes skrevne navne eller en kabbalistisk fortegnelse. Oversættelsen bevarer påstanden uden at tilføre et optællingssystem, som ikke er belagt i teksten.

**[TN-053-02]** Det sammenpressede udtryk `נרמזין בראש אתוון ב׳ בית״ן ב׳ אלפין` læses forsigtigt som en fortolkning af begyndelserne på bogstaverne i `בראשית ברא אלהים את`: to bet-bogstaver og to alef-bogstaver. Kilden henviser til Zohar I, 3b. Dens syntaks angiver ikke grupperingen fuldstændigt; derfor forbliver den virksomme hebraiske rækkefølge synlig.

### Kapitel 54
**[TN-054-01]** Efter almindelig gematria er `שני שדיך` ikke uden videre lig hverken begyndelsesbogstaverne `מ״ס` eller de samlede værdier af מטטרון og סנדלפון. Forfatteren kan anvende en ikke-angivet skrivemåde, en reduceret værdi eller en ækvivalens ud over almindelig gematria. Oversættelsen gengiver påstanden, men opfinder ikke den manglende operation.

**[TN-054-02]** Kilden skriver den guddommelige bogstavform `יהו״ד`, som sammen med `אל` giver 56, mens `גדלך` giver 57. Argumentet synes at kræve `אל יהו״ה` (31 + 26 = 57), men det skrevne ד kan ikke stiltiende erstattes, fordi den numeriske mekanisme er udtrykkelig. Oversættelsen bevarer derfor `א״ל יהו״ד`, identificerer det tilsigtede navn som Tetragrammet og registrerer uoverensstemmelsen.

### Kapitel 55
**[TN-055-01]** Udtrykket »graden `מ״י`« udfoldes ikke i denne Ofan. Det kan forbinde Forsoningsdagen/Binah med spørgeordet `מי` (»hvem«), som udvikles umiddelbart efter. Oversættelsen bevarer bogstaverne frem for at vælge én kabbalistisk udfoldelse.

**[TN-055-02]** Kildens sammenpressede rækkefølge `שם של מ״ב שיש במילוי של ב״ן, ובמילוי ג״ל אותיות` bevæger sig mellem toogfyrre og treogtredive bogstaver i udfoldelsen af ב״ן uden at definere, hvilke trin af simpel skrivemåde, udfyldning og udfyldningens udfyldning der tælles. Kapitel 56 tildeler udtrykkeligt treogtredive bogstaver til udfyldningens udfyldning af ב״ן. Oversættelsen bevarer begge angivne tal og harmoniserer dem ikke.

**[TN-055-03]** Kilden skriver `יהו״ד` i udtrykket, der svarer til »Jeg bønfaldt HERREN«, og identificerer det straks derefter som `שם של הוי״ה`. Dalet er en omskrivende erstatning, ikke den bogstavform, som udfoldes i den efterfølgende beregning. Oversættelsen gengiver det analyserede navn som Tetragrammet, men bevarer den overleverede skrivemåde i kantede parenteser.

### Kapitel 56
**[TN-056-01]** Kilden læser `אבני מלאים ואבני שהם`, mens den velkendte bibelske forbindelse er `אבני מלואים ואבני שהם` (»indfattelsessten og shohamsten«; Anden Mosebog 25,7). Oversættelsen bevarer kildens skrivemåde `מלאים` i kantede parenteser og gengiver den velkendte betydning. Det afgørende punkt her er anagrammet `שהם` ↔ `משה`.

### Kapitel 57
**[TN-057-01]** Kilden indfører traditionen med `כדאיתא במדרש רבה`, men sætter `פרקי דר״א פמ״א` i parentes. Dette er to forskellige værker: Midrash Rabbah og Pirkei de-Rabbi Eliezer, kapitel 41. Oversættelsen gengiver den hybride lokalisering nøjagtigt frem for at vælge ét tekstvidne.

**[TN-057-02]** To talpåstande optræder sammen. `הערפל` og `שכינה` giver begge 385 efter almindelig gematria, men `נג״ש` giver 353, mens de almindelige værdier af מיכאל (101) og גבריאל (246) tilsammen giver 347. Kilden angiver ingen justering for forskellen på seks. Oversættelsen bevarer dens formel »dette har samme talværdi som hint« uden stiltiende at ændre en skrivemåde.

**[TN-057-03]** Det aramæiske citat `נהר דינור נגיד ונפיק מן קדמוהי` kan med sikkerhed identificeres som Daniel 7,10 og er derfor forsynet med denne henvisning. Dets lyd og begyndelsesbogstav er en del af modsætningen Nuriel/Uriel; derfor bevares de hebraiske englenavne i oversættelsen.

**[TN-057-04]** Rækkefølgen `דהיינו נ״א נוריא״ל אור פניאל ... א׳ של ארגמ״ן מורה על אור פניאל` giver en usædvanlig udfoldelse af bogstaverne נ״א inden i `ארגמ״ן`. Mere almindelige engleudfoldelser af ארגמ״ן afviger herfra, men oversættelsen bevarer kildens læsning Nuriel/Or-Peniel og normaliserer den ikke til Uriel.

**[TN-057-05]** Dette er et af kildens sidestillede redaktionelle læsepar: `[בעירובין דף נ״ד (חגיגה ט׳ ע״ב)]`. Begge er gengivet. Maksimen, som stiller værdien af hundrede gentagelser over for hundrede og én, findes i Ḥagigah 9b; Eruvin 54 er ligeledes relevant et andet sted i denne Ofan for den firfoldige gentagelse af en lektion. Kildens alternativer i kantede og runde parenteser må ikke slås sammen.

**[TN-057-06]** Kilden henviser »det ord, Han befalede for tusind generationer« til Salmernes Bog 95,8. Ordlyden står i Salmernes Bog 105,8. Oversættelsen bevarer den trykte lokalisering og registrerer den sandsynlige identifikation her.

**[TN-057-07]** Den »skjulte del« af משה dannes ved at stave bogstaverne fuldt ud og fjerne deres synlige begyndelsesbogstaver: מ״ם bidrager med det afsluttende ם (40), שי״ן med ין (60) og ה״א med א (1), tilsammen 101. Kilden trykker den sammenpressede rækkefølge `מ׳ י״ן א׳`; oversættelsen bevarer den, fordi den numeriske operation afhænger af netop disse restbogstaver.

**[TN-057-08]** Kilden hævder, at `יהושע` har samme værdi som `יופיא״ל` og `רזיא״ל` tilsammen. De trykte former giver `יהושע` = 10 + 5 + 6 + 300 + 70 = 391, `יופיאל` = 10 + 6 + 80 + 10 + 1 + 30 = 137 og `רזיאל` = 200 + 7 + 10 + 1 + 30 = 248. De to englenavne giver således 385, ikke 391; forskellen er seks. Kildens ækvivalens bevares som en påstand og repareres ikke stiltiende.

**[TN-057-09]** Efter almindelig gematria giver `להראות` 642, mens `מרכבה שלימה` giver 652. Kilden hævder, at de er lige, men angiver ingen stavevariant eller justering for forskellen på ti. Begge former bevares uden emendation.

### Kapitel 58
**[TN-058-01]** `משה רבינו` giver 613 efter almindelig gematria (345 + 268), ligesom `את האור`. Derpå siger kilden, at den fulde skrivemåde `מ״ם שי״ן ה״ה` ligeledes giver 613, men denne udtrykkelige skrivemåde giver 450 efter almindelige værdier. Den første ækvivalens støtter argumentet; den anden er numerisk inkonsistent, medmindre en ikke-angivet udfoldelse forudsættes.

**[TN-058-02]** Udsagnet om, at solåret giver 288 dage, når de dage, hvor et musaf-offer bringes, fjernes, kræver en kalenderkonvention og en behandling af sammenfaldende sabbatter, nymånedage og fester, som kilden ikke angiver. Det er derfor oversat ordret uden rekonstruktion af en kalenderoptælling.

**[TN-058-03]** Kilden skriver `א״ל ידו״ד`, en omskrivende skrivemåde for det guddommelige Navn. `גדלך` giver 57, hvilket svarer til `אל` (31) plus Tetragrammet (26), men ikke de bogstavelige bogstaver `ידוד` (24). Da sammenhængen udtrykkeligt analyserer Navnet frem for erstatningsformen, læser den danske tekst »El og Tetragrammet«, mens kildeformen bevares i kantede parenteser, og den aritmetiske forskel registreres her.

### Kapitel 59
**[TN-059-01]** Kilden hævder, at `וארא״ה א״ת האר״ץ`, med de to ord `את הארץ`, svarer til tre gange `רגל`. Efter almindelig gematria giver det markerede udtryk 910, mens `רגל` er 233, og tre gange 233 er 699; en tilføjelse af to som et supplement for ordantallet giver 701, ikke 910. Kilden angiver ingen alternativ metode. Påstanden bevares uden rettelse.

**[TN-059-02]** Englenavnet `תענב״ן`, læst bagfra, giver begyndelsesbogstaverne נ–ב–נ–ע–ת i `נחש בריח נחש עקלתון תנין`. Oversættelsen angiver, at operationen foregår bagfra, som forfatteren udtrykkeligt siger, og bevarer både navnet og udfoldelsen.

**[TN-059-03]** `וחזקהו` giver 132, svarende til בלק. Den fulde form `ואמצהו` giver 148, mens בלעם giver 142; ækvivalensen virker kun for `אמצהו`, når det foranstillede forbindende ו udelades. Oversættelsen synliggør den virksomme delstreng frem for at fremstille hele det skrevne ord som aritmetisk nøjagtigt.

**[TN-059-04]** Udtrykket `כמו עם הארץ` afbryder syntaksen efter `ואראה את הארץ`. Det kan sammenligne den grammatiske tilknytning af `הארץ` med udtrykket `עם הארץ`, men den eksegetiske operation gøres ikke udtrykkelig. Oversættelsen bevarer udtrykket under en usikkerhedsmarkør frem for at udelade det eller tilskrive det en formodet funktion.

**[TN-059-05]** Kilden har en uparret afsluttende parentes efter `וע״ש)` (»og se dér«) i sin henvisning til Devarim Rabbah 11,5. Oversættelsen behandler »se dér« som afslutningen på henvisningsbemærkningen, men antyder ikke, at den beskadigede parentes fastlægger en nøjagtig afgrænsning.

### Kapitel 60
**[TN-060-01]** Kilden hævder, at `רו״ח ענ״ן` svarer til `סטר״א מסאב״א`. Efter almindelige værdier giver det første udtryk 384; sandsynlige skrivemåder for det andet aramæiske udtryk giver ikke denne værdi uden en ikke-angivet ortografisk justering. Den parallelle påstand `נג״ה א״ש = שט״ן` fungerer efter almindelige værdier (359). Begge påstande bevares i oversættelsen; ingen skrivemåde er blevet ændret stiltiende.

### Kapitel 61
**[TN-061-01]** Slutordene `שלשים על כולו` er tvetydige uden vokalisering. I sammenhængen betyder de sandsynligvis, at de tre alfabeter findes »tredobbelt« gennem hele konfigurationen, snarere end tallet tredive. Da den præcise grammatik er usikker, og kildeblokken slutter umiddelbart derefter, giver oversættelsen en tentativ kontekstuel gengivelse og bevarer hebraisk efter `[usikker læsning]`.

**[TN-062-01]** Udtrykket `ב״וחן חשבון ארי״ה` kan ikke forstås pålideligt i sin syntaktiske form. Ved almindelig gematria har `בוחן` og `אריה` heller ikke samme talværdi. Den markerede tegnsætning kan skjule en forkortelse, men kilden giver ingen opløsning. Oversættelsen bevarer derfor hele det hebraiske udtryk efter markeringen `[usikker læsning]`.

**[TN-062-02]** Den fulde skrivemåde af `נ״א` som `נו״ן אל״ף` giver 217 ved almindelig gematria, mens teksten forbinder den med 216 (`רי״ו`, som også er talværdien af `אריה` og `גבורה`) og umiddelbart derefter nævner ét overskydende `א`. Den sandsynlige operation er en subtraktion eller en ny tildeling af dette ekstra alef, men det komprimerede udtryk `כ״ח אד״ני` angiver ikke fremgangsmåden sikkert. Oversættelsen bevarer argumentet uden at tilføje en ikke-udtrykt beregning.

**[TN-062-03]** Kilden åbner en rund parentes i `(דברים לב ד, והטעם` og lukker den aldrig. Derefter kaldes `א״לף א״לף ל״מד` »kvadratet« (`רבוע`) af `אל`. De viste bogstavnavne giver tilsammen 296 og understøtter dermed den efterfølgende forbindelse til `צור` og `הארץ`, men den præcise kvadreringskonvention defineres ikke. Oversættelsen bevarer både den viste sekvens og forfatterens betegnelse.

**[TN-062-04]** Ved opløsningen af `אלוה` har kilden `א״ל מסיטרא דחסד, והוא מסטרא דתפארת, שמים ה׳ מסטרא דמלכות ארץ`. Den forventede bogstavvise syntaks synes at være `אל` fra Ḥesed, `ו׳` fra Tiferet/himlen og `ה׳` fra Malkhut/jorden; den trykte form `והוא` udskiller imidlertid ikke vav grafisk. Oversættelsen gør denne minimalt nødvendige segmentering tydelig, men ændrer ikke den hebraiske kildetekst.

**[TN-062-05]** Sætningen `וחזק״הו, אמר בתוספות ה״ו` er komprimeret. Den synes at analysere de tilføjede bogstaver `ה״ו` i `וחזקהו` som en fuldendelse af `אלוה`, men hverken den nøjagtige segmentering eller forholdet mellem de enogtredive engle og klædningerne af `אל` og `אלוה` angives fuldt ud. Oversættelsen følger ordlyden og bevarer alle operative bogstaver.

**[TN-062-06]** Kilden har `הב״ה`, hvor det `ק`, der forventes i `הקב״ה`, mangler. Referenten er entydig, og oversættelsen anvender derfor den foreskrevne form »Den Hellige, velsignet være Han«, mens den beskadigede forkortelse dokumenteres her. Senere i kapitlet skriver kilden samme forkortelse som `הק״בה`, med forskudte citationstegn, men med alle bogstaver til stede.

**[TN-063-01]** Kilden henfører `נשבר החבית נשבר לסרסר` (»Hvis tønden gik i stykker, gik den i stykker for mellemmanden«) til Bava Batra 87a og påberåber sig også Devarim Rabbah 3,12. Den trykte traktat og stedhenvisning er bevaret. Der er ikke i stilhed indsat en anden stedhenvisning, selv om henvisningen er tekstligt mistænkelig.

**[TN-063-02]** I det guddommelige svar beskrives både direkte lys og tilbagekastet lys som gående `מלמטה למעלה` (»fra neden og op«). Dette strider mod den sædvanlige retningsmæssige modsætning mellem de to begreber og mod kapitlets egen tilsyneladende skelnen. Da kilden gentager samme retning, gentager oversættelsen den og normaliserer ikke den første forekomst til »fra oven og ned«.

**[TN-064-01]** Kilden siger, at `דב״ר` har samme talværdi som `יצח״ק`. Ved almindelig gematria er `דבר` 206 og `יצחק` 208. Der angives ingen justering, *kolel* eller alternativ skrivemåde. Oversættelsen gengiver derfor den numeriske påstand som kildens udsagn uden i stilhed at udligne forskellen.

**[TN-065-01]** Sekvensen `נ״ח ש״ם ח״ם י״פת` fremstilles som en »sammenføjning af bogstaver«, der er forbundet med de halvtreds åbninger og tallet 1.018, men dens segmentering og operation forklares ikke. Selve tallet 1.018 kan kun udledes af `שחקי״ם`, når det afsluttende `ם` får sin store værdi efter det angivne `אי״ק`-system. Oversættelsen bevarer den uforklarede sekvens uændret.

**[TN-065-02]** Kilden siger, at `עוזו` har samme talværdi som `המן`. Ved almindelig gematria er `עוזו` = 70 + 6 + 7 + 6 = 89 og `המן` = 5 + 40 + 50 = 95. Der gives ingen alternativ skrivemåde eller justering for forskellen på seks. Oversættelsen betegner derfor dette udtrykkeligt som kildens påstand.

**[DK-065-01]** Kilden hævder, at begyndelsesbogstaverne i `ויתעבר ה׳ בי למענכם` danner `יוב״ל`. Med den trykte forkortelse er rækken ו–ה–ב–ל; opløses `ה׳` som Tetragrammet, bliver den ו–י–ב–ל. Ingen af rækkefølgerne giver י–ו–ב–ל uden omstilling af de to første bogstaver. Påstanden bevares som kildens, men omstillingen foretages ikke stiltiende.

**[DK-066-01]** Kildens lighed er nøjagtig ved almindelig gematria: `חזיר` = 8 + 7 + 10 + 200 = 225, og `קליפה` = 100 + 30 + 10 + 80 + 5 = 225. Begge operative skrivemåder og hele beregningen er derfor gjort synlige i brødteksten og her.

**[TN-067-01]** Sætningen `וישב בגיא כמאן דאמר ויקבור אותו בגיא` er syntaktisk og kontekstuelt ustabil. `וישב בגיא` betyder »og han boede/sad i dalen«, skønt argumentet kræver en modsætning, der vedrører begravelsen; `כמאן דאמר` indleder derpå »som den, der siger«. En tekstskade, eksempelvis en form af »blev begravet«, er mulig, men kan ikke bevises ud fra dette tekstvidne. Oversættelsen markerer og bevarer derfor hele sætningen.

**[TN-068-01]** Kildens første lighed er nøjagtig: `עת ההיא` = `עת` 470 + `ההיא` 21 = 491. De fire riger giver ligeledes `בבל` 34 + `אדום` 51 + `פרס` 340 + `יון` 66 = 491. Den tidligere danske delsumsfejl er rettet.

**[TN-068-02]** Kilden sætter dernæst `בעת ההיא` lig med `סמאל נחש`. Ved almindelig gematria er førstnævnte 2 + 491 = 493, mens sidstnævnte er `סמאל` 131 + `נחש` 358 = 489. Der angives ingen regel, som udligner forskellen på fire. Det tilknyttede udtryk fra Shevuot 2a, »bevidsthederne om urenhed er to«, er ligeledes komprimeret; fortsættelsen »de er fire« leverer kapitlets analogi til de fire riger.

**[TN-069-01]** Kilden indleder formlen om vedvarende beståen med `כדאיתא בפסחים` (»som det anføres i Pesaḥim«), men giver umiddelbart derefter den parentetiske stedhenvisning `עירובין נ״ד ע״א` (Eruvin 54a). Oversættelsen bevarer begge henførelser og betegner den anden som den parentetiske stedhenvisning i stedet for i stilhed at vælge én af dem.

**[TN-071-01]** Substantivet `סנדלפונים` forekommer i parafrasen fra Sanhedrin ved siden af ædelsten og er i denne form ikke et sikkert almindeligt leksikalsk ord. Det efterfølgende argument går udtrykkeligt over til englen `סנדלפון` (Sandalfon), så lyd og skrivemåde er væsentlige. Oversættelsen bevarer *sandalfonim* og erstatter det ikke med »perler«, »sandaler« eller en anden formodet genstand.

**[TN-071-02]** `ועתה` er ganske rigtigt 481. `תשא` er derimod 701 ved almindelig gematria, mens `סמאל הרשע` er 706; der angives ingen justering på fem enheder. Omvendingen af `תשא` er med sikkerhed `אשת`, og det er denne bogstavomvending — ikke den usikre numeriske lighed — der driver det næste led. Begge påstande er bevaret hver for sig.

**[TN-071-03]** Tidligere har kilden korrekt `אשה רעה צרעת לבעלה` (»en ond hustru er spedalskhed for sin mand«), men ved denne gentagelse står der `אשה ראה`, hvor `ע` i `רעה` mangler. Da det gentagne udsagn og konteksten gør det tilsigtede ord meget sandsynligt, gengiver oversættelsen »ond kvinde«, mens den beskadigede skrivemåde registreres her.

**[TN-071-04]** Umiddelbart før læren, der tillægges »vor far, vor herre, vor lærer, vor gaon«, åbner kilden en rund parentes og lukker den aldrig. Beregningen i læren er klar: Det midterste `ו` i `שור` plus `מ` og `ו` i `חמור` giver tilsammen 52, talværdien af `כלב`. Oversættelsen præsenterer den tillagte lære som et selvstændigt afsnit, men antyder ikke, at den overleverede parentes’ omfang kan fastslås.

**[TN-071-05]** Den aramæisk-hebraiske sekvens `ממשיכא דחיויא דנגעה בו בת פרעה` kan ikke rekonstrueres sikkert. En læsning med `משכא דחיויא`, »slangens hud«, er mulig, mens den trykte form `ממשיכא` kan antyde en udstrækning eller afledning. Det syntaktiske forhold mellem Faraos datter, kroppen og Moses’ spedalskhed er ligeledes komprimeret. Oversættelsen bevarer det nøjagtige fragment og tilbyder kun de begrænsede alternativer »hud/udstrækning«.

**[TN-071-06]** Kilden henviser til Berakhot 54a for påstanden om, at dommen stiger ned fra Jordan, efter at `ירדן` er blevet udlagt som `ירד נ׳` (»nun stiger ned«). Stedhenvisningen understøtter ikke gennemsigtigt denne formulering, og kilden anfører intet mellemliggende citat. Oversættelsen bevarer den trykte stedhenvisning uden at opfinde en erstatning.

**[TN-072-01]** Kilden henviser først til »Menaḥot, side 43« for Moses’ syn af Rabbi Akiva og giver derefter `מנחות כ״ט ע״ב` (Menaḥot 29b) i parentes. Fremstillingen bevares med begge trykte stedhenvisninger; den parentetiske henvisning sættes ikke i stilhed i stedet for den første.

**[TN-072-02]** Kilden forbinder Salmernes Bog 139,17 med `מנחות דף מ״ג`, men giver `סנהדרין ל״ח ע״ב` (Sanhedrin 38b) i parentes. Begge gengives nøjagtigt som henholdsvis kildens henvisning og den parentetiske stedhenvisning.

**[TN-072-03]** Den markerede sekvens `ר״בי אל״יעזר ב״ן ה״ורקנוס ע״קיבה` siges at levere begyndelsesbogstaverne i `אעברה`. I den trykte rækkefølge danner de markerede elementer ikke `אעברה`; for at frembringe dette ord må man udvælge og omordne begyndelsesbogstaver fra navnene. Oversættelsen bevarer hele sekvensen og tillægger kilden notarikonpåstanden.

**[TN-072-04]** `נ״א` kaldes et notarikon for det længere udtryk `א״ל נ״קמות ה״ופיע ... ב״הריגת ר׳ ע״קיבה`. De markerede begyndelsesbogstaver i hele udtrykket reduceres ikke umiddelbart til `נ״א` og kan i stedet være tænkt som led i en større, omordnet konstruktion sammen med `אעברה`. Da operationen ikke er angivet, er der ikke indsat en korrigeret akrostikon.

**[TN-073-01]** Kilden siger, at `א׳ זעיר״א` har samme talværdi som `ר׳ עקיב׳`. Ved almindelig gematria giver det bogstavelige udtryk `א זעירא` 289, mens almindelige fulde eller forkortede skrivemåder af »Rabbi Akiva« ikke giver denne værdi. Beregningen kan bero på en ikke-angivet skrivemåde eller forkortelse, og oversættelsen gengiver derfor påstanden uden at normalisere den.

**[TN-073-02]** Kilden henviser til »Nedarim, side 20« for Rabbi Akivas seks kilder til rigdom og tilføjer derpå `נ׳ ע״א` (50a) i parentes. Begge trykte stedhenvisninger er bevaret.

**[TN-073-03]** `ג״ט ק״רע פ״ח` er et traditionelt syvbogstavsmnemoteknisk udtryk for Arikh Anpins syv tikkunim, men kilden opløser ikke dets bestanddele. Der findes forskellige opløsninger i den kabbalistiske litteratur, og valget af én ville indføre oplysninger, som ikke findes i dette tekstvidne. Oversættelsen bevarer derfor det mnemotekniske udtryk og identificerer kun den funktion, som kilden udtrykkeligt tillægger det.

**[TN-073-04]** Den markerede sekvens `ר״בי ע״קיב׳ ב״הריגה ה׳ א׳` siges at være antydet i `אעברה`. De trykte markerede begyndelsesbogstaver danner ikke dette ord på en gennemsigtig måde, skønt prosaen sikkert forklarer den tilsigtede opstigning fra `ה`, den nedre forening, til `א`, den øvre forening. Oversættelsen bevarer begge niveauer i påstanden.

**[TN-073-05]** Kilden siger, at begyndelsesbogstaverne i `ב״הריגת ר״בי ע״קיב׳ ה״יכל א״הבה` danner `אעברה`. I den trykte rækkefølge giver de `ברעהא`, ikke `אעברה`. Udtrykkets begrebslige forbindelse til Rabbi Akivas død og Kærlighedens palads er klar, men akrostikonet kræver enten en ikke-angivet omordning eller afspejler en tekstskade. Der er ikke foretaget nogen stiltiende rettelse.

#### [TN-074-01]

Argumentet afhænger af to stavemåder. הלל (HLL) har samme almindelige talværdi som אדני (Adonaj), 65. Når י (yod, 10) tilføjes, fremkommer הילל, den stavemåde for Hillel, som anvendes her. De fremhævede bogstaver i היה לך לעזרני er ה־ל־ל. Oversættelsen bevarer alle operative hebraiske former, fordi argumentet ville forsvinde på dansk.

#### [TN-074-02]

Kilden trykker den sammensmeltede form `משהכה משה בסלע`. Sammenhængen kræver »da Moses slog på klippen«, men sammensmeltningen registreres i stedet for at blive behandlet som en indholdsmæssig variant. Den efterfølgende påstand, פטיש = מטה משה, gengives som forfatterens gematria, uden at nogen af de to former selvstændigt rettes.

#### [TN-074-03]

Kilden trykker `מרע״ה` i citatet fra Prædikerens Bog 12,11 og udlægger det derpå som et notarikon for מטטרון ראש עולם היצירה. Det bibelske ord er normalt רועה (»hyrde«), mens מרע״ה også er en konventionel forkortelse for משה רבינו עליו השלום (»Moses, vor lærer, fred være med ham«). Kilden udnytter efterfølgende begge muligheder. Den indeholder desuden den sandsynlige OCR-form `קדרש` foran »én hyrde«; den er gengivet efter den tydelige betydning »udlægger«, uden at den citerede fortolkning er blevet ændret.

#### [TN-075-01]

Kilden giver to huskekonstruktioner. שדי״ם tager begyndelsesbogstaverne i שלמה דוד יהושע משה (Salomo, David, Josva, Moses). נ״ע בש״מחה er en traditionel huskeregel dannet af begyndelsesbogstaverne i de syv rabbinske bud, som opregnes umiddelbart efter. Begge hebraiske former bevares, fordi deres bogstavstruktur ikke kan gengives ved en dansk huskeregel.

#### [TN-075-02]

Formerne ה״ן ה״ם og יוד״ו er trykt som led i en esoterisk beregning af Tetragrammet. I almindelig gematria er הן (55) plus הם (45) lig med 100, mens יודו er lig med 26. Den præcise vokalisering og den tzeruf, som de trykte former sigter til, forklares ikke i dette kapitel; de er derfor ikke blevet normaliseret til en mere velkendt udfoldelse af Tetragrammet.

#### [TN-075-03]

Kilden har beskadiget parentesstruktur omkring henvisningerne til Moʿed Katan og Menaḥot og giver to tilsyneladende uforenelige sidehenvisninger til Zohar: »s. 170« efterfulgt af »Zohar II, 197a«. Oversættelsen bevarer begge frem for stiltiende at vælge den ene. Læsningen af קומה som קו מה og begyndelsesbogstaverne משכן העדות → מ״ה er forfatterens bogstavanalyser, ikke leksikalske oversættelser.

#### [TN-076-01]

Den numeriske drøftelse rummer en indre spænding. יצחק har den almindelige talværdi 208, mens forfatteren udtrykkeligt identificerer den maimonideiske huskeregel og מכה רבה med 207 forbud, der medfører piskestraf. Der gives her ingen manglende enhed eller optællingskonvention. Begge tal bevares derfor uden harmonisering.

#### [TN-076-02]

Kapitlet slutter `ואינו הו׳ כמו שאמרת שהו׳ זער`. De to forekomster af `הו׳` kan ikke fortolkes pålideligt i den trykte form og kan afspejle et beskadiget `הוא`, en forkortelse eller en OCR-fejl. De står som `[usikker læsning: הו׳]` i oversættelsen. Den omgivende modsætning mellem רב (»meget«) og זער (»lidt«) er klar.

#### [TN-077-01]

Jerusalem-beregningen anvender tre værdier knyttet til אלהים: den simple værdi 86, det »kvadrat«, som angives til 200, og en udfoldelse med yod, som angives til 300. Summen er 586, talværdien af kildens defekte skrivemåde ירושלם; den fulde skrivemåde ירושלים ville derimod give 596. Kapitlet specificerer ikke de mellemliggende bogstavformer ved de sidste to operationer, og oversættelsen rekonstruerer dem derfor ikke.

#### [TN-077-02]

Kilden trykker `אתה כלול משלתן`, tilsyneladende uden det andet ש i משלשתן (»alle tre af dem«). »Du omfatter alle tre« følger af den umiddelbart foregående tredeling i præst, levit og israelit. Dette sandsynligt sammensmeltede eller bortfaldne bogstav registreres her i stedet for stiltiende at fremstille teksten som ubeskadiget.

#### [TN-078-01]

אהו״ה (AHVH) udledes af begyndelsesbogstaverne i את השמים ואת הארץ. Dets fuldt skrevne former אלף הי ויו הי giver tilsammen 163, talværdien af אצבע (»finger«). Fordi selve navnet, dets stavemåde og den numeriske operation alle er virksomme, bevarer oversættelsen den hebraiske form og erstatter den ikke med en udtalelig dansk form.

#### [TN-078-02]

Den trykte påstand om, at den defekte stavemåde לחת har samme værdi som tolv gange אהיה, kan ikke forenes med almindelig gematria: לחת er 438, mens אהיה er 21, og tolv gange 21 er 252. Teksten kan bevare et beskadiget ord, en anden operation eller et udeladt trin. Der er ikke foretaget nogen rettelse. Den omgivende fortolkning af מזה ומזה som de to sæt af tolv permutationer er klar og oversættes, som den står.

#### [TN-079-01]

Dette er en af kildens udtrykkelige, sidestillede redaktionelle læsninger: `(מסעי)[מטות]`, »(Masei) [Mattot]«. Det citerede afsnit af Bemidbar Rabbah er trykt som 22,6, et kapitel, der er knyttet til Mattot. Begge læsninger registreres; læsningen i kantparentes er ikke stiltiende blevet indsat i stedet.

#### [TN-079-02]

Kilden anfører selv `[תיבה אחת מטושטש]`, bogstaveligt »ét ord er udvisket/ulæseligt«. Der forelå intet pålideligt tekstvidne inden for det tildelte tekstgrundlag, og lakunen står derfor nøjagtigt som `[usikker læsning: תיבה אחת מטושטש]`. Syntaksen antyder, at det tabte ord styrede eller bestemte »hans tre egenskaber«, men enhver genoprettelse ville være hypotetisk.

#### [TN-079-03]

Fire forekomster af הסנה (120 hver) plus én forekomst af והסנה (126) giver tilsammen 606. Dette svarer ikke til den fulde plene-værdi af אדני, men til de tilføjede bogstaver, »udfyldningsbogstaverne«, alene, som har talværdien 606. Kilden trykker desuden `אחך כך`, tydeligvis for אחר כך, og dens fremhævede `מוע״ד` er den del af אהל מועד, hvis værdi er 120; disse former er oversat ud fra sammenhængen uden at ændre den registrerede beregning.

#### [TN-080-01]

Flere beregninger i dette afsnit afhænger af den præcise stavemåde. לילית er lig med 480; סמא״ל er lig med 131; når de elleve grader lægges til, fås 142, talværdien af בלעם. פעור (356) overstiger משה (345) med elleve. Derimod er den trykte lighed ע״ת = בלעם בן בעור ikke nøjagtig med almindelig stavemåde (470 over for 472). Forfatterens påstand bevares, uden at der tilføjes en ikke nævnt optællingskonvention.

#### [TN-080-02]

עת ההיא giver i sig selv 491, sådan som kilden angiver. Med det foranstillede ב giver בעת ההיא 493, mens סמא״ל נחש almindeligvis giver 489, før en eventuel konvention om antallet af ord anvendes. På samme måde giver בעת ההיא לאמר 764, mens שור plus חמור giver 760, når »tilsammen« betegner additionen og ikke selv indgår i summen. Den gentagne forskel på fire kan forudsætte en uudtalt konvention, men ingen angives; der er ikke foretaget nogen rettelse.

#### [TN-080-03]

Kilden bevarer de sidestillede læsninger `(לשמואל) [לשאול]`, »(til Samuel) [til Saul]«, i indledningen til dødemanerskens tale. I Første Samuelsbog 28,11 taler kvinden til Saul og spørger, hvem hun skal mane frem; Samuel er den, der skal manes frem. Oversættelsens løbende syntaks følger læsningen i kantparentes, men bevarer udtrykkeligt begge læsninger.

#### [TN-080-04]

Kilden kalder først Bileams to sønner `ממרא יוחנא` (Mamre og Yohanna) og nævner dem senere som `ינס` og `ימברוס` (Jannes og Jambres). Den forklarer ikke, om der er tale om alternative navne, tekstlige erstatninger eller forskellige skikkelser. Alle fire former bevares. Identifikationen af disse skikkelser som Bileams sønner hører til forfatterens argument og er ikke blevet suppleret fra eksterne kilder.

#### [TN-080-05]

Ligningen נחש ועקרב = משה יהושע fungerer, hvis Josva skrives defekt som יהשע: 358 + 372 = 345 + 385 = 730. De efterfølgende ligninger afhænger ligeledes af de præcise former: וחזקהו (med det indledende ו) er lig med בלק, 132, mens אמצהו (uden et indledende ו i den fremhævede beregning) er lig med בלעם, 142. Oversættelsen bevarer disse nøjagtige operative former. הוא ינחיל er lig med 120, i overensstemmelse med forfatterens påstand.

#### [TN-081-01]

Den trykte passage er `[usikker læsning: בא״ת ב״ש מקי״ף שהם בגימטריא סמא״ל ונח״ש שט״ן עם הג׳ מלות]`. Dens syntaks og numeriske operation kan ikke genvindes med sikkerhed. Den synes at påberåbe sig ATBaSH, formen מקי״ף og en samlet værdi, der omfatter Samael, slangen, Satan og tre ord. Oversættelsen bevarer hele det hebraiske fragment i stedet for at opfinde en udfoldelse.

#### [TN-081-02]

Tidligere i kapitlet angives tre gange nitten korrekt som syvoghalvtreds, talværdien af גדלך. Senere trykker kilden `נ״ו`, seksoghalvtreds, som den samme daglige sum. Oversættelsen registrerer udtrykkeligt det trykte seksoghalvtreds sammen med det matematisk forventede syvoghalvtreds; tallet rettes ikke stiltiende.

#### [TN-081-03]

Passagen hentyder til beretningen i Gittin 57a om straf i kogende ekskrementer, men nævner ikke den straffede skikkelse i dette kapitel. Pronominerne er derfor ikke blevet opløst. Ordspillet צו / צא / צואה og ligningen צ״ו = צא״ה (96) bevares.

#### [TN-082-01]

Inden for notarikonet staver kilden Antoninus `אנטונינונס`, med en tilsyneladende gentaget stavelses- eller bogstavfølge. Andre steder i intervallet anvender den flere kortere stavemåder. Det danske navn normaliseres til »Antoninus«, mens den afvigende hebraiske stavemåde registreres her. אעברה og נא opdeles derpå i flere forskellige notarikoner; ingen af dem er reduceret til en dansk parafrase alene.

#### [TN-082-02]

Kapitlet forbinder endelserne הו i וחזקהו og ואמצהו med to forekomster af parret ה–ו: én for den skriftlige Torah og én for den mundtlige Torah. Den skriftlige Torah knyttes til ו, men består af fem bøger (ה); den mundtlige Torah knyttes til ה, men består af seks ordener (ו). Den tilsyneladende krydsning er selve foreningens pointe, ikke en skriverfejl, hvor bogstaverne er byttet om.

#### [TN-083-01]

Den usædvanlige stavemåde גיים med to yod-bogstaver er den operative rabbinske læsning bag fortolkningen af Antoninus og Rabbi i Første Mosebog 25,23. Det samlede udtryk אעברה נא leverer begyndelsesbogstaverne i seks ord, som slutter med ניצוץ אחד (»én gnist«); hebraisk bevares, fordi hverken begyndelsesbogstaverne eller stavemåden med to yod-bogstaver overlever i oversættelse.

#### [TN-083-02]

Kilden skelner mellem Tetragrammets skrevne konsonanter og vokaliseringen »med Elohims vokaler«. Dette er en kabbalistisk analyse af det guddommelige Navn, og oversættelsen bruger derfor »Tetragrammet«, ikke »HERREN«. De to bogstaver ה læses derpå i forhold til de to tavler, med fem bud over for fem.

#### [TN-084-01]

Kilden stiller den læste hunkønsform ההיא over for den skrevne hankønsform ההוא. Her understøtter den maskuline ketiv påstanden om, at Moses’ egen gnist var til stede i Jeremias. Begge former bevares på hebraisk, fordi den ortografiske forskel indgår i eksegesen.

#### [TN-084-02]

De to bogstaver ה i eksil forbindes med Noʿomi (det første ה) og Ruth (det sidste ה). De tilbageværende bogstaver trykkes ו״י, hvilket også visuelt kan fremkalde וי (»ve«), men teksten udfolder ikke udtrykkeligt dette yderligere ordspil. Begyndelsesbogstaverne ר״ב udfoldes senere som רום og בבל, Rom og Babylon, som agenterne for de to ødelæggelser.

#### [TN-085-01]

Notarikonet ההי״א bygges af tre sætninger: הר הבית לבמות יער; ירושלים לעיים תהיה; ארץ ישראל. Jeremias 26,18 citerer Mika 3,12 for sætningerne om Tempelbjerget og Jerusalem; »Israels land« er forfatterens tredje udfoldelse. Oversættelsen henviser til Jeremias som trykt og opfinder ikke en særskilt henvisning til den tilføjede sætning.

#### [TN-085-02]

Yoma 21b udleder de fem ting, som manglede i Det Andet Tempel, af Haggaj 1,8, hvor ואכבד læses i den defekte stavemåde uden et afsluttende ה. Oversættelsen bevarer denne mekanisme med defekt stavemåde og den efterfølgende forbindelse til fem fingre.

#### [TN-086-01]

Kilden siger, at begyndelsesbogstaverne i ששים המה מלכות giver משה »i omvendt rækkefølge«. De synlige begyndelsesbogstaver er ש־ה־מ, hvis simple omvending er מ־ה־ש, ikke מ־ש־ה. Der kan være tale om en ombytning, en anden udledningsmetode eller en tekstskade. Forfatterens påstand oversættes, men rettes ikke.

#### [TN-086-02]

Sætningen om, at folkeslagenes konger »bragte engle, jord og sten«, er syntaktisk usædvanlig, men læselig som trykt (`מלכי האומות הביאו מלאכים עפר ואבנים`). Oversættelsen bevarer alle tre objekter. Påstanden om, at en erstatningsbygning blev ødelagt forneden, mens de sande grundvolde blev skjult foroven, fremstilles som den citerede zohariske tradition, ikke som en historisk påstand tilføjet af oversætteren.

#### [TN-086-03]

Afsnittet opregner først tre onde `גולירין` — et sjældent og dunkelt udtryk, som foreløbig gengives som fjendtlige »legioner« — og tre vagter, men siger derpå, at fire ødelæggere satte ild til Templets fire hjørner. Skiftet fra tre til fire står i kilden og er ikke blevet harmoniseret. Den præcise kilde, som betegnes »Zohar Ruth«, har ingen stedangivelse i hebraisk, og der er ikke opfundet nogen.

#### [DK-086-01]

Kilden har ordret `מלכא שבא`, »Sabas konge«, men den anførte Anden Targum til Esters Bog forbindes normalt med fortællingen om Sabas dronning. Brødteksten bevarer den trykte maskuline form og indsætter ikke »dronningen« som en stiltiende rettelse.

### Kapitel 87
- **[TN-087-01] — שמי״כה / צפר״ה / שע״ה.** Kilden sætter alle tre former til 375. Den anden er den mangelfulde stavemåde af צִפּוֹרָה (Tzipporah), uden vav. De hebraiske former er bevaret, fordi identifikationen helt afhænger af deres bogstavværdier. Kildens positive citat אל הבל ואל מנחתו שעה svarer til Første Mosebog 4,4; den trykte henvisning 4,5 er en fejl, for dette vers handler om Kain og har negationen לא שעה.

- **[TN-087-02] — תרמ״ב, 642.** לְהַרְאוֹת og מֶרְכָּבָה שְׁלֵמָה har begge talværdien 642. De samme bogstaver læses dernæst som notarikonen תֵּשַׁע מֵאוֹת רֶכֶב בָּחוּר, »ni hundrede udvalgte vogne«.

### Kapitel 88
- **[TN-088-01] — כי צמתי.** Dommerbogen 4,19 citeres med en stavemåde uden alef. Forfatteren behandler udeladelsen som en reservation af א til אֶחָד ved Rabbi Akivas død. Den mangelfulde hebraiske form er derfor bevaret.

- **[TN-088-02] — אין.** Argumentet kræver homografien mellem hebraisk אֵין (»der er ikke/nej«) og aramæisk אִין (»ja«). Ingen enkelt dansk gengivelse kan reproducere begge betydninger.

- **[TN-088-03] — ארמ״י og operative bogstaver.** Kilden afleder ארמ״י af de citerede begyndelsesbogstaver »i omvendt rækkefølge«, men de viste begyndelsesbogstaver giver ikke denne orden uden en yderligere permutation. Den påståede mekanisme gengives uden tavs normalisering. I מִידֵי אֲבִיר יַעֲקֹב er det alene אֲבִיר יַעֲקֹב, der har præcis samme bogstavbestand som רב״י עקיב״א. Tilsvarende giver de tre sidste begyndelsesbogstaver i אַב הֲמוֹן גּוֹיִם נְתַתִּיךָ, altså הגנ, ved omvending נגה; de bredere fraser er kun citatkontekst.

- **[TN-088-04] — Ari-traditionen og de to grupper på fireogtyve tusinde.** Kilden sammenpresser en kæde, som forbinder Rabbi Akiva, Simeon, Sikem, Josef/Yesod, pagten og Rabbi Akivas elever. Oversættelsen bevarer den anførte rækkefølge uden at tilføje manglende kausale led.

### Kapitel 89
- **[TN-089-01] — אעבר״ה.** Kilden udfolder bogstaverne som אֲתַקֵּן עִבּוּר בִּימֵי רַבֵּנוּ הַקָּדוֹשׁ, »Jeg skal regulere interkalationen i vor hellige Rabbis dage.« Dette er et notarikon, ikke en leksikalsk læsning af אֶעְבְּרָה.

### Kapitel 90
- **[TN-090-01] — To dødskræfter.** Kilden knytter Askara til perioden indtil trettenårsalderen og Agrisyon til alderen fra tretten til tyve, samtidig med at kræfterne forbindes med den anden og fjerde dag. Dette traditionelle demonologiske skema er oversat, som det står.

- **[TN-090-02] — פחותים מנ׳ שנה.** Den trykte kilde siger bogstaveligt, at de to kræfter er indsat over dem, der dør »før halvtredsårsalderen«. Dette strider mod det umiddelbart omgivende skema, som slutter ved tyve. Oversættelsen bevarer »før halvtreds« i stedet for at emendere teksten.

- **[TN-090-03] — להראות.** Kilden sætter talværdien af לְהַרְאוֹת lig med de samlede værdier af אגיריסיו״ן og אסכר״ה og læser desuden begyndelsesbogstaverne i אַתָּה הַחִלּוֹתָ לְהַרְאוֹת som אה״ל, »telt«. Med de faktisk trykte stavemåder er regnestykket imidlertid לְהַרְאוֹת = 642, mens אגיריסיו״ן = 350 og אסכר״ה = 286, tilsammen 636. Ligheden kan derfor ikke eftervises uden en ikke angivet alternativ stavemåde; oversættelsen gengiver påstanden uden at udjævne afvigelsen.

- **Supplerende talkontrol — וְחַזְּקֵהוּ og עו״ן.** Kildens første lighed går op: וְחַזְּקֵהוּ = 132 og סמ״אל = 131, således at סמ״אל »med kolel« er 132. Dens efterfølgende påstand om, at וְחַזְּקֵהוּ ligeledes svarer til עו״ן, går ikke op efter almindelig gematria, hvor עו״ן = 126. Påstanden er bevaret som en kildeoplysning og ikke korrigeret ved konjektur.

### Kapitel 91
- **[TN-091-01] — Stort og lille alef.** א״ר læses som אָלֶף רַבָּתִי (»stort alef«). Argumentet modstiller Moses’ oprindelige store alef og det lille alef i וַיִּקְרָא; de hebraiske bogstaver er bevaret, fordi bogstavernes størrelse er fortolkningsmæssigt bestemmende.

### Kapitel 92
- **[TN-092-01] — De større ansigter og talafgrænsning.** וארא״ה behandles som et notarikon for אַנְפֵּי רַבְרְבֵי (»de større ansigter«). I den trykte sætning er det de med anførselstegn afgrænsede ord א״ת האר״ץ הטובה, altså אֶת הָאָרֶץ הַטּוֹבָה, der sættes lig med יַעֲקֹב יִשְׂרָאֵל »med kolel«: 724 = 723 + 1. Det foranstående וְאֶרְאֶה er bibelcitatets og argumentets indledning, men indgår ikke i regnestykket. En tidligere lighed i kapitlet går derimod ikke op: וראית את אחרי = 1.237, mens כדמות יעקב שחקוקה בכסא = 1.254 med de trykte former. Ingen angivet regel udligner forskellen på 17.

- **[TN-092-02] — ח״ס ט״ן י״ם כ״ל.** Dette er en bogstavparrække under ATBaSH. Forfatteren læser ח״ס som medlidenhed, ט״ן gennem טַן דּוּ og »godt/lifligt« og י״ם כ״ל som Malkhut/Yesod. Den kompakte hebraiske række er uundværlig for konstruktionen.

### Kapitel 93
- **[TN-093-01] — רק למשה ושמנה כרובים.** Sætningen, som tillægges Sodei Razi, er syntaktisk brat: Efter udsagnet om, at keruberne blev åbenbaret »kun for Moses«, tilføjer den »og otte keruber«. Oversættelsen meddeler, at kilden dernæst taler om otte keruber, uden tavst at forbinde ordene med en manglende sætning.

- **[TN-093-02] — Englenavne og beskadiget udtryk.** Formerne הוא״ליה, מפפי״ה, אמצי״ה, עפפימי״האל, נהי״ה, פסי״ה og עמנ״ו behandles som uigennemsigtige egennavne. Udtrykket אל יהוד ויאר לנו synes beskadiget ved siden af Salmernes Bog 118,27 og gengives som **[usikker læsning: אל יהוד ויאר לנו]**, kun efterfulgt af den tydelige bibelske forbindelse.

- **[TN-093-03] — דמש״ק אליעזר.** Kilden kombinerer numeriske læsninger og notarikonlæsninger af Eliezer med ד׳ מַחֲנֵה שְׁכִינָה קְדוֹשִׁים. Den forkortede syntaks angiver ikke fuldstændigt forholdet mellem alle fire ord; oversættelsen bevarer derfor rækkefølgen uden at opfinde en udfoldning.

- **[TN-093-04] — Ubalanceret tegnsætning.** Kilden åbner en parentes efter כִּסֵּא כָבוֹד יַנְחִלֵם og lukker den ikke, før den fortsætter gennem flere bibelske og liturgiske udtryk. Udtrykkene er oversat i rækkefølge; der er ikke indsat noget hypotetisk afslutningspunkt.

- **[TN-093-05] — Midyan/On-summer og skyggerne.** Kilden angiver først fyrsterne som 754, anvender senere 757, tilføjer רַחֲמִים som 298 og siger, at resultatet er או״ן, 1.056. Hverken 754 + 298 eller 757 + 298 er lig med 1.056, medmindre der i det sidste regnestykke stiltiende tilføjes en kolel. Desuden giver de syv faktisk trykte englenavne tilsammen 1.046, mens de fire oprindelige navne giver 744; begge summer ligger ti under de angivne 1.056 og 754. Alle trykte navne og værdier er bevaret; der er ikke indsat et hypotetisk ekstra yod. I den tidligere skyggepassage er det alene הצללים, der giver 205; hele ונסו הצללים giver 327. De fire kongeriger giver derimod 34 + 54 + 66 + 51 = 205.

- **[TN-093-06] — עוד בדבר הזה.** Udtrykket עוֹד בַּדָּבָר הַזֶּה har talværdien ש״ה, 305. Den komprimerede fortsættelse רצ״ח ... וז׳ forklarer værdien som רַחֲמִים, 298, plus syv fyrster: 298 + 7 = 305. Denne del af regnestykket går op og er derfor gjort eksplicit i oversættelsen; uoverensstemmelserne i de tilstødende Midyan/On-summer behandles særskilt i TN-093-05.

### Kapitel 94
- **[TN-094-01] — Numerisk række.** שׁוֹר + נֶשֶׁר + אַרְיֵה giver normalt 1.272, mens kilden trykker 1.282. Senere påstande, som involverer חֶסֶד, דִּין, רַחֲמִים, תְּהִלָּה לְדָוִד, ת״ם og שָׂרָה, synes at kræve forskellige, ikke oplyste tillæg, såsom et manglende nun eller tilføjelse af bogstavantal. Oversættelsen gengiver ligningerne uden tavst at vælge et system.

- **[TN-094-02] — תהלה [ל]דוד.** Kilden tilføjer udtrykkeligt ל i kantede parenteser ved denne forekomst. Det parentesmarkerede bogstav er bevaret; det er ikke tavst indarbejdet i den normaliserede titel.

- **[TN-094-03] — ולסמו׳ og Sara-beregningerne.** Notarikonsætningen ender med den afklippede, uløste form **[usikker læsning: ולסמו׳]**. Kilden sætter desuden Adonaj + Ḥesed + Din + Raḥamim lig med Sara, skønt de almindelige værdier tilsammen giver 499 og ikke 505; derimod er Din + Emet lig med Sara (64 + 441 = 505).

### Kapitel 95
- **[TN-095-01] — Syv udfyldninger.** Kilden opregner fire udfyldninger af Tetragrammet og tre af Ehyeh, men siger dernæst, at »der er to forekomster af 161«, selv om kun én forekomst af 161 findes i listen. Dens udtryk מִלּוּאֵי הַמַּרְגְּלָא og den tilknyttede oplysning om niogtres bogstaver er bevaret frem for rekonstrueret. Den senere komprimerede formulering מלואים בא׳ רבתי של אי״ק kan ikke betyde et stort א i selve regnestykket: מִלּוּאִים når 687 netop ved at tildele det afsluttende ם AIQ BKR-værdien 600, altså 40 + 30 + 6 + 1 + 10 + 600. Oversættelsen gør denne efterviselige operation eksplicit. I de følgende bibelfraser er det alene רפאות og alene עזרתי, der hver giver 687; hele udtrykket שמים וארץ giver ligeledes 687.

- **[TN-095-02] — אעברה / רעה אבן ישראל.** Kilden kalder dette en omvending af bogstaver, men אֶעְבְּרָה er ikke et bogstaveligt anagram af רֹעֶה אֶבֶן יִשְׂרָאֵל. Oversættelsen beskriver det derfor som en omvendings- og udvidelseshentydning frem for at fremstille en falsk en-til-en-permutation.

- **[TN-095-03] — Modstridende traktathenvisninger.** Den trykte række lyder »בירה תוכיח ב״ק דף נ״ט (יומא ט׳ ע״ב)« og anfører Bava Qamma 59 og dernæst Yoma 9b i parentes. Begge henvisninger er bevaret; ingen af dem er tavst sat i stedet for den anden.

### Kapitel 96
- **[TN-096-01] — בן פ״א דל״ת שנה.** I sammenhængen er Jakob fireogfirs år gammel (פ״ד). Kilden skriver bogstavnavnene פ״א דל״ת, hvis fulde talværdi er 515 og dermed driver de følgende ligheder. Den usædvanlige typografi kan ikke desto mindre afspejle en overleveringsskade; både alderen og udfyldningsmekanismen er bevaret.

- **[TN-096-02] — Sammentrængt henvisning.** Den trykte kildehenvisning lyder »סנהדרין ושבת דף ק״ך (ב״מ ל׳ ע״ב)« og nævner samtidig Sanhedrin, Shabbat 120 og Bava Metzia 30b. Oversættelsen registrerer modstriden og opfinder ikke en korrigeret henvisning.

- **[TN-096-03] — Pagternes aritmetik.** Almindelig gematria giver צדק + שלום = 570, mens יסוד + מלכות = 576. De tre trykte produkter 160 + 165 + 105 giver 430 og ikke תמים (490); tilføjelsen af אלהים (86) giver 516 og ikke 576. Den yderligere lighed går heller ikke op med de trykte former: תמים תהיה עם = 1.020, mens גוף ונשמה ד׳ יסודות = 980. Kildens måltal, mellemværdier og konklusion er alle bevaret i deres substans.

- **Supplerende talkontrol — חנני.** I frasen חנני אלהים er det alene חנני, der har talværdien 118 og svarer til כסא הכבוד, 118. Med אלהים ville summen være 204. Den operative afgrænsning er derfor gjort eksplicit i oversættelsen.

- **Supplerende tekstkontrol — כסאך לעולם לדור ודור.** Kilden gengiver Klagesangene 5,19 med et ekstra לעולם efter כסאך. Den masoretiske versform har blot כִּסְאֲךָ לְדֹר וָדוֹר; kildens gentagelse er bevaret i oversættelsen.

### Kapitel 97
- **[TN-097-01] — Grænsen for Navnet på toogfyrre bogstaver.** Udtrykket »היוצא מבראשית עד ב׳ ובה״ו« er sammentrængt. Oversættelsen forstår det således, at rækken strækker sig fra בְּרֵאשִׁית til bet i וָבֹהוּ, samtidig med at de citerede hebraiske former og den udtrykkelige ATBaSH-ombytning ה״ו → צ״ף bevares.

- **[TN-097-02] — בלי מה.** Kilden siger, at בְּלִי er lig med toogfyrre, og at »alle bogstaverne findes deri bortset fra מ״ה«. Referenten for »alle bogstaverne« angives ikke. Oversættelsen bevarer påstanden og orddelingen בְּלִי מָה uden at tilføje et manglende objekt.

- **[TN-097-03] — אעברה / רעה אבן ישראל.** Som i kapitel 95 er den påståede »omvending« ikke et bogstaveligt anagram. Den gengives som en omvendings- og udvidelseshentydning, og det fulde hebraiske udtryk er bevaret.

- **Supplerende kildekontrol — Salmernes Bog 36,7.** Kilden trykker henvisningen תהלים לו ח, men ordene מִשְׁפָּטֶךָ תְּהוֹם רַבָּה står i den masoretiske versinddeling i Salmernes Bog 36,7. Oversættelsen anfører den identificerede versplacering og registrerer kildens trykte tal.

### Kapitel 98
**[TN-098-01]** Kilden anfører, at `בעת ההוא לאמר` har samme gematria som `כתר חכמה בינה`. Den udfolder desuden `שמע` som `שלשה מדות עליונות`, »tre øvre egenskaber«. Det løsrevne trykte `ג׳` foran den første udfoldelse i parentes er forstået som »tre« og ikke som en del af akronymet.

**[TN-098-02]** Udtrykket `להראות את דייקא` isolerer udtrykkeligt objektsmarkøren `את`, men kilden fuldfører ikke en særskilt forklaring af dens funktion, før den går videre til Moses som billede på Zeʿir. Ordlyden er oversat bogstaveligt, og den sammentrængte argumentation er ikke udfyldt.

**[TN-098-03]** `אעברה` og `זערא` har begge talværdien 278. Den ligefremme betydning af Jobs `כתר לי זעיר` (»vent lidt på mig«) opdeles på ny som `כתר` = Arikh Anpin og `זעיר לי` = »Zeʿir er min«. Derefter udfoldes `נ״א` som `נתיב אריך`.

**[TN-098-04]** `אלי` opdeles bogstav for bogstav: `א` = Keter, `ל` = Binah, `י` = Ḥokhmah. `כב״ר` i »floden Kebar« udfoldes som `כתר בינה ראשית חכמה`. Kilden kalder dette en `צירוף` (tzeruf); oversættelsen bevarer den anførte rækkefølge og påtvinger den ikke en anden sefirotisk orden.

### Kapitel 99
**[TN-099-01]** Forfatteren sætter `וראית את` lig med `שחקים`, når det afsluttende `ם` tælles med sin store værdi. Maʿon identificeres som det femte firmament, og det afsluttende `ה` i `מעונה` behandles som en virksom markør for »fem«.

**[TN-099-02]** `תנ״ח`, `חת״ן` og `שחקי״ם` har hver talværdien 458 efter almindelige bogstavværdier. De 458 lejre i Otiyyot de-Rabbi Akiva understøtter identifikationen mellem brudgommen og Sheḥakim.

**[TN-099-03]** Udtrykket `לנקות אותן` er læseligt, men vanskeligt i sammenhængen: Den almindelige betydning er »at rense dem«, mens Balaks hensigt er fjendtlig. Det er derfor bevaret i selve teksten som en usikker læsning og er ikke lydløst udskiftet med et mere forventeligt fjendtligt verbum.

**[TN-099-04]** `אב״ד` har bogstavværdierne 1 + 2 + 4 = 7 og bruges til at kode de syv altre, som de tre patriarker byggede. Identifikationen af Laban med Bileam, Beors søn, er forfatterens traditionelle eksegetiske forudsætning og ikke en historisk identifikation, som oversætteren har tilføjet.

**[TN-099-05]** `ר״ב` udfoldes som `רוכב בערבות`, mens `תעבור` behandles som en permutation af `ערבות`. Det femte, sjette og syvende firmament kodes henholdsvis gennem `ה`, `ו` og Aravot.

### Kapitel 100
**[TN-100-01]** `הסנה` har talværdien 120. `בשגם` har samme talværdi som `משה` (345), mens Første Mosebog 6,3 angiver den erklærede levetid på 120 år. »Udslet mig af Din bog« læses derfor som en specifik henvisning til Første Mosebog.

**[TN-100-02]** De fire årstidsvinduer overleveres som Taʿalumah (Nisan), Naʿaman (Tammuz), Nogah (Tishrei) og Bilgah (Tevet). Kilden tilskriver ordningen Sefer ha-Peliah gennem Sodei Razayya og anfører, at et halvt år rummer 183 vinduer.

**[TN-100-03]** De seks bogstaver i `בראשית` permuteres som `תא״ר שב״י`. `שבי` forbindes med Salmernes Bog 68,19; `תא״ר` forbindes både med sjælenes lys og med slutbogstaverne i `בעת ההיא לאמר`.

**[TN-100-04]** Efter at have fremlagt `תא״ר` udfolder kilden det gennem fire grupper — tannaim, amoraim, rabbanim og savoraim — men kalder dem straks derefter »tre generationer« og sammenligner dem med tre vinranker og tre flokke. Oversættelsen bevarer denne indre talmæssige spænding.

**[TN-100-05]** `עבדך` har talværdien 96, ligesom `אל אדני` (31 + 65). De seksoghalvfems tempelvinduer og de seksoghalvfems styrker i Asiyahs verden forbindes gennem dette tal. Formen `יעשה` aktiverer navnet Asiyah.

**[TN-100-06]** De fuldt skrevne former `אל״ף למ״ד שי״ן דל״ת יו״ד` giver tilsammen 999, »tusind minus én«. Begyndelsesbogstaverne i `מטטרון שר הפנים` danner `משה`; den efterfølgende titel »hærskarernes fyrste« er bevaret som en yderligere betegnelse.

**[TN-100-07]** `גדלך` har talværdien 57, den samlede værdi af `אל` (31) og `יהוה` (26). Kilden skelner denne konfiguration på Yetzirahs niveau fra `אל אדני` = 96 i Asiyah. I brødteksten bevares desuden kildens operative skrivemåde `א״ל הוי״ה`.

**[TN-100-08]** Kilden anfører, at `וחזקהו ואמצהו` har samme gematria som `סנדלפון`. Påstanden er bevaret som overleveret; sammenstillingen fastlægger Josvas Asiyah/Sandalfon-grad under Moses’ Yetzirah/Metatron-grad.

**[DK-100-01]** Den overleverede frase `בדרכו על מזבח` er grammatisk uigennemsigtig og giver ikke et sikkert subjekt eller verbalforløb. Parallelstedet i Sukkah 56b fortæller, at Mirjam sparkede til alteret med sin sandal; den engelske kontroltekst gengiver derfor handlingen som et slag mod alteret. Den danske oversættelse markerer kildeformen som usikker og giver parallelstedets sandsynlige rekonstruktion åbent i stedet for at rette teksten lydløst.

### Kapitel 101
**[TN-101-01]** Kilden har de sidestillede redaktionelle læsemåder `(האותן)[באותן]`. Den første er grammatisk afvigende i sammenhængen; den anden, som står i kantparentes, betyder »i disse [tider]«. Begge er bevaret i overensstemmelse med tekstvidnepolitikken.

**[TN-101-02]** `ואתחנן` opdeles som `ו` (seks måneder), `א״ת` (`אור תעלומה`), `ח״נ` (`חלון נעמן`) og den afsluttende `נ` (`נגה`). Der er tale om successive årstidsvinduer, ikke om en almindelig leksikalsk afledning af ordet.

**[TN-101-03]** `הסנה` og `חזקה` har begge talværdien 120. Moses’ tre perioder på fyrre dage giver tilsammen 120 og svarer til Elohims 120 »huse« eller permutationer, som han forsøder.

**[TN-101-04]** Det ekstra `ו` i `ואראה` læses som seks måneder. Disse måneder rummer alle tre valfartsfester og gør det muligt for Moses at opfylde buddet om at vise sig tre gange om året.

**[TN-101-05]** Kilden siger, at de bogstaver, som går forud for bogstaverne i `פסגה`, giver `בעד״ן` gennem en alfabetisk operation, der er forklaret i Ofan 12. En enkel rækkefølge af det umiddelbart foregående bogstav for hvert enkelt bogstav frembringer ikke denne orden på en gennemskuelig måde. Den overleverede påstand er bevaret uden en hypotetisk omordning.

**[DK-101-01]** Kilden henviser til Anden Mosebog 7,10 og 7,12 for henholdsvis stavens forvandling til en slange og slangens tilbagevenden til en stav og knytter samtidig hændelsen til synet ved tornebusken. Selve tegnet ved tornebusken står i Anden Mosebog 4,3–4. Anden Mosebog 7,10–12 fortæller det beslægtede tegn foran Farao, hvor Arons stav bliver til et stort krybdyr og de andre stave bliver slugt; vers 7,12 siger ikke udtrykkeligt, at en slange bliver til en stav igen. Oversættelsen bevarer kildens henvisninger og registrerer forskellen her.

### Kapitel 102
- **[TN-102-01]** Kilden anfører `(יהושע ג ג)` efter `ימים רבים תשבו`. Ordlyden findes ikke ved denne trykte henvisning og tilhører den omgivende Hoseas-bevistekst, men den trykte henvisning til Josvabogen er bevaret i stedet for at blive rettet i oversættelsen.

- **[TN-102-02]** Tegnsætningen i `ההי״א הה׳ דייקא, י תשובת צורת ה׳` er sammenpresset. Argumentet forbinder `ה` med den grafiske vej for omvendelse, som drøftes i Menaḥot 29b, og `י` med tilbagevenden til formen `ה`; oversættelsen påtvinger ikke teksten en mere specifik grafisk rekonstruktion.

- **[TN-102-03]** Salmernes Bog 69,14 læses gennem `ברוב` (»i fylden«) og `רבים` (»de mange«). Den enkelte må afvente den særlige nådens tid; en menighed vækker Ḥesed, selv mens Navnet Elohim, dommen, hersker.

### Kapitel 103
- **[TN-103-01]** `ההיא` vendes om til `אהיה`; `דינא` vendes om til `אדני`; יהוה vokaliseret med Elohims vokaler markerer Yom Kippur/Binah. Disse tre Navnekonfigurationer forbindes med Hoshana Rabbah, Rosh Hashanah og Yom Kippur.

- **[TN-103-02]** `מ״י` opdeles som fyrre dage frem til Yom Kippur og ti dage fra Yom Kippur til beseglingens afslutning. Kildens kalenderberegning er gengivet som angivet uden at løse spørgsmål om inklusiv optælling.

- **[TN-103-03]** `חבי״ט` udfoldes som `חנוך בן ירד טוב`. Den gentagne imperativ »slå, slå« samordnes senere med de to pilegrene.

- **[TN-103-04]** `אעברה` omordnes både til `רע הבא` (»det onde, som kommer«) og til `ערבה` (»pilekvist«), mens det resterende bogstav tjener andre dele af den udvidede fortolkning.

- **[TN-103-05]** `אעברה` opdeles i `א` (Israels ene tyr), `ע` (de halvfjerds folkeslag) og `רבה`. `בו״ז` forbinder huskeordet for vanddrikofferet, foragt udøst over fyrster og den »foragt«, som løgnens læber taler.

- **[TN-103-06]** `אראה` og `רבה` har begge talværdien 207; `הה״ר` udfoldes som `הושענה רבה`. Kilden vender desuden de virksomme bogstaver i `יראה` om for at danne `אריה` (»løve«), som forbindes med Abraham/Ḥesed på højre side.

### Kapitel 104
- **[TN-104-01]** Begyndelsesbogstaverne i `אתה החלות להראות` danner `אהל`. De tre vers, der begynder med `ויסע`, `ויבא` og `ויט`, forbindes med de tre patriarker og deres tre farver.

- **[TN-104-02]** Kilden skriver `דכ״א` og glosser det gennem `אלף כ״ד`, 1.024, den værdi, som tillægges de fire arter. Bevægelsen fra Salmernes Bog 90,3 til »indtil den enogtyvende« og derfra til 1.024 er stærkt sammenpresset; alle led er bevaret.

- **[TN-104-03]** `בתבריתא` er ikke sikkert forståeligt og afspejler sandsynligvis tekstskade. Den umiddelbare beregning — 32 × 32 = 1.024 — tydeliggør den tilsigtede funktion (»i areal« eller multiplikation), men selve den hebraiske form er bevaret i teksten som usikker.

- **[TN-104-04]** Arterne `אתרוג לולב הדס ערבה`, alterets mål 32 × 32 og vendingen `את גדלך ואת ידך החזקה` tillægges hver værdien 1.024. `ח״ג` udfoldes som `חותם גדול`.

- **[TN-104-05]** De syv bogstaver i `אעברה נא` udfoldes som `אור עמך באורך רבון העולמים נראה אור` og forankres dernæst i Salmernes Bog 36,10. Dette er et notarikon, ikke en syntaktisk oversættelse af den bibelske bøn.

- **[TN-104-06]** `אעל״ה` udfoldes som `אתרוג ערבה לולב הדס`, de fire arter, og forbindes med »Jeg vil stige op i palmen«. Kildens defekte `להראת` er bevaret i den hebraiske fremvisning. De markerede begyndelsesbogstaver i `החלות להראת את עבדך` er imidlertid `ה־ל־א־ע`, ikke `א־ע־ל־ה`; forbindelsen kræver derfor en yderligere omordning, som kilden ikke forklarer. Oversættelsen gengiver relationen som kildens påstand og ikke som en bogstaveligt efterviselig initialrække.

- **[TN-104-07]** Udfyldt `נון אלף` er 217, den værdi, som tillægges `ה׳ ענני כבוד`. Det afsluttende `ז״ה` læses distributivt som syv i stedet for fem, ikke efter almindelig additiv gematria.

### Kapitel 105
- **[TN-105-01]** `את״ה` udfoldes som `ארבע תקופות השנה`. Adonajs fire enkle bogstaver råder over fire årskvartaler; de udfyldte bogstaver frembringer tolvmånedersstrukturen.

- **[TN-105-02]** I `אות א׳ לכל שבט` kan `א׳` grafisk betegne bogstavet alef eller tallet ét. Eftersom argumentet fordeler tolv udfyldte bogstaver mellem tolv stammer, gengiver oversættelsen det som »ét bogstav til hver stamme« og registrerer flertydigheden her.

- **[TN-105-03]** `נ״א` udfoldes som Nisan/Eitan (Tishrei). Under ATBaSH bliver `נ` til `ט` og `א` til `ת`, hvilket frembringer `ט״ת`, Tevet/Tammuz. `אעברה` omordnes derefter til `ארבעה`, »fire«.

- **[TN-105-04]** `וחז״קהו` udfoldes som `חרישה זריעה קצירה`. `דעהו` omopdeles som `דע ה״ו`; forfatteren identificerer `ה` med »Navn« og `ו` med »himmel«, hvorved landbrugsarbejdet bliver en handling for Himlens skyld.

### Kapitel 106
- **[TN-106-01]** `י״ה × י״ה` = 15 × 15 = 225, den værdi, som tillægges `מזל מאזנים`; `ו״ה × ו״ה` = 11 × 11 = 121, den værdi, som tillægges `מזל טלה`. Produkterne giver tilsammen 346, værdien af `שמו`; de to delvise Navne frembringer sammen vendingen »HERREN er Hans Navn«.

- **[TN-106-02]** De to halvtredagesperioder danner Isaks »hundrede porte«. Det store `ק` i `קן` stilles over for traditionerne om et lille qof i `קצתי` og `בקמיהם`, hvorved de hundrede forbindes med genoprettet frem for formindsket øvre magt.

- **[TN-106-03]** Den foreliggende vending `שהוא יום` (»som er dag«) efter Magdiel er dunkel i konteksten og er bevaret i selve teksten som usikker. Der er ikke indsat nogen konjektural erstatning med et egennavn.

- **[TN-106-04]** »Tyrus’ skrånende stiger« beskriver den rute, som tillægges en sjæl, hvis krop ligger uden for Israels land. Billedet er oversat bogstaveligt; kilden giver ingen særskilt henvisning til det.

- **[TN-106-05]** `שמה` indeholder bogstaverne i `משה`; `שתה` indeholder `שת` (Set) samt det senere tilføjede `ה`. Rækken Moses–Set–Shem fremstilles som gilgul og forklarer Shems oprettelse af lærehuse.

- **[TN-106-06]** De seks bogstaver i `ואתחנן` udfoldes som `ו׳ איתן תשרי חדש ניסן ן רבתי`. Den store slut-nun understøtter desuden den følgende fortolkning gennem sjælen/Binah.

- **[TN-106-07]** `ת״ן` er Tishrei/Nisan. Den qere-lignende feminine form `ההיא` leverer `י` til `י״ה`/Tishrei, mens den maskuline konsonantform `ההוא` leverer `ו` til `ו״ה`/Nisan.

- **[TN-106-08]** Begyndelsesbogstaverne i `ישמחו השמים ותגל הארץ` danner יהוה. Verset opdeles som `י״ה` i himlen og `ו״ה` på jorden, svarende til Tishrei/Vægten og Nisan/Vædderen.

- **[TN-106-09]** `נ״א` er `נתיב איתן`; »Eitan-stien« er den halvtredsindstyvende port. `לבנו״ן` muliggør desuden forfatterens vending »rettede sit hjerte (`לבו`) mod at forstå (`להבין`) den halvtredsindstyvende (`נ׳`) port«.

- **[TN-106-10]** Metatrons niogfyrre kostbare sten svarer til de niogfyrre porte, som blev givet Moses. `מ״ט` i `מטטרון` markerer niogfyrre; `ט״ר` udfoldes som godt/ondt; det afsluttende `נ` markerer den ellers uåbenbarede halvtredsindstyvende port.

- **[TN-106-11]** Kapitel 106 har én uparret åbningsparentes, umiddelbart før `כדאיתא במדרש רבה (ב״ר פי״ב ט׳)`. Det sandsynlige lokale omfang slutter efter den indlejrede henvisning til Bereshit Rabbah, før `אבל בראש השנה`, men tekstvidnet leverer ikke det afsluttende tegn; oversættelsen markerer tegnsætningen frem for at hævde en emenderet kildetekst.

- **[TN-106-12]** Kilden trykker Anden Mosebog 32,28 ved `לשמצה בקמיהם`. Den citerede ordlyd forbindes med et nærliggende vers, men den trykte henvisning er bevaret som 32,28 frem for at blive rettet stiltiende.

### Kapitel 107
- **[DK-107-01]** Kapitelåbningen trykker `הקדשים` (»de hellige ting«), hvor den fortsatte fordeling af Nisan, Iyar, Sivan, Tammuz, Av og Elul klart peger på `החדשים` (»månederne«). Det er en sandsynlig bortfalds- eller sættefejl i bogstavet `ח`, men den danske tekst synliggør den overleverede form og registrerer den kontekstuelle rekonstruktion i denne særskilte note i stedet for at foretage den i stilhed.

- **[TN-107-01]** `את״א` udfoldes som `אב תמוז אלול`. Rækkefølgen følger de begyndelsesbogstaver, huskeordet kræver, frem for kalenderrækkefølgen.

- **[TN-107-02]** `אר״ה` læses som Elul/Rosh [Hashanah] og tillige som en hentydning til 1.200 timer (24 × 50) samt omvendelsens `ה`. Kildens mekanisme forener notarikon, udskrevne talbogstaver og det symbolske `ה`; det er ikke almindelig gematria af `ארה`.

- **[TN-107-03]** `ק״ם` udfoldes som `קטב מרירי`. Modsætningen mellem »der opstod« blandt folkeslagene og »der opstod ikke« i Israel omdanner den bibelske sammenligning af profeter til en påstand om Ketev Meriri.

- **[TN-107-04]** Prosaen siger »som vi siger i første kapitel af Ḥullin«, men henvisningen i parentes er Bereshit Rabbah 10,6. Begge trykte tilskrivninger er bevaret; ingen af dem er stiltiende udvalgt som den rette.

- **[TN-107-05]** Kilden udleder 2.100 af `ארץ` ved at tælle `א` som 1.000, `ר` som 200 og slut-`ץ` som 900 efter AIQ. Derefter sidestiller det samme tal med `קבה` ved at tage `ק` som 100 og `ב` som 2.000 uden udtrykkeligt at gøre rede for `ה`.

- **[TN-107-06]** `ל״ך` opdeles i Eluls tredive dage og Tishreis tyve dage. `א״ת` koder skiftevis Av/Tammuz og Elul/Tishrei, de to modstående månedspar.

- **[TN-107-07]** Den første udfoldelse er `חשמ״ל` = æsel, okse, Maḥalat, Lilith; den anden er `לאמ״ר` = Lilith, Edom, Maḥalat, Rahab. Kildens afsluttende udsagn om det kvindelige »over« det mandlige i den strenge dom er bevaret uden at indføje en manglende syntaktisk bro.

- **[TN-107-08]** Kilden siger, at »Du er begyndt at vise« ved begyndelsesbogstaver forbindes med `האויב תמו חרבות לנצח`. Disse begyndelsesbogstaver giver `התח״ל`; deres nøjagtige forbindelse til den citerede bønnevending udfoldes ikke fuldstændigt, så oversættelsen rapporterer kildens forbindelse uden at opfinde en udtrækningsmetode.

- **[TN-107-09]** Ordlyden `מפני ידך ישבתי יהפוך ידו כל היום`, som henføres til Klagesangene 3,3, er beskadiget eller sammenløbet og danner ikke en sikker grammatisk sætning i det foreliggende tekstvidne. Den er bevaret i selve teksten som usikker frem for stiltiende at blive erstattet med en standardiseret bibeltekst.

- **[TN-107-10]** Kilden siger `נ״א יום` efter gentagne gange at have talt halvtreds dage. Læst numerisk er `נ״א` enoghalvtreds. Oversættelsen registrerer konflikten; den normaliserer ikke `נ״א` til `נ׳`.

- **[TN-107-11]** Kilden siger, at `ז״ה` hentyder til den syttende Tammuz. De almindelige værdier af `ז` og `ה` giver ikke sytten, og udtrækningen kan være tekstligt beskadiget; påstanden er bevaret, men markeret som ikke-gennemsigtig.

- **[TN-107-12]** `אשלא` har efter almindelig beregning værdien 332. Kilden tæller udtrykkeligt det afsluttende `א` som 1.000, hvorved resultatet bliver 1.331 (`אלף של״א`), og sidestiller dette med Maḥalat, Ismaels datter.

- **[TN-107-13]** `פארן` og `אשל` har begge værdien 331. Kilden siger endvidere, at `פתורה` og den kombinerede Rahab/Maḥalat-konstruktion har samme værdi; påstanden er bevaret uden stiltiende at ændre stavemåder for at fremtvinge summen.

- **[TN-107-14]** `אל תסף` er 571 efter almindelige værdier. Tallet identificeres med Ismaels 571 kræfter og de ismaelitiske kelippots `עקתא`.

- **[TN-107-15]** Kilden introducerer først læren som `שבועות דף א׳` og angiver derefter i parentes henvisningen `שבועות ב׳ ע״א`. Oversættelsen følger den udtrykkelige folioform Shevuot 2a og registrerer den foregående trykte form her.

### Kapitel 108
#### [TN-108-01]

Den indledende Hekhalot-beretning rummer et syntaktisk brud, som skjules af `וכו׳` (»og så videre«). Pronomenet `אותו` har ikke en entydig antecedent i den trykte syntaks. Identifikationen af den slagne som Metatron følger parallellen i Ḥagigah 15a; den fremstilles derfor ikke som grammatisk entydig i kilden. Efter straffen af Metatron bevæger beretningen sig brat til Moses’ 121 faster uden at anføre den mellemliggende begivenhed eller udtrykkeligt skifte subjekt. Oversættelsen bevarer dette brud. Englenavnene trykkes `יפפי״ה` og `ענפי״אל`; de translittereres Yefefiah og Anafiel uden normalisering efter en formodet tekstversion.

#### [TN-108-02]

Argumentet vender bogstaverne i `את״ה החלו״ת` om, så de danner `החול״ה את״ה`. Det resulterende udtryk betyder »Du er den syge« og forbindes med `ויחל משה` i Anden Mosebog 32,11 og den rabbinske udlægning, hvorefter Moses gjorde sig syg gennem sin bøn. Begge hebraiske rækker bevares i oversættelsen, fordi permutationen ikke er synlig på dansk.

#### [TN-108-03]

Det operative ord `חזקה` har talværdien 120 og knytter den »stærke hånd« til afslutningen på de 120 dage. Kilden forbinder dernæst `החלות` og `הלחות` gennem permutation og identificerer tavlerne med bogstaverne ו–ה fra det guddommelige Navn. ו״ה har talværdien elleve; elleve gange elleve giver de angivne 121 faster. Kilden veksler mellem defektive stavemåder for »tavler«, og disse er ikke blevet ensrettet inde i de operative bogstavrækker.

#### [TN-108-04]

`א״ת עבד״ך`, `תאומי״ם` og `במתנ״ה` har hver den almindelige talværdi 497. Den første lighed underbygger forbindelsen med Tvillingerne; den anden underbygger påstanden om, at Torahen til sidst blev givet Moses »som gave«. Forbindelsen fra Tvillingernes og Jomfruens menneskeskikkelse i dyrekredsen til Salmernes Bog 68,19 er forfatterens udlægning og ikke en leksikalsk oversættelse af verset.

#### [TN-108-05]

Konstruktionen `שנות ראינו רעה יראה אל` leverer rækken ש–ר–ר–י og derefter hele elementet `אל`, så englenavnet `שרריא״ל` fremkommer; der er ikke tale om et enkelt akrostikon med ét bogstav fra hvert ord. `סה״ר` bevares, fordi argumentet forbinder englens navn, det »runde bæger« i Højsangen 7,3 og den esoteriske betegnelse for Israels land.

#### [TN-108-06]

Ordet `המז״ג` udlægges gennem Mikael, Gabriel og Zagnzagael, mens prosaen placerer Mikael til højre, Gabriel til venstre og Zagnzagael i midten. Navnenes rækkefølge i prosaen svarer ikke til den synlige følge מ–ז–ג uden omstilling. Der er ikke påtvunget nogen ny rækkefølge. Kilden anfører Pesiqta og Otiyyot de-Rabbi Akiva sammen uden præcis henvisning.

### Kapitel 109
#### [TN-109-01]

Navnet `מש״ה` opdeles i מ״ה — Tetragrammet udfyldt med alef, `יו״ד ה״א וא״ו ה״א`, med værdien 45 — omkring ש, den fulde stavning `אל״ף למ״ד ה״י יו״ד מ״ם`, med værdien 300. Det giver Moses, 345, og udtrykker mildningen af Elohims domme gennem Navnet MaH. Kapitlets »1.800 tusind vogne« gengiver det trykte `אלף ת״ת אלפים מרכבות`, selvom kapitel 108 blot taler om 1.800 engle eller vogne.

#### [TN-109-02]

`א״ל שד״י` har talværdien 345, ligesom Moses. To gange Moses er 690, ligesom `שר״י פני״ם` (»Ansigtets fyrster«). Argumentet behandler de to kald »Moses, Moses« som bærere af fire guddommelige Navne: parret Tetragrammet/Elohim og parret El/Shaddaj.

#### [TN-109-03]

Den trykte ligning er nøjagtig: `יעבר` = 10 + 70 + 2 + 200 = 282. `רוח הטומאה` = `רוח` 214 + `הטומאה` 66 = 280; når kildens udtrykkelige »med de to ord« medregnes, bliver summen 282. Den tidligere danske delsumsfejl er rettet uden at ændre den operative skrivemåde.

### Kapitel 110
#### [TN-110-01]

Det guddommelige Navn `אה״ה` bevares nøjagtigt, fordi hverken dets vokalisering eller tilsigtede udfoldning oplyses. »Det mindre יהוה« gengiver `שם ה׳ הקטן` i en udtrykkelig analyse af Navnet. Kilden tilskriver Metatron en krone, det indgraverede navn Israel, et lys der strækker sig 500.000 parasanger, og en skænk fra Shiʿur Qomah; de er oversat som påstande i den citerede Hekhalot-tekst.

#### [TN-110-02]

Kilden siger, at tretten Navne antydes i begyndelsesbogstaverne i `גדלך ידך החזקה`, men de synlige begyndelsesbogstaver giver ikke på nogen oplagt måde tretten. Den benytter også advarslen i Anden Mosebog 23,21 og den rabbinske læsning »udskift ikke Mig med ham« fra Sanhedrin 38b. Der er ikke opfundet en manglende bogstavuddragning.

#### [TN-110-03]

Beregningen benytter hele udtrykket `ור״ב כ״ח`: ורב (208) plus כח (28) giver 236. Når skænken på halvfjerds trækkes fra, bliver 166 tilbage, talværdien af `מעו״ן`. Kilden trykker `במלך ידך החזקה`, hvor sammenhængen kræver »i ordet/udtrykket ידך החזקה«; denne sandsynlige fejl på ét bogstav er gengivet efter sammenhængen, men registreres her.

#### [TN-110-04]

Kapitlet siger først, at Metatron modtog halvfjerds tusind parasanger fra Shiʿur Qomah, og derefter, at Den Hellige, velsignet være Han, »kun gav ham et tusind parasanger«. De to tal er indbyrdes modstridende, som de står trykt. Ingen af dem er harmoniseret med kapitel 108, der angiver et endnu større todimensionalt mål.

#### [TN-110-05]

Kilden siger, at `עפעפ״ך` koder `ע׳ אלף פרסאות על ע׳ אלף פרסאות`. De synlige begyndelsesbogstaver i det udfoldede udtryk danner ikke umiddelbart `עפעפך`. Talbogstaverne og forkortelsen for »tusind parasanger« udfører muligvis mere end én funktion, men operationen forklares ikke.

#### [TN-110-06]

Fem »hænder« på hver fjorten giver korrekt de halvfjerds fyrster, som prosaen beskriver. Også den trykte påstand `יד״ך החזק״ה = קט״ן` går præcist op, når den bestemte artikel i `החזקה` medregnes: `ידך החזקה` = 159 og `קטן` = 159. Den tidligere note, som fejlagtigt afviste ligheden, er derfor korrigeret efter direkte kontrol af den hebraiske stavemåde. Den senere forekomst af Anden Mosebog 23 ændrer desuden `בקרבו` (»i ham«) til `בקרבי` (»i Mig«) i kilden; oversættelsen bevarer den tilsigtede citatbetydning uden at foregive, at de trykte former er identiske.

#### [TN-110-07]

Slutbogstaverne i `נע״ר קט״ן נה״ג ב״ם` er ר–ן–ג–ם, som kapitlet udfolder til Rafael, Nuriel, Gabriel og Mikael. Derefter forbinder det samme række med `נגמ״ר` (»afsluttes«). Det trykte citat `כי אם אשר עשה` afviger i ordlyd og rækkefølge fra den almindelige tekst i Esajas 55,11; det er ikke blevet rettet i stilhed.

#### [TN-110-08]

Kilden anfører `ילך ה׳ בקרבנו` som Anden Mosebog 34,19. Ordlyden svarer til Anden Mosebog 34,9, mens vers 19 angår de førstefødte dyr. Oversættelsen bevarer »Anden Mosebog 34,19, som trykt« og angiver den sandsynlige identifikation særskilt.

#### [TN-110-09]

`אעבר״ה` opdeles som et notarikon for `אלישע ענה ב׳ רשויות הן` (»Elisha svarede: Der er to magter«). Dette er ikke en leksikalsk betydning af det bibelske verbum. Derfor bevares både hebraisk og hele udfoldningen.

### Kapitel 111
#### [TN-111-01]

`בלב״ת` har den almindelige talværdi 434. `מטטרון` er 314, og `אליהו הנביא` er 120, så summen er den samme. Teksten identificerer i dette argument skikkelsen fra Asiyah, Sandalfon, med Elias/Pineḥas; oversættelsen påtvinger ikke denne identifikation en senere systematisk angelologi.

#### [TN-111-02]

`ס״ר` (260) svarer til Elias (52) plus Pineḥas (208) og udfoldes desuden som `סוס רכב`, »hest, vogn«. `נ״א` leverer begyndelsesbogstaverne i Nadab og Abihu. Henvisningen `סנהדרין פ״ב` er en foliohenvisning, Sanhedrin 82a, ikke »kapitel 82«.

#### [TN-111-03]

Kilden gentager bogstaveligt `אבל אבל` før »dens ende er dødens veje«. Det kan være en mekanisk fordobling, men fordi den står ved et argumentativt vendepunkt, synliggøres den som »men, men« i stedet for at blive slettet i stilhed.

#### [TN-111-04]

Vidneordningen skifter under udlægningen. Salmernes Bog 139 placerer først Enok ovenfor og Koraḥ i Sheol; dernæst siges Femte Mosebog 17,6 at hentyde til de to vidner Enok og Elias; til sidst føjes Koraḥ til som den tredje. Oversættelsen bevarer alle tre trin og tvinger ikke det ene par til at erstatte det andet.

#### [TN-111-05]

Kilden oplyser, at forfatteren lod denne fortolkning trykke i en bodsbøn for Rabbi Anshil i året betegnet `אנש״יל`, i Kraków. Kronogrammet står på hebraisk, fordi kilden hverken angiver, hvilke bogstaver der tælles, eller giver en tilsvarende borgerlig datering.

#### [TN-111-06]

Kildeauditen finder én indledende parentes uden tilsvarende slutparentes i kapitel 111. Den begynder før `ושני כרובים אלו` (»og disse to keruber«) og har intet sikkert slutpunkt. Oversættelsen oplyser udtrykkeligt, at grænsen er gået tabt, og undgår at henføre hele resten af kapitlet til en parentetisk stemme.

#### [TN-111-07]

Udtrykket `שהם הם רצו״ע בקדושה לאלקא, הצרו״ע סיטרא אחרא` er sammenpresset og kan ikke pålideligt rekonstrueres som en fuldstændig syntaktisk enhed. `לאלקא` synes at være aramæisk »at stige op«, mens `הצרוע` fremkalder »den spedalske«; den præcise modsætning til `רצו״ע` er usikker. Hele den hebraiske tekst står ved siden af den forsigtige gengivelse. Det efterfølgende notarikon `נג״ע = נופל גלוי עינים` er klart.

#### [TN-111-08]

Konstruktionen tager Isak/Pineḥas som ר״ח (208) og føjer ו״ם (46) til, så רחו״ם (254, »barmhjertig«) fremkommer. `רומ״ח` (»spyd«) benytter de samme bogstaver i en anden rækkefølge. Denne numeriske bogstavmekanisme bevares i stedet for at blive reduceret til en oversættelse af »barmhjertig«.

#### [TN-111-09]

Kilden påstår `עב״ד אברה״ם = מטטרו״ן`, men ligningen er ikke nøjagtig efter almindelig gematria. Den omgivende maksime `עבד מלך מלך` betyder »en konges tjener er en konge« og understøtter forbindelsen mellem tjeneren og Ḥesed uafhængigt af den tvivlsomme talpåstand.

#### [TN-111-10]

Ligningen `א״ת = מיטטרו״ן חנ״ך עם הכולל` er heller ikke nøjagtig efter almindelige talværdier. א״ת er 401, mens de trykte navne ikke når denne værdi ved at tilføje én kolel. Den bevares som forfatterens påstand.

#### [TN-111-11]

Kilden sidestiller `אעבר״ה` og `כרובים`. Deres almindelige talværdier er begge 278: אעברה er א(1) + ע(70) + ב(2) + ר(200) + ה(5), mens כרובים er כ(20) + ר(200) + ו(6) + ב(2) + י(10) + ם(40). Det operative hebraisk bevares, fordi den nøjagtige ligning forsvinder på dansk.

#### [TN-111-12]

Denne lære tilskrives udtrykkeligt forfatterens søn Salomo. Den enkle form נ״א plus kolel giver 52, Elias’ talværdi. Teksten udfylder desuden נ״א som `נו״ן אל״ף` og udfylder derefter disse bestanddele endnu en gang for at nå den værdi, som tilskrives `מטטרו״ן חנו״ך נע״ר`. Alle operative stavemåder bevares.

#### [TN-111-13]

Ved kapitlets slutning trykker kilden `עבדיך`, en flertalsform (»Dine tjenere«), selvom det styrende bibelske lemma gennem hele værket er `עבדך`, ental (»Din tjener«). Forskellen kan skyldes en afskrivningsfejl eller en bevidst udvidelse til vidnerne; den er ikke blevet normaliseret i stilhed.

#### [TN-111-14]

Den mærkede Hagahah består af ét læseligt sætningsfragment og stopper straks efter Første Mosebog 24,2. Der er ingen afslutning, tegnsætning eller overgang tilbage til hovedteksten i den foreliggende kilde. De læselige ord er oversat fuldstændigt; der er ikke rekonstrueret nogen fortsættelse.

### Kapitel 112
#### [TN-112-01]

Bogstavudfyldningen `מ״ם שי״ן ה״ה` har talværdien 450, nøjagtig ti gange `אד״ם` (45). Denne numeriske fylde i Moses forbindes med et minyan på ti og udtrykket »midt iblandt« i Tredje Mosebog 22,32.

#### [TN-112-02]

`מתו״ך` og `עולם היצירה` har begge talværdien 466. Kapitlet forbinder dernæst de otteogtyve bogstaver i Første Mosebog 1,1, de otteogtyve tider i Prædikerens Bog, to hænder på hver fjorten og »MaHs kraft«. Det præcise trin i udfyldningen af Tetragrammet, som indeholder otteogtyve bogstaver, skrives ikke ud her; oversættelsen rekonstruerer derfor ikke en udfyldning, der ikke står i kilden.

#### [TN-112-03]

Kilden kalder `אתה החלות` en omvending, der giver `הלוחות`. Som ordene faktisk er trykt, er de ikke nøjagtige permutationer; selv det kortere `החלות` og `הלוחות` har forskellig længde og stavning. De følgende selvstændige ligninger er nøjagtige: Moses’ bogstavudfyldning, `כל״ת` og `לוחות` har hver talværdien 450.

#### [TN-112-04]

Den afsluttende kæde forbinder מ״ה, »Hvor rig er Din godhed«, Moses’ højde på ti alen, sløret `מסוה` og »Tilhug dig«. Den præcise numeriske funktion af `מסוה` forklares ikke. Oversættelsen bevarer den sammenpressede kæde i stedet for at indsætte en ligning, som ikke er nævnt.

### Kapitel 113
#### [TN-113-01]

`א״ת האו״ר` og `מש״ה רבינ״ו` har hver talværdien 613. Den sidstnævnte værdi underbygger derefter den sædvanlige opdeling i 248 positive bud og 365 forbud.

#### [TN-113-02]

Kilden siger, at `אש״ר` betegner kronens mål på 500.000 parasanger. Almindelig gematria giver אש״ר værdien 501. En fratrækning af kolel, en notation for store tal eller et beskadiget tal er mulig, men intet af dette angives.

#### [TN-113-03]

Multiplikationen benytter talværdierne af de udfyldte bogstavnavne: יו״ד = 20, ה״א = 6, וא״ו = 13 og ה״א = 6. Deres kvadrater er 400, 36, 169 og 36, i alt 641, talværdien af `אמר״ת`. Udtrykket `כ״ח תרי״ג` har ligeledes talværdien 641.

#### [TN-113-04]

Den zohariske formel sammenføjer `שמי` (»Mit Navn«) med י״ה og når dermed 365, mens `זכרי` (»Mit minde«) sammenføjes med ו״ה og giver 248. Bogstaverne fra det guddommelige Navn er virksomme numeriske bestanddele og bevares derfor på hebraisk.

#### [TN-113-05]

`להראות` har talværdien 642. Kilden kalder først resultatet `מרכבה שלימה` (»en fuldstændig vogn«), hvis plene form har værdien 652, men skriver i selve ligningen `מרכבה שלמה`, den defektive form med værdien 642. Denne grafematiske forskel er nu bevaret i den danske tekst. `כח תרי״ג` har talværdien 641 og når kun 642, når kolel medregnes; kilden skriver ikke denne konvention ud ved hvert trin.

#### [TN-113-06]

Den trykte sammentrækning `שכול׳ אמרתו` udfoldes mest naturligt som `שכולו אמרתו`, »som helt er Hans udsagn«, men apostroffen kan skjule en anden endelse. Den sandsynlige udfoldning er oversat, og usikkerheden er registreret i stedet for tavst at fremstille formen som uproblematisk.

### Kapitel 114
#### [TN-114-01]

ATBaSH omsætter ב–ג–ד til ש–ר–ק. Det er bogstaverne i `שקר` (»løgn«) i en anden rækkefølge og ikke nøjagtig den følge ש–ק–ר, som kilden trykker. Den efterfølgende ordleg mellem klædning og forræderi i `בגד` forbliver sammenhængende uafhængigt af omstillingen.

#### [TN-114-02]

Kilden trykker som det eneste sted `רב לן` (»det er nok for os«), hvor det tilbagevendende lemma er `רב לך` (»det er nok for dig«). Eftersom de følgende ord siger, at sandhedens egenskab tilhører Moses, er `רב לך` en sandsynlig rettelse, men den løbende oversættelse bevarer `רב לן`, som det står trykt.

#### [TN-114-03]

Overskuddet ved folketællingen er historisk 1.730 over 600.000. Kilden skriver `תשל״א` (normalt 731) og forklarer det som `אלף תש״ל`, 1.730. Begyndelsesbogstaverne i `שפת אמת תקון לעד` har værdien 731. Argumentet synes at benytte 731 som et tegn for »et tusind plus 730«, men det fremstiller ikke denne omregning fuldstændigt.

#### [TN-114-04]

Ti gange `חכמה` (73) er 730. De yderligere et tusind kommer fra Moses’ »tusind stråleglanser« og Femte Mosebog 1,11. Kapitlet sammenføjer disse størrelser for at forklare de 1.730, hvormed folketællingen ved indgangen oversteg 600.000.

#### [TN-114-05]

Kildeauditen registrerer en afsluttende parentes uden tilsvarende begyndelsesparentes efter `בשג״ם הו״א בש״ר עולה ששי״ם רבו״א`. `בשגם` alene har samme talværdi som Moses, 345, men den længere påstand om, at hele udtrykket svarer til 600.000, er ikke en ligning efter almindelig gematria. Både tegnsætningsskaden og det numeriske problem bevares.

#### [TN-114-06]

Kilden henfører »Antallet af Israels børn …« til Første Samuelsbog uden kapitel eller vers. Ordlyden kan genkendes som Hoseas 2,1 efter almindelig hebraisk versnummerering. Oversættelsen nævner kun denne sandsynlige identifikation i noten og lader »Første Samuelsbog, som trykt« stå i teksten.

#### [TN-114-07]

Begyndelsesbogstaverne i `שפת אמת תכון לעד` er ש–א–ת–ל og har den samlede værdi 731. Kildens løbende tekst staver på ét sted det tredje ord `תקון`, mens Ordsprogenes Bog 12,19 har `תכון`; begge begynder med ת, så forskellen ændrer ikke begyndelsesbogstavernes talværdi.

#### [TN-114-08]

Kildens lighed er nøjagtig, når den trykte konjunktion medregnes: `אמת וצדק` = `אמת` 441 + `ו` 6 + `צדק` 194 = 641. `כח משה רבינו` = `כח` 28 + `משה` 345 + `רבינו` 268 = 641. Udtrykket `כח תרי״ג` betyder her »kraften af 613«; det er ikke en tredje selvstændig ordsum.

### Kapitel 115
#### [TN-115-01]

Indledningen udpeger Ḥesed og sandhed som de to styrende egenskaber, men siger derefter, at ordet `בלב״ת` antyder Ḥesed og Gevurah. Resten af kapitlet vender tilbage til Ḥesed og sandhed. Oversættelsen bevarer denne lokale spænding i stedet for at erstatte »Gevurah« med »sandhed«.

#### [TN-115-02]

`ירידת דרגא דאבא` betegner bogstaveligt en nedstigning af faderens grad. Den umiddelbare sammenhæng er Josva, der står foran ypperstepræsten Eleazar, og den efterfølgende påstand om, at storheden ikke forlod Moses’ fars hus. Henvisningsforholdene er sammenpressede; oversættelsen holder sig derfor tæt til teksten og angiver ikke et slægtskabsforhold, som teksten ikke selv fastslår.

### Kapitel 116
#### [TN-116-01]

Begyndelsesbogstaverne eller talbogstaverne ב–מ i `בלי מה` giver 2 + 40 = 42. `עמד` har talværdien 114, nøjagtig 72 + 42. Kilden indeholder formen `אילן עמ״ד`, sandsynligvis et aramæisk demonstrativ (»dette/disse עמד«) eller en mindre afskrivningsforstyrrelse; oversættelsen har ikke indført et selvstændigt motiv om et »træ«.

#### [TN-116-02]

Parentesen `שהוא סוד לב״ן רמא״ה` (»som er mysteriet om Lavan Ramaʾah, ›Bedrageren Laban‹«) afbryder sætningen om Moses’ genoprettelse af det store dyb. Den er læselig, men syntaktisk løsrevet; oversættelsen registrerer den uden at opfinde det manglende forbindelsesled.

#### [TN-116-03]

`יעזריאל` og `חשך` har hver talværdien 328. `אעברה נא` har efter almindelig gematria talværdien 329. Kilden angiver ikke desto mindre 328, måske fordi et kollektivt alef udelades, eller fordi en uomtalt konvention anvendes. Når de halvfjerds nøgler lægges til 328, fås 398, der svarer til Enok (84) plus Metatron (314).

#### [TN-116-04]

Begyndelsesbogstaverne i `ברוך שם כבוד מלכותו לעולם ועד` er ב–ש–כ–מ–ל–ו, hvis talværdier tilsammen giver 398. Det aramæiske `שמא גליפא דאתוון` gengives »bogstavernes indgraverede navn«; udtrykkets præcise tekniske funktion bevares ved også at anføre originalen. Den senere trykte form `והוא זכר השם שמים לבטלה` er grammatisk beskadiget. De parallelle formuleringer umiddelbart før og efter har `שם שמים`, »Himmelens Navn«; oversættelsen følger derfor denne sikre kontekstuelle læsning og gør ikke det indskudte ה til den eufemistiske betegnelse `HaShem`.

#### [TN-116-05]

Kilden sidestiller `אעברה נא` med `סגרו״ן`, men deres almindelige talværdier stemmer ikke overens. Derefter udfolder den `אס״ף` som `איטמון סגרון פתחון` og stiller Rashis identifikation af »ånden Piskonit« med Gabriel over for den esoteriske identifikation med Metatron. Alle tre uigennemsigtige navne translittereres i stedet for at blive normaliseret.

#### [DK-116-01]

Den indledende hentydning bygger på en nøjagtig gematria: `בע״ת` = ב(2) + ע(70) + ת(400) = 472, mens `בלעם בן בעור` = 142 + 52 + 278 = 472. Den oprindelige danske formulering angav kun hentydningen i prosa; beregningen er nu gjort eksplicit, så den operative hebraiske stavemåde og dens talgrundlag kan kontrolleres.

### Kapitel 117
**[DK-117-01]** Efter omtalen af tjenerens og sønnens trin trykker kilden `מאחר שכבר זכה לב׳ מדריגות הקודמות והם עבד`, »eftersom han allerede havde opnået de to foregående trin, og de er: tjener«. Sætningen mangler det andet led `בן` (»søn«), som kræves af kapitlets udtrykkelige tredeling tjener–søn–partner. Den danske løbetekst gengiver det kontekstuelt sikre andet led, men registrerer her, at det ikke er bevaret i den trykte hebraiske form.

### Kapitel 118
**[TN-118-01]** Udtrykket `ע״א בספרא דבלעם` er syntaktisk uigennemsigtigt i den trykte sammenhæng. `ע״א` kan være en forkortelse for en folioside eller en del af den zohariske ordlyd, men kildens slutning er alene, at udtrykket indebærer en særskilt »Bileams bog«. Hebraisk er derfor bevaret under en usikkerhedsmarkør frem for at blive opløst hypotetisk.

**[TN-118-02]** Begyndelsesbogstaverne i `ואתחנן אל ה׳ בעת` er ו–א–י–ב, hvis det skrevne guddommelige Navn repræsenteres ved sit begyndelsesbogstav י. De rummer bogstaverne i `איוב`, men ikke i den hævdede rækkefølge. Oversættelsen gengiver forfatterens påstand og bevarer den virksomme hebraiske ordlyd.

**[TN-118-03]** De markerede begyndelsesbogstaver i `וירא אליו י״י באלני` giver ligeledes ו–א–י–ב snarere end `איוב` i rækkefølge; `י״י באלני ממרא` giver derimod `יב״ם`. Ingen af følgerne er stiltiende blevet omordnet.

**[TN-118-04]** Forklaringen af `עו״ץ` er sammenpresset. `עובד צלמים` leverer ע–צ, mens konjunktionen ו leverer det midterste bogstav. Det efterfølgende `ורת״ח ... תר״ח` udnytter ligeledes en omvending eller et næsten-anagram, som forbinder »han vakte vrede« med Teraḥ. Oversættelsen bevarer alle centrale hebraiske former uden at påtvinge teksten et mere regelmæssigt akronym.

### Kapitel 119
**[TN-119-01]** Kilden trykker de indlejrede, tilstødende henvisninger `(בב״ב ט״ז (ב״ר פס״א א׳))`, som forbinder Bava Batra 16 med Bereshit Rabbah 61,1. Begge er relevante for Abrahams selverhvervede lærdom, og begge er bevaret; tegnsætningen fastslår ikke, at den ene er en redaktionel erstatning for den anden.

### Kapitel 120
**[TN-120-01]** Ligheden `אלהים = פנ״י שו״ר` henføres udtrykkeligt til »den store beregning i אי״ק«, ikke til almindelig gematria. Kilden udskriver ikke hvert substitutionstrin, og oversættelsen identificerer derfor det angivne system uden efterfølgende at indpasse en beregning efter de almindelige talværdier.

### Kapitel 121
**[TN-121-01]** Det første udsagn tildeler Kesil fem bindinger (`ה׳`) og Kimah halvtreds bindinger (`נ׳`). Den efterfølgende argumentation drøfter kun fem og syv og omvender kort efter tildelingerne. `נ׳` er derfor sandsynligvis beskadiget i stedet for `ז׳`, men denne rettelse kan ikke foretages stiltiende; den overleverede form står udtrykkeligt som usikker.

**[TN-121-02]** Kapitlets tildelinger er indbyrdes modstridende. Først har Kesil fem og Kimah tilsyneladende halvtreds; dernæst siges det, at man kunne ombytte dem, så Kesil får fem og Kimah syv; teksten erklærer derefter, at sandheden er Kesil syv og Kimah fem, men taler andre steder om Kimahs syv bindinger og Kesils fem. Oversættelsen bevarer hvert lokalt udsagn frem for at harmonisere systemet.

**[TN-121-03]** `מ״ה נור״א המקו״ם הז״ה` giver 510 efter almindelig gematria, ligesom `תני״ן` (»drage«). Den markerede hebraiske ordlyd er bevaret, fordi den numeriske identitet og udtrykkets forhold til dragens hoved og hale er eksegetisk virksomme.

**[TN-121-04]** `ח״ק` udfoldes tre gange gennem årstidsparrene `חריש קציר`, `חם קור` og `חורף קיץ`. Ordlyden og rækkefølgen tilpasser årstidsfølgen i Første Mosebog 8,22 i stedet for at gengive dens nøjagtige orden. Oversættelsen bevarer forfatterens par.

**[TN-121-05]** Kilden tæller femoghalvfjerds dage, talværdien af `כימ״ה`, fra forsoningsdagen til den femogtyvende Kislev. Det nøjagtige resultat afhænger af, om endepunkterne medregnes, og hvilke længder der tildeles Tishrei og Ḥeshvan; ingen kalenderkonvention angives, og det anførte antal er derfor ikke stiltiende blevet genberegnet.

**[TN-121-06]** Udvidelsen `ראש זנב כימה אגמון` har begyndelsesbogstaverne ר–ז–כ–א i fremadgående retning; læses de bagfra, giver de `אכז״ר`, sådan som forfatteren udtrykkeligt foreskriver. Begge rækkefølger forbliver synlige i oversættelsen.

**[TN-121-07]** Kildens syntaks bryder sammen omkring sommerlisten `חרישה זריעה / קצירה` og afslutter vintertildelingen med det dunkle `טלה ברד`. Den første oversættes forsigtigt som »pløjning, såning, høst«, mens den anden bevares uden en hypotetisk fuldstændiggørelse.

**[TN-121-08]** Efter almindelig stavemåde er `מיכא״ל` 101 og `גבריא״ל` 246, i alt 347, mens et almindeligt hebraisk år har 353, 354 eller 355 dage. Kilden angiver hverken et tillæg eller en alternativ stavemåde, og dens lighed gengives derfor uden rettelse.

**[DK-121-01]** Kilden skriver udtrykkeligt `ובמלת ארא״ה, בגימטריא ז״ה כסיל וכימה` og først derefter `לכן אמר ואראה בו׳`. Med den nøjagtige trykte konjunktion er den første ligning ikke korrekt efter almindelig gematria: `אראה` = 1 + 200 + 1 + 5 = 207, mens `זה` (12) + `כסיל` (120) + `וכימה` (81) = 213. Den efterfølgende form `ואראה` har derimod værdien 213 og svarer dermed præcist til den trykte højreside. Det er en sandsynlig forklaring på kildens bevægelse til det ekstra `ו`, men fordi teksten ikke selv formulerer korrektionen, bevarer oversættelsen begge trin og registrerer forskellen.

### Kapitel 122
**[TN-122-01]** Sætningen om nattesynet sammenpresser flere gilgul-påstande: Moses’ skønhed kommer gennem Seth og Abel, hvorefter teksten tilføjer komplekset Noa/yndest, `הוצק ח״ן` / `נח מצא חן`. Noas grammatiske forhold til de foregående »to mennesker« fremsættes ikke fuldstændigt. Oversættelsen bevarer rækkefølgen uden at tilføje en tredje udtrykkelig gilgul.

**[TN-122-02]** Efter almindelig gematria er `השמים` 395, mens `יפיפיה` er 195; den hævdede lighed mangler en forklaret regulering på 200. Senere er `מעוף` 196, hvilket svarer til `יפיפיה`, når én føjes til for ordet som helhed. Oversættelsen bevarer kildens to forskellige påstande og bruger ikke den fungerende anden beregning til at reparere den første.

**[TN-122-03]** De markerede begyndelsesbogstaver i `ו׳קרנים מ׳ידו ל׳ו ו׳שם ח׳ביון` er ו–מ–ל–ו–ח. Det hævdede `מלו״ח` fremkommer kun, hvis den indledende konjunktion udelades. Den hebraiske følge er bevaret, så læseren kan se operationen.

**[TN-122-04]** De markerede begyndelsesbogstaver i `ב׳הילו נ׳רו ע׳לי ר׳אשי` er ב–נ–ע–ר. Det hævdede `נע״ר` udelader det første bogstav ב, tilsyneladende fordi det behandles som den foranstillede præposition. Oversættelsen rapporterer denne udledning frem for at normalisere den.

**[TN-122-05]** Begyndelsesbogstaverne i `ל׳אל ג׳ומר ע׳לי` giver, læst bagfra, ע–ג–ל (`עג״ל`, »kalv«). Slutbogstaverne ל–ר–י giver tilsammen 240, svarende til `ר״ם`. Både omvendingen og slutbogstavsberegningen er bevaret.

### Kapitel 123
**[TN-123-01]** Slutbogstaverne i `שמ״ש חר״ס חמ״ה` er ש–ס–ה og giver `שס״ה` (365). Det efterfølgende udtryk `שבע ספירות הבנין` leverer de samme tre bogstaver som notarikon. Kilden bevæger sig hurtigt mellem operationer med slutbogstaver og begyndelsesbogstaver, og den virksomme hebraiske ordlyd er derfor bevaret.

### Kapitel 124
**[TN-124-01]** Beregningen er indbyrdes modstridende. Fire forekomster af Navnet `ב״ן` giver 4 × 52 = 208, mens almindelig gematria for `ארי״ה` giver 216. Otte Tetragrammer giver 8 × 26 = 208, ikke de anførte 216. Kilden synes at ombytte værdierne 208 og 216 mellem de to formuleringer; oversættelsen bevarer begge overleverede påstande.

**[TN-124-02]** `רב החובל` kan bogstaveligt betegne en skibsfører eller kaptajn, men står her parallelt med Esaus fjendtlige magt og hundens kelippah. »Den øverste ødelægger« er derfor en kontekstuel gengivelse, mens hebraisk bevares for at fastholde flertydigheden.

### Kapitel 125
**[TN-125-01]** Israels afførelse af smykkerne ved Horeb trykkes med henvisningen Anden Mosebog 33,7. Den tilsvarende ordlyd findes i Anden Mosebog 33,6; vers 7 indleder beretningen om, at Moses flytter Teltet. Oversættelsen bevarer »Anden Mosebog 33,7, som citeret« frem for stiltiende at rette kilden.

### Kapitel 128
**[TN-128-01]** Den første henvisningsklynge har en indledende parentes uden modsvarende slutparentes og sammenblander eller sidestiller flere henvisninger: `מדרש רבה פרשת קרח`, `במ״ר פי״ט ב׳`, `ירושלמי (ברכות)` og `ירושלמי פאה פ״א ה״א`. Bemidbar Rabbah 19 hører til parashat Ḥukkat, ikke Koraḥ, og den trykte traktatbetegnelse »Berakhot« efterfølges af Peah 1,1. Alle henvisninger gengives, som de er trykt; der hævdes ikke én korrigeret kildeangivelse.

**[TN-128-02]** Udtrykket `ההי״א קרי` er en sammenpresset qere-/bogstavlæsning. Forfatteren fortolker straks det indledende ה som fem (`ה׳`) mennesker, der blev skabt efter et øvre forbillede, heriblandt Saul, men fremsætter ikke den grammatiske operation fuldstændigt. Hebraisk bevares frem for at blive erstattet med en hypotetisk vokalisering.

**[TN-128-03]** Reparationen forbinder bogstaverne `נ״א` med det tidligere omtalte `י״ד`; tilsammen kan de omordnes som א–ד–נ–י, Navnet `אדנ״י`. Eftersom kilden anfører bestanddelene i forskellige dele af argumentationen, lader oversættelsen de hebraiske bogstavgrupper forblive synlige.

**[TN-128-04]** Kildens afsluttende afsnit åbner en parentes før `כדאיתא במדרש רבה` og lukker den aldrig. Det siger ligeledes i sammenpresset syntaks, at Josva »ikke skulle gøre dette, at han skulle føre krig mod Amalek«, før `וחזקהו` knyttes til et Amalek-påbud til senere generationer. Teksten skelner muligvis mellem Josvas kamp og den endelige udryddelse, men siger ikke dette udtrykkeligt. Oversættelsen bevarer derfor det vanskelige udsagn, registrerer det beskadigede omfang og fastholder den trykte afsluttende henvisning til Sanhedrin 20b.

**[TN-129-01]** Ordet `עירוב` opdeles i `ע״ב` (72) og `רי״ו` (216), som identificeres med henholdsvis `חסד` og `גבורה`. `אעברה` og `ערוב` giver begge 278. De tre vers Anden Mosebog 14,19–21 leverer efter konventionen de 216 bogstaver, der ordnes som tooghalvfjerds tripletter; selve kilden beskriver dem som »tooghalvfjerds ord, 216 bogstaver«, og denne ordlyd er bevaret uden harmonisering.

**[TN-129-02]** Hagahahens henvisning til Rosh Hashanah har beskadiget tegnsætning (`דף כ״א:)`), men 21b er tydeligt. Hovedafsnittet henviser desuden til Yevamot uden sidetal; intet er blevet tilføjet. Hagahahen behandles som en selvstændig kontrolenhed, men forbliver indlejret efter Ofan 129 i kildens rækkefølge.

**[TN-130-01]** `קד״ל` og `הפליט` giver begge 134. `חר״ס` giver 268, to gange 134. Kapitlet udnytter både den anatomiske betydning af `קדל` (»nakke«) og solnavnet `חרס`. `פרעה` omordnes til `הערף`. Alle operative skrivemåder er bevaret.

**[TN-130-02]** Kilden skriver Taʿanit-henvisningen som `כ״א (כ׳ ע״א)`, hvor 21 og 20a står side om side. Oversættelsen registrerer skaden frem for stiltiende at vælge én. Kilden siger desuden først, at Tanakhs masorah tæller `אדני` 134 gange, og derefter »i Torahen«; denne mulige uoverensstemmelse i omfang er ikke blevet rettet.

**[TN-131-01]** Tolv gange `יהוה` (26) giver 312, talværdien af `מערב` og `שי״ב`. To og en halv gange 26 giver 65, talværdien af `אדני`. Konstruktionen tildeler dermed Moses to og en halv af de tolv stammepermutationer, mens fem forekomster af `יהוה` sættes lig med `סלם` (»stige«), 130.

**[TN-131-02]** Værdien af `ידך` bliver kun 514, når det afsluttende `ך` får sin »store« værdi 500 i `אי״ק`-systemet: `י` (10) + `ד` (4) + `ך` (500). `שני״ם וחצ״י` giver ligeledes 514. Beregningen benytter ikke det foranstående `את`.

**[TN-131-03]** Kildens henvisning til Bereshit Rabbah har ubalancerede, indlejrede parenteser. Den centrale fem/syv-konstruktion er ikke desto mindre klar: Moses og Josva fordeler hver to og en halv, tilsammen fem; de resterende syv tages efter Josvas død. `הזה` segmenteres eller fremhæves gentagne gange for at bære denne struktur.

**[TN-132-01]** Det aramæiske udtryk `תרין מאללי ארעא` og dets senere form i tilsyneladende ental, `מאללא ארעא`, kan ikke oversættes sikkert ud fra det foreliggende tekstvidne. Konteksten behandler dem tydeligt som to mandlige kræfter fra sitra aḥra, svarende til de to spejdere, men den leksikalske betydning af `מאללי` er fortsat uafklaret. Begge forekomster er derfor bevaret med `[usikker læsning]` i stedet for at blive normaliseret til »spejdere«, »anklagere« eller en anden formodning.

**[TN-132-02]** Kilden har `בית המקדש [בשנת]ארבע מאות ושמונים`. Ordet `בשנת` er en udtrykkelig redaktionel tilføjelse i kantede parenteser. Oversættelsen gengiver dette som »i [året] fire hundrede og firs« og skjuler ikke ordets redaktionelle status.

**[TN-132-03]** `לאמ״ר` udfoldes som `לילית אדום מחלת רהב`, der omfatter to hunlige og to mandlige kræfter. `הסנה` og `חזקה` giver hver 120; fire retninger gange 120 frembringer Liliths 480 lejre. `אעברה` omordnes til `ארבעה`. Disse operationer kræver de hebraiske skrivemåder og er bevaret i selve oversættelsen.

**[TN-132-04]** I Hagahahen giver `מלאתי` og `ועתה` hver 481. De 481 kræfter forklares som 480 lejre, talværdien af `לילית`, plus Lilith selv. Galante-henvisningen giver kun s. 52 og ingen værktitel i dette kapitel; der er ikke opfundet en titel eller en mere præcis stedhenvisning.

**[TN-133-01]** Den trykte påstand om, at `ידך החזקה` svarer til »tre gange 42 med kolel«, kan ikke eftervises ved almindelig gematria: `ידך החזקה` giver 159. Tre gange 42 er 126 eller 129, hvis én enhed som kolel føjes til hver gruppe. Afsnittet tildeler desuden Abraham »den stærke hånd«, hvor den omgivende ordning med tre hænder normalt ville pege på »den store hånd«. Begge trykte påstande er bevaret uden emendation.

**[TN-133-02]** `עלינו לשבח` giver 506, talværdien af `אב״ג ית״ץ`, det første segment på seks bogstaver i Navnet på toogfyrre bogstaver. `שור` giver ligeledes 506. De liturgiske udtryk står i den fremadgående rækkefølge ע־ש־ו־ה; læses de udtrukne begyndelsesbogstaver baglæns, fremkommer `הושע`. Kilden siger, at Josva af ydmyghed udelod det tilføjede `י`.

**[TN-133-03]** Begyndelsesbogstaverne i `על כן נקוה` danner `עכ״ן` (Akan). Forfatteren tillægger denne senere del af Aleinu Akan og forbinder den gennem Femte Mosebog 7,25–26 med det bandlyste gods i Josvabogen 7. Denne tilskrivning er oversat som forfatterens påstand uden at indføre en anden liturgihistorie.

**[TN-134-01]** Den numeriske påstand om den fulde skrivemåde `שי״ן מ״ם ה״א` er problematisk ved almindelige værdier: 360 + 80 + 6 = 446, mens syv gange `היכל` (65) er 455. Der gives ingen alternativ skrivemåde eller yderligere tælleregel. Ligheden er bevaret, som den er trykt, og er ikke blevet stiltiende rettet.

**[TN-135-01]** `יהוה + אהיה + יהוה + אדני` giver 26 + 21 + 26 + 65 = 138, talværdien af `חקל` og `לבנון`. `לקח` er en omordning af `חקל`; `אעברה` omordnes til `ארבעה`. Begyndelsesbogstaverne i `ארבעה נהרות` er א־נ, mens kilden kalder dem notarikonen `נ״א`, tilsyneladende i omvendt rækkefølge; oversættelsen registrerer denne omvending.

**[TN-135-02]** `להראות` og `מרכבה שלמה` giver hver 642. `בקול` giver 138 og svarer dermed igen til `חקל`. Disse numeriske identifikationer forklarer, hvorfor »fuldkommen merkavah«, »mark«, »Libanon« og de fire Navne løber sammen i kapitlet.

**[TN-136-01]** Kilden giver både en trykt Zohar-side (»s. 163«) og den parentetiske identifikation Tikkunei Zohar 69, 114a for læren `דמי = דן`. Begge er bevaret. `דמי` og `דן` giver hver 54; de udskilte bogstaver `אי` og de tilbageværende `דן` danner tilsammen `אדני`.

**[TN-136-02]** Kilden siger udtrykkeligt, at de markerede ord `בעת ההיא לאמר` har begyndelsesbogstaverne `הב״ל`. Deres synlige begyndelsesbogstaver er ב־ה־ל, ikke ה־ב־ל. Der kan foreligge en transposition, en anden udtrækningsmåde eller en tekstskade. Det senere udtryk `הוחל לקרא בשם` giver ה־ל־ב i den synlige rækkefølge og kræver selv en permutation for at danne `הבל`. Ingen af påstandene er blevet stiltiende normaliseret.

**[DK-137-01]** Kilden trykker klart `ג׳` (»tre«) om de ødelæggende engle, men den umiddelbare argumentation kræver fem: tre går bort, og Af og Ḥemah bliver tilbage. Rekonstruktionen `ה׳` (»fem«) er derfor stærkt begrundet af den interne optælling. Oversættelsen anvender »fem«, men viser den trykte form åbent i brødteksten.

**[TN-137-01]** Elementet `בעת הה״` er ufuldstændigt eller misdannet i kilden og er derfor bevaret som `[usikker læsning]`. Konteksten siger, at det betegner det tidspunkt, da fem ødelæggende engle kom. Ligheden `ע״ת = בלעם בן בעור` er desuden upræcis ved almindelig skrivemåde, ligesom i kapitel 80: 470 over for 472.

**[TN-137-02]** Afsnittet siger først, at Moses dræbte Ḥemah, at Af blev tilbage, og at Den Hellige, velsignet være Han, måtte stå imod Af. Derpå udlægges »Du« som en angivelse af, at Gud måtte stå imod Ḥemah. Dette interne skift findes i kilden. Det sjældne `גוליור` gengives som »forkæmper« og bevares i translitteration.

**[TN-137-03]** `רב לך` er 252, og `רב החובל` er 253, hvilket svarer til det angivne overskud på én enhed og den mangelfulde form `גרן` (253). Ligheden `חרון אף` = `משה` er nøjagtig: `חרון` 264 + `אף` 81 = 345. Derimod er kildens næste lighed ikke reproducerbar ved almindelig gematria: `עוד קם` = 80 + 140 = 220, mens `אף וחימה` = `אף` 81 + `וחימה` 69 = 150. Der angives ingen regel, som udligner forskellen på 70; påstanden forbliver derfor tillagt kilden.

**[TN-138-01]** Kilden siger, at Moses fastede i 121 dage i forbindelse med modtagelsen af Torahen. De velkendte tre perioder på fyrre dage giver 120, men en emendation er ikke berettiget her. Kilden siger desuden »vi har allerede haft« (`היה לן`) megen lidelse i stedet for den forventede tiltale i ental; oversættelsen bevarer flertalsbetydningen.

**[TN-138-02]** Kapitlet placerer »Jeg har tilgivet efter dit ord« (Fjerde Mosebog 14,20), som normalt hører til fortællingen om spejderne, i sin drøftelse af kalven. Denne kontekstuelle sammenblanding tilhører kilden. Det afsluttende aramæiske udtryk `עלין תקיפין דסחרין לשושנה` er gengivet som »de stærke blade, som omgiver rosen«, i overensstemmelse med dets umiddelbare zohariske billede og uden yderligere udfoldelse.

**[TN-139-01]** Taʿanit-henvisningen er trykt som `ב׳ וט׳ (ט׳ ע״ב, י׳ ע״א)`, en beskadiget eller sammenblandet sekvens. Oversættelsen identificerer de to parentetiske sider, men bevarer oplysningen om den trykte skade. Påstanden om, at andre lande drikker af Israels lands rest, oversættes som kildens lære.

**[TN-140-01]** De tre huskeregler for buddene afhænger af hebraiske begyndelsesbogstaver: `ברה מאירת עינים`; `מושל בגבורתו עולם`; `משה בן עמרם`; og `מנחם בן עמיאל`. Kapitlet siger, at Salme 19 indeholder 126 ord, at fem vers indeholder 126 bogstaver, og at Moses tilbragte 126 dage på bjerget. Den sidste angivelse afviger fra den sædvanlige sum af tre perioder på fyrre dage; den er bevaret som trykt. Seks gange `יהו` (21) giver faktisk 126.

**[TN-140-02]** Kilden skriver `דברים לה יח`, »Femte Mosebog 35,18«, skønt Femte Mosebog kun har fireogtredive kapitler; det identificerbare vers er Femte Mosebog 25,18. Oversættelsen giver den identificerbare stedhenvisning og registrerer samtidig udtrykkeligt den beskadigede. De markerede slutbogstaver i `ויזנב בך כל` fremtræder som ב־ך־ל, ikke `כלב` i denne rækkefølge; forfatterens resultat kræver en omordning.

**[TN-140-03]** Den længere markerede sekvens `ויזנב בך כל הנחשלים` giver ב־ך־ל־ם, som fremstilles som `בכל״ם`. `הנחשלים` omordnes til `נחש מילה`. `מכלב` (»fra en hund«) og `בכלם` benytter de samme fire konsonanter under permutation. Udtrykket »kildebogstaver« er kapitlets egen grammatiske betegnelse for de bogstaver ב־כ־ל־מ, der kan føjes foran ord.

**[TN-140-04]** Kilden kalder det dyr, som gav Romus og Romulus die, en `כלבית`, bogstaveligt en hunhund, og ikke den hunulv, der kendes fra den almindelige romerske fortælling. Der er ikke foretaget nogen rettelse. Baladan-afsnittet omdanner `בלאדן` til `בל אדון` (»ikke en herre«) og til det dunkle udtryk `בלאדון מי אדון`; hebraisken bevares, fordi lydspillet ikke kan gengives nøjagtigt på dansk.

**[TN-140-05]** Kilden citerer Første Samuelsbog 1,17 som `שלתך`, bemærker udtrykkeligt det manglende `א` i `שאלתך` og tildeler dette `א` den mandlige side. Den siger desuden, at Samuel og Salomo hver levede tooghalvtreds år. Disse kronologiske påstande er bevaret som led i forfatterens `ב״ן`-konstruktion og er ikke harmoniseret uafhængigt.

**[TN-140-06]** Shabbat 30b rummer de sammenknyttede praktiske spørgsmål om Davids legeme og de sultne hunde. Kilden fremstiller Salomos samtidige fremsættelse af dem som en tilsyneladende krænkelse og fortolker derpå begge mystisk. Et hårdt linjeskift mellem `לפניו` og `שלא` er blot linjeombrydning i den leverede fil og markerer ikke en manglende tekstenhed.

**[TN-140-07]** Udsagnet `וגם בשבילו נחרב נ״ב שנה` er syntaktisk kortfattet. Det gengives som »på grund af ham var der desuden en ødelæggelse i tooghalvtreds år« uden at præcisere mere, end kilden gør. Den efterfølgende henvisning forbinder `בהמה` (52) med en ødelæggelsesperiode.

**[TN-140-08]** Seksten gange `יה` (15) giver 240, talværdien af `ככר` og `סנדלפון` (Sandalfon). `מטטרון` og `שדי` giver hver 314. Den talmudiske fremgangsmåde, hvor et brød eller et spædbarn lægges på et lig, fordeles symbolsk mellem Sandalfon (»brød«) og Metatron (»spædbarn«).

**[TN-140-09]** Kilden citerer Anden Mosebog 11,7 korrekt med `לא` tidligere i kapitlet, men skriver senere `ולכל בני ישראל יחרץ כלב לשונו`, hvor `לא` mangler, så versets umiddelbare betydning vendes om. Oversættelsen registrerer udeladelsen udtrykkeligt i stedet for stiltiende at genindsætte nægtelsen ved den anden forekomst.

#### [TN-142-01]

`תא״ר לו״ה` er ikke et sikkert konventionelt udtryk. Sammenhængen og det efterfølgende verbum `שתלוה` fastlægger en fortolkning ud fra lån eller låntagning, mens `תאר` kan betyde form, beskrivelse eller benævnelse. Oversættelsen bevarer hebraisk og giver kun den begrænsede glosse »en låntagers form/benævnelse«.

#### [TN-142-02]

Gentagelsen `שם שם` er ikke en OCR-dublet: det første `שם` betyder »dér«, det andet »navnet«. Den parallelle rækkefølge `סהר–לבנה–ירח` over for `חרס–חמה–שמש` gør `סהר` til en stærkt begrundet rekonstruktion af kildens `ההר`, sandsynligvis ved bortfald af et indledende `ס`. Oversættelsen synliggør både kildens form og rekonstruktionsgrundlaget; resten af sætningen bevares uden yderligere udfyldning.

#### [TN-142-03]

Det numeriske afsnit er stærkt komprimeret. `שמש + חמה + חרס` giver faktisk 961, og når Moses’ fyrre dage lægges til, fås 1.001. `ישראל קדושים` giver ligeledes 1.001, og det samme gør `קדש ישראל לה׳`, når det foranstillede `ל` og Tetragrammet tælles med. Sætningen `חשבונם גם כן אלף ואחד` umiddelbart efter »Israel kaldes אדם« har imidlertid et uklart antecedent: Hverken `ישראל` eller `אדם` alene giver 1.001. Den påståede udfyldning af `בריה` som seksten gange tres ledsages heller ikke af nogen stavemåde. Oversættelsen bevarer rækkefølgen uden at knytte det tvetydige pronomen til en ny beregning.

#### [TN-143-01]

Tegnsætningen og de manglende forbindelsesled i `מסיטרא דאברהם שהוא גוון לבן, הטובה יצחק שהוא גוון אדום` fastlægger ikke med sikkerhed, hvilke ord i Moses’ bøn der knyttes til Abraham og Isak. Forbindelserne hvid/Abraham og rød/Isak er klare, men tilknytningen af `הטובה` er det ikke. Hele fragmentet bevares efter markøren for usikker læsning.

#### [TN-143-02]

Kilden henviser til Zohar til Terumah som `עמוד סע״ר`, men giver umiddelbart derefter parentetisk `זוהר ח״ב קכ״ז ע״א` (Zohar II, 127a). `סע״ר` svarer ikke til 127 og kan være en beskadiget sideangivelse. Begge former bevares frem for stiltiende at blive harmoniseret.

#### [TN-144-01]

Kilden sætter `ע״ב` og `חסד` (hver 72) lig med `חכמה` (73). En kolel kunne forklare hver forskel på én enhed, men ingen kolel angives. Leddet `מן ד׳ יודין` kan pege på en mere specialiseret udfyldningskonvention, men specificerer ingen. Oversættelsen refererer derfor forbindelserne uden stiltiende at tilføje en kolel.

#### [TN-144-02]

Kilden åbner en parentes umiddelbart før `בסוד ד׳ מאות שקל כסף` og lukker den aldrig. Enhver foreslået lukning — efter henvisningen til Idra Rabba, efter drøftelsen af de fire hundrede parasanger eller ved kapitlets slutning — ville være en redaktionel hypotese. Oversættelsen markerer stedet, hvor den uparrede parentes begynder, og bevarer ellers prosaforløbet.

#### [TN-144-03]

Den numeriske klynge kan rekonstrueres, men afhænger af, at den nøjagtige stavemåde `אמציה` bevares: `אמציה`, `קום` og to gange `חכמה` giver hver 146. Udtrykket `אלהים ... במ׳ רבתי` påkalder særskilt den store værdi af det afsluttende `ם` for okseansigtet. Oversættelsen holder de to operationer adskilt og behandler ikke den almindelige værdi af `אלהים` som led i ligheden med 146.

#### [TN-144-04]

Kilden henviser til de fire hundrede sekel sølv som `ראשית כד` (bogstaveligt »Begyndelsen 24«), tydeligvis en beskadiget henvisning til Første Mosebog 24. Udsagnet om de fire hundrede sekel findes i Første Mosebog 23,15–16. Den tidligere forekomst i dette kapitel henviser korrekt til Første Mosebog 23,15. Oversættelsen betegner det senere kapitelnummer som kildens henvisning frem for stiltiende at erstatte det.

#### [TN-144-05]

Kilden siger, at `ציון` omfatter to gange `חכמה`. Almindelig gematria giver 156 for `ציון`, mens to gange `חכמה` er 146. Det umiddelbart gentagne `קום` er derimod lig med 146. Der angives hverken en justering på ti enheder eller en alternativ stavemåde for Zion.

#### [TN-144-06]

De fem vers med ubestemt deling er `וקם`, `ארור`, `משוקדים`, `שאת` og `מחר`. Kilden giver huskereglen `ואשמ״ם` og knytter den til `וָאֲשִׂימֵם בְּרָאשֵׁיכֶם` i Femte Mosebog 1,13. Det defekt skrevne ord er `ואשמם`, uden `י`; det er ikke `בראשיכם`, der betegnes som defekt. Oversættelsen retter denne grammatiske tilknytning, men bevarer både den trykte huskeregel og hele listen.

#### [TN-145-01]

`נ״א` siges at være et notarikon for `אהרן נצח`. De trykte begyndelsesbogstaver er א–נ, den omvendte rækkefølge af נ–א. Den begrebslige placering af Aron i Netzah er klar og citeres uafhængigt til Zohar III, 3b, men notarikonets rækkefølge er det ikke. Oversættelsen bevarer udtrykket og registrerer udtrykkeligt omvendingen.

#### [TN-146-01]

I forklaringen af »Din tjener« trykker kilden `עבדיך` (»Dine tjenere«, flertal), selv om den citerede ordlyd af Moses’ bøn er `עבדך` (»Din tjener«, ental). Argumentet identificerer derpå denne tjener med Metatron. Oversættelsen bevarer kildens hebraiske flertalsform og normaliserer den ikke stiltiende.

#### [TN-147-01]

`לכהיין לעיניו` er ikke en sikker hebraisk eller aramæisk verbalform i denne sammenhæng. Argumentet kræver en handling rettet mod grisens øjne, fordi dens liv siges at afhænge af dem; »slå mod/formørke dens øjne« er derfor kun en kontekstbundet glosse. Originalen bevares efter markøren for usikker læsning.

#### [TN-147-02]

Leddet `זרת שהיתה זרת אדם ארכו` er grammatisk komprimeret og giver hverken en sikker referent for relativformen eller for det possessive suffiks. Det nærliggende argument identificerer tydeligt Esau med lillefingeren eller håndsspændet (`זרת`), men det præcise midrashiske mål kan ikke rekonstrueres fra denne ordlyd. Fragmentet bevares efter markøren for usikker læsning.

#### [TN-147-03]

Kilden siger, at `יד החזקה` har samme talværdi som `קטן`. Almindelig gematria giver 139 for `יד החזקה` og 159 for `קטן`. Formen `ידך החזקה`, som anvendes andre steder i værket og har bogstavet `ך` i stedet for `ד`, giver faktisk 159. Eftersom dette tekstvidne trykker `יד`, indsætter oversættelsen ikke det manglende `ך`.

#### [TN-147-04]

Tidligere i kapitlet giver `עברה` korrekt 277, summen af `כלב` (52) og `חזיר` (225). Den senere form `עבירה` indeholder imidlertid `י` og giver 287, mens kilden atter sætter den lig med hund plus gris. Oversættelsen bevarer forskellen og sletter ikke yod-bogstavet stiltiende.

#### [TN-147-05]

»Gud i hendes borge bliver kendt som et værn« henvises i kilden til Salmernes Bog 46,4. Ordlyden hører i sædvanlig nummerering til Salmernes Bog 48,4. Oversættelsen bevarer udtrykkeligt »Salmernes Bog 46,4« som kildens trykte stedangivelse og registrerer uoverensstemmelsen her.

#### [TN-148-01]

`יהו״ד` er en ærbødig surrogatstavning, som undgår at skrive navnet på fire bogstaver fuldt ud; det afsluttende `ד` står grafisk i stedet for `ה`. Hvis det skrevne dalet blev talt bogstaveligt, ville den viste kumulative kvadrering give 71, ikke 72. Kildens angivne `ע״ב` forudsætter derfor det repræsenterede navn `יהוה`. Oversættelsen bevarer både surrogatet og den repræsenterede form.

#### [TN-148-02]

De fire udfyldte navnekvadreringer giver 624 som angivet (184 + 166 + 130 + 144), og når den enkle kvadrerings 72 lægges til, fås 696. Den fulde stavemåde af Bileam og ordet `צרות` giver ligeledes 696. Derimod giver `קשה` (405) plus `רפה` (285) 690, ikke 696. Der angives ingen justering, og ligheden mellem hård/mild fremstilles derfor som kildens påstand.

#### [TN-148-03]

Kilden siger, at `בן בעור` har samme talværdi som `בעת`. Almindelig gematria giver 330 for `בן בעור` og 472 for `בעת`. De beslægtede former `בעור`, `אעברה` og `רבוע` giver hver 278 og understøtter kapitlets senere ordspil, men de retter ikke den trykte ligning `בן בעור`/`בעת`.

#### [TN-149-01]

De angivne fulde stavemåder `מ״ם סמ״ך ו״ו ה״ה` giver ved almindelig gematria 222 (80 + 120 + 12 + 10), ikke 232, summen af `ע״ב + ס״ג + מ״ה + ב״ן`. Kapitlets uafhængige beregning `ההר הטוב = 232` er korrekt. Der angives ingen alternative udfyldninger af slørets bogstaver, og den påståede lighed med sløret rettes derfor ikke stiltiende.

#### [TN-149-02]

Kilden trykker `וקזכר`, som ikke er en mulig form i denne syntaks. Det omgivende led kræver »og [Han] nævnte de fire retninger«; `וזכר` er en sandsynlig læsning, men det indskudte `ק` kan ikke fjernes uden en rettelse. Oversættelsen bevarer den beskadigede form i kantparentes og giver den snævert kontekstbestemte danske betydning.

### Kapitel 150
**[TN-150-01]** Tetragrammets fire konventionelle udfyldninger identificeres ved summerne 72 (`ע״ב`), 63 (`ס״ג`), 45 (`מ״ה`) og 52 (`ב״ן`). De fire Ehyeh-summer trykkes som 161, 161, 143 og 151 og knyttes henholdsvis til Atzilut, Beriah, Yetzirah og Asiyah. Kilden angiver værdierne, men ikke alle de udfoldede bogstavformer.

**[TN-150-02]** »To, som er fire« genkalder indledningsformlen i Shabbat 2a. Forfatteren anvender den først på de to Navne, Tetragrammet og Ehyeh, og derpå på hvert Navns fire udfyldninger gennem fire verdener. Shabbat 10b leverer det særskilte motiv om »en god gave i Mit skatkammer«.

**[TN-150-03]** Forfatteren hævder udtrykkeligt, at `בראשית` har 720 tzerufim, og anfører `בשתי אור` (»med to lys«) som én af dem. Udtrykket bevares som en virksom hebraisk tzeruf; der er ikke gjort forsøg på at rekonstruere de øvrige tzerufim.

**[TN-150-04]** `בהם` er 47, summen af Tetragrammet (26) og Ehyeh (21). Denne værdi ligger både til grund for »bogstaverne, gennem hvilke (`שבהם`) himlen og jorden blev skabt« og Salmernes Bog 90,10.

**[TN-150-05]** Kilden sætter 150.000 dage lig med Det Første Tempels 410 år og siger derpå, at tilføjelsen af Salomos `נציבים` (»fogeder«) giver Det Andet Tempels varighed. Den angiver hverken fogedernes numeriske bidrag eller den anvendte kalenderkonvention. Påstanden er bevaret, uden at en sådan forklaring er tilføjet.

**[TN-150-06]** Kilden læser de fremhævede bogstaver i `עו״ף` som halvfjerds tusind plus firs tusind dage, svarende til ע og ף, mens det midterste ו ikke indgår i den angivne sum. Denne ikke-standardiserede selektive læsning er bevaret.

**[TN-150-07]** Det gentagne `ק״ן ק״ן` stammer fra de midterste bogstaver i `ונקה לא ינקה`; det forbindes med `קן` (»rede«) og det aramæiske/hebraiske `מקננא` (»bygger rede«). Påstanden om, at fem elementer manglede i Det Andet Tempel, henføres udtrykkeligt til Yoma 21b.

**[TN-150-08]** Summen `רל״ב` er standardberegningen 72 + 63 + 45 + 52. Kilden tilskriver Rabbi Isak Luria anvendelsen på de udfyldte bogstaver i `משכ״ן`, men anfører ikke noget mere præcist værksted.

**[TN-150-09]** Argumentet skelner mellem det defektivt skrevne `ויתרו` og det plene skrevne `ויתורו` og fokuserer derpå numerisk på `יתר״ו` = 616. Det indledende konjunktive ו, som er synligt i den bibelske verbalform, medregnes ikke i forfatterens angivne værdi.

**[TN-150-10]** Kilden trykker `אהיה אשר אהיה (שמות ג (יד)` med en ekstra venstreparentes foran `יד` og uden en tilsvarende højreparentes. Verset er med sikkerhed Anden Mosebog 3,14, men den beskadigede tegnsætning markeres i brødteksten i stedet for at blive normaliseret tavst.

**[TN-150-11]** `ואראה` = 213 og `את` = 401; når antallet af de to ord lægges til, bliver summen 616. Oversættelsen bevarer derfor kildens præcisering »sammen med de to ord«.

**[TN-150-12]** `אות` = 407 og `אמת` = 441, tilsammen 848; dette svarer også til 232 + 616. Den yderligere påstand om, at antallet af Torahens qere- og ketiv-former svarer til `קרי״ן וכתבי״ן`, bevares, selv om kilden hverken giver en optælling eller en opregning.

**[TN-150-13]** Udsagnet om, at `מרח״ם` er 848 »med det store מ i `אי״ק`«, påberåber sig et system med udvidede bogstavværdier, men giver ingen operationel tabel. De tre liturgiske steder — Barukh She-Amar, Ahavah Rabbah og Modim — bevares nøjagtigt sådan, som forfatteren anvender dem.

**[TN-150-14]** Kilden identificerer to forekomster af `אלי` i Ruths Bog 3,5 og 3,17 som læst, men ikke skrevet, og henviser den udførlige mekanisme til Kanfei Yonah, del 4. Både de trykte henvisninger og den efterfølgende forbindelse med Salmernes Bog 22,2 er bevaret.

### Kapitel 151
**[TN-151-01]** Navnet `אלהים` deles grafisk i det højrestillede `אל`, det venstrestillede `מי` og det midterste ה. Oversættelsen veksler mellem »Gud« og »Navnet Elohim«, alt efter om prosaen påkalder Gud eller analyserer Navnets skrivemåde.

### Kapitel 152
**[TN-152-01]** De trykte udfyldninger er `אל״ף למ״ד ה״י יו״ד מ״ם` = 300, `אל״ף למ״ד ה״א יו״ד מ״ם` = 291 og `אל״ף למ״ד ה״ה יו״ד מ״ם` = 295. Kun den første og den tredje sum angives i kilden; oversættelsen indsætter ikke en sum for den anden.

**[TN-152-02]** Bogstaverne `הי״א` knyttes til Asiyah (ה), Beriah (י) og Yetzirah (א), mens `אי״ה` indfører de særskilte begyndelsesbogstaver i `אופן מלאך כסא`. Begge bogstavrækkefølger er virksomme og bevares derfor på hebraisk.

**[TN-152-03]** `אש״א` udfoldes som `איה שרה אשתך`, mens `שר״ה` udfoldes som `שלשה רגלי המרכבה`. Det er notarikonlæsninger, som kilden selv angiver, ikke rekonstruktioner foretaget i oversættelsen.

**[TN-152-04]** »Dette er intet andet end Guds hus« og »himlens port« kan med sikkerhed identificeres som Første Mosebog 28,17, mens »dér blev troner til dom sat« er Salmernes Bog 122,5. Kilden anfører udtrykkeligt kun Sanhedrin-henvisningen ved slutningen af sekvensen; de bibelske identifikationer er tilføjet, fordi citaterne er entydige.

### Kapitel 153
**[TN-153-01]** Prosaen citerer først »Tikkun 66, s. 108« og anfører derpå parentetisk `תיקו״ז סט ק״ט ע״ב` (Tikkunei Zohar 69, 109b). Begge trykte betegnelser bevares i stedet for at blive harmoniseret.

**[TN-153-02]** Den overleverede triade er `אחת אופה ואחת מערכת ואחת מקטפת` og ikke den velkendte ordlyd i standard-Mishnahen. `מקטפת` er læseligt, men den præcise handling er ikke sikker her; ordet bevares i brødteksten som `[usikker læsning: מקטפת]` og bruges som Saras kildebetegnelse uden hypotetisk erstatning.

**[DK-153-01]** Kildens talpåstand om Abraham, Isak og Sara stemmer ikke efter almindelige værdier: `אברהם` = 248, `יצחק` = 208 og `שרה` = 505, tilsammen 961, ikke 960. Tallet 960 svarer til antallet af log-mål i det rituelle bad, men kilden angiver ingen justering, der reducerer navnesummen med én. Påstanden er derfor gengivet som kildens uden tavs rettelse.

**[TN-153-03]** Kilden trykker Salmernes Bog 66,19 som henvisning til `עלית למרום שבית שבי`, hvis almindelige bibelske sted er Salmernes Bog 68,19. Oversættelsen betegner 66,19 som »trykt således«; den sandsynlige identifikation registreres her og indsættes ikke tavst i teksten.

**[TN-153-04]** Billedet i Tikkunim stiller `מצה שמורה` (»bevogtet matzah«) over for `פרוסה` (»et brudt stykke«). Dets særlige forbindelse med skaden på bogstavet ה bevares, uden at den ikke-udtalte grafiske afledning udfoldes.

**[TN-153-05]** Den aramæiske formel `אבא יסד ברתא` betyder »Faderen grundlagde Datteren«. Kildens sammentrængte drøftelse af `בר״תא`/begyndelsesbogstaverne er ikke typografisk gennemskuelig; den fulde operative formel gentages i næste sætning og styrer gengivelsen.

**[TN-153-06]** Kilden hævder, at `אל ה׳ בעת` og, i omvendt retning, `בחכמה יסד ארץ` antyder `אבא יסד ברתא`. Den nøjagtige udledning vises ikke fuldt ud. Påstanden og alle dens bestanddelsstrenge bevares, uden at manglende trin opfindes.

### Kapitel 154
**[TN-154-01]** `ביק״ר` = 312; tolv forekomster af Tetragrammet med værdien 26 giver ligeledes 312. Det samme tal forekommer senere som `שי״ב` og `ברק״י`.

**[TN-154-02]** `טיפ״ה` = 104 = fire Tetragrammer; `יצחק` = 208 = otte Tetragrammer; `יעקב` = 182 = syv Tetragrammer; og `סל״ם` = 130 = fem Tetragrammer. Syv plus fem fuldender forfatterens struktur med tolv Navne.

**[TN-154-03]** Udbedringsfølgen nævner Noa, Abraham, Isak, Jakob og Josef, kalder derpå Josef den femte og Moses den sjette. Udtrykket `התיקון ה׳ לא״ה` er sammentrængt; oversættelsen følger det udtrykkelige ordinalargument og rekonstruerer ikke et yderligere akronym.

**[TN-154-04]** `ברק״י` = 312 og forbindes med Tetragrammets tolv permutationer. Tamid/Yoma-formlen er efter almindelig forståelse spørgsmålet ved morgengryets vagt; det er forfatterens numeriske læsning, ikke en afgørelse om vokalisering, der er virksom.

**[TN-154-05]** Den sætning, som forbinder tolv timer, fire bogstaver og tre grader, er syntaktisk sammentrængt. Oversættelsen bevarer alle tre tal og deres angivne relationer uden at tilføje et nyt multiplikationsskema.

**[TN-154-06]** `ואיב״ה` = 24 og fremlægges også som begyndelsesbogstaverne i `ואתחנן אל ה׳ בעת ההיא`. Kontrasten mellem skrevet og læst `ההוא`/`ההיא` samordnes med den maskuline dag og den feminine nat.

**[TN-154-07]** Kilden læser `צב״י` og `צב״יה` som notarikon for »tolv permutationer« og »Tetragrammets tolv permutationer«. Da udledningen afhænger af hebraiske bogstavnavne og forkortelser snarere end et almindeligt akronym, bevares strengene.

**[DK-154-01]** Kilden siger, at `לחות` har samme gematria som »tolv permutationer«, men viser ikke beregningen. Den trykte form `לחות` er 444 efter almindelige værdier; tolv gange Tetragrammets værdi 26 er 312. Da ingen entydig operation forbinder tallene, er påstanden bevaret uden hypotetisk normalisering.

### Kapitel 155
**[TN-155-01]** I de udvidede slutbogstavværdier kan ף være 800. Forfatteren bemærker, at det ikke forekommer som slutbogstav i `ארון`, `כפורת` og `כרובים`, og bruger det til at måle Jerusalems fremtidige udvidelse med 800 sabbatsgrænser i hver retning.

**[TN-155-02]** Læren om spejlet og sammentrækningen tilskrives kun »Midrash«; kilden angiver hverken titel eller sted. Der er ikke opfundet nogen kilde.

**[TN-155-03]** Kildens gematria `ידך החזקה` = `קטן` stemmer efter almindelige værdier: `ידך` = 10 + 4 + 20 = 34, `החזקה` = 5 + 8 + 7 + 100 + 5 = 125, og summen er 159; `קטן` = 100 + 9 + 50 = 159. Den engelske kontrolnote angiver fejlagtigt 151 for `ידך החזקה`. Den tilknyttede læsning `ידך`/`יו״דך` bevares som et særskilt ordspil om ti alen.

**[TN-155-04]** Kilden tilskriver de tre udsagn med `מי יתן` Midrash Shoḥer Tov til Salme 14 og Yalkut til VaEtchanan. Mesteren er Den Hellige, velsignet være Han; disciplen er Moses; Asaf leverer det tredje udsagn.

**[DK-155-01]** Den hebraiske kilde trykker Jeremias 3,16 ved citatet om Jerusalem som HERRENS trone og HERRENS Pagts Ark. Den citerede ordlyd står i Jeremias 3,17. Brødteksten giver det sikkert identificerede vers, mens den trykte afvigelse registreres her.

**[DK-155-02]** Den hebraiske kilde henviser til Esajas 54,4 ved ordene `הרחיבי מקום אהלך`. Den citerede ordlyd står sikkert i Esajas 54,2. Brødteksten anvender den identificerede versangivelse, mens den trykte afvigelse registreres her og ikke rettes stiltiende.

### Kapitel 156
**[TN-156-01]** `רשות` læses både i sin halakhiske betydning »valgfri« og i sin relationelle betydning »myndighed«. Den feminine bøn/Shekhinah eller Israels forsamling beskrives som stående under eller ikke længere under sin mands myndighed; denne tætte mystiske kønning er bevaret.

**[TN-156-02]** Kilden kalder udtrykkeligt `אעברה` et notarikon for `הוא רבי אליעזר בן עזריה`. Udledningsrækkefølgen er ikke et ligefremt akronym fra venstre mod højre; formlen bevares derfor på hebraisk frem for at blive normaliseret.

**[TN-156-03]** `י״ח שורות ברכות שם` er en sammentrængt formulering omkring episoden i Berakhot 28a. Standardepisoden handler om atten rækker hvidt hår, der viser sig i Rabbi Eleazar ben Azariahs skæg, hvilket leverer oversættelsens minimale substantiviske udfyldning. Kildens numerologiske opdeling i Zeʿirs ni tikkunim og Arikhs ni tikkunim er uændret.

**[DK-156-01]** Kilden sætter `זעיר אריך` lig med `אעברה` ved gematria. Efter almindelige værdier er `זעיר` = 287 og `אריך` = 231, tilsammen 518, mens `אעברה` = 278. Formen `זערא`, som forekommer andetsteds i værket, er 278, men den står ikke her og indsættes derfor ikke som tavs rettelse.

**[DK-156-02]** Kilden trykker `ויעבור יעקב ברחל` og henviser til Første Mosebog 29,20. Den masoretiske versform er `ויעבד יעקב ברחל` (»Jakob tjente for Rakel«). Da den trykte form `ויעבור` kan være en bevidst tilpasning til kapitlets motiv om at »gå over«, bevarer brødteksten den ordret og indsætter ikke den bibelske form som tavs rettelse.

### Kapitel 157
**[TN-157-01]** Kilden trykker `ו׳ אלפים תש״ם` æg for ét rituelt bad. Læst bogstaveligt er det 6.740, og femogtyve sådanne enheder giver ikke 144.000. Det sædvanlige mål på 5.760 æg for et rituelt bad ville ved multiplikation med femogtyve give 144.000, hvilket tyder på tekstskade; oversættelsen bevarer imidlertid den trykte hebraiske form frem for at erstatte den.

**[TN-157-02]** Seks hele døgn rummer 144 timer, hvilket stemmer med kapitlets tema. Den næste sætning trykker ikke desto mindre `קס״ד` (164), efterfulgt af tooghalvfjerds nattetimer. Både den sammenhængende påstand og det modstridende trykte tal er gengivet.

**[TN-157-03]** »Kvadratet« (`רבוע`) af Navnet `ב״ן` hævdes at være 144. Det er en kabbalistisk progressiv beregning eller bagsideberegning, ikke kvadratet på heltallet 52.

**[TN-157-04]** Navnet `ב״ן` = 52; `נ״א` = 51 og bliver 52 med den inklusive enhed. `חס״ד` = 72 leverer den ene halvdel af inddelingen af de 144 timer.

**[TN-157-05]** I udtrykket `ע״ב ק״ל` er `ע״ב` både »sky« og udfyldningen af Navnet med værdien 72, mens `ק״ל` både er »let/hurtig« og 130, den angivne værdi af kvadratet/bagsideformen. Tilsammen giver de `ר״ב` = 202.

**[DK-157-01]** I kildens sammentrængte formulering er den sikre gematria `גדלך` = `מזבח`: 3 + 4 + 30 + 20 = 57 og 40 + 7 + 2 + 8 = 57. `קד״ם` er derimod 100 + 4 + 40 = 144 og henviser i kapitlets sammenhæng til alterets mål på 144.000 æg; det er ikke talværdien af `גדלך` eller `מזבח`. Oversættelsen adskiller de to påstande.

### Kapitel 158
- **[TN-158-01]** Beretningen om englene, der går i forbøn for Jeroboam som barn, tilskrives blot »Zohar«; der er ikke trykt nogen foliohenvisning. Formuleringen med »ét syn/to syn« er bevaret uden en hypotetisk stedbestemmelse.

- **[TN-158-02]** Kilden siger kun »sådan som det læres i Gemara om« Anden Samuelsbog 20,1 og nævner ingen traktat. Oversættelsen bevarer udtrykkeligt denne manglende stedbestemmelse.

- **[TN-158-03]** `גדלך` og `מזבח` har begge talværdien 57. Også den særskilte trykte påstand `ידך החזקה` = `קטן` stemmer efter almindelige værdier: `ידך` = 34 og `החזקה` = 125, tilsammen 159; `קטן` = 100 + 9 + 50 = 159. Den engelske kontrolnote kalder fejlagtigt beregningen uoverensstemmende og anfører 151 mod 159; denne regnefejl er ikke overført til den danske note.

- **[TN-158-04]** `בזה` forstås demonstrativt og emfatisk: Netop den efterkommer, som Jakob ser som uværdig, rummer alligevel en hellighedsgnist. Gentagelsen er bevaret, fordi den bærer argumentet.

- **[TN-158-05]** Både »de skal søge HERREN deres Gud« og »David, deres konge« hører til Hoseas 3,5. Kilden sammenvæver dem med Femte Mosebog 11,12, Første Kongebog 8,16 og Jeremias 31,12; oversættelsen bevarer denne rækkefølge.

- **[TN-158-06]** Kilden læser begyndelsesbogstaverne i `מלך בהתאסף ראשי עם יחד` som `ירבע״ם`, selv om den viste ordrækkefølge ikke gennemskueligt frembringer denne sekvens. `מבעיר` er derimod en direkte bogstavsomordning af `ירבעם`. Ingen af mekanismerne er blevet stiltiende normaliseret.

### Kapitel 159
- **[TN-159-01]** Kilden hævder, at `בלב״ת אש` har samme gematria som `משיח בן דוד`. De almindelige talværdier gør ikke de to strenge lig med hinanden. Da der ikke angives en alternativ regneregel, er påstanden og de hebraiske former bevaret uden en korrigerende sum.

- **[TN-159-02]** Klædningsmotivet sammenfører Sanhedrin 102a, Første Kongebog 11,29 og Eikhah Rabbah 1,20. Klædningen repræsenterer Jeroboams angiveligt fejlfri Torah, mens Abrahams hånd repræsenterer kærlig godhed.

- **[TN-159-03]** Passagen samordner formerne ו og י i א med skrive- og læseformerne `ההוא` og `ההיא` og med de to ה’er. De grammatiske og grafiske overgange er sammenpressede; alle virksomme bogstaver er bevaret i stedet for at blive omdannet til et forenklet skema.

- **[TN-159-04]** »Børn i tredje led« læses som tre efraimitiske »kroner«: Josva, Jeroboam og Messias, Josefs søn. De afsluttende imperativer knyttes henholdsvis til Jeroboam og Messias, Josefs søn, nøjagtigt som trykt.

### Kapitel 160
- **[TN-160-01]** Kapitlet afhænger af skrivertraditionens store og små bogstaver: det store א i `אש`, det store א ved Krønikebøgernes begyndelse og det lille א i Tredje Mosebog 1,1. Disse grafiske træk beskrives udtrykkeligt, fordi bogstavstørrelsen ikke kan gengives pålideligt i ren tekst.

- **[TN-160-02]** `החלות` omordnes til `הלוחות`; begyndelsesbogstaverne i `אתה החלות להראות` danner `אה״ל`; `זערא` = 278 svarer til `אעברה`; og `נ״א` udfoldes som `נתיב אלף`. Hver hebraisk form er bevaret, så de forskellige mekanismer forbliver synlige.

### Kapitel 161
- **[TN-161-01]** De to former af א er `יו״י` og `יו״ד`; `אח״ד` udfoldes som `אלף חסד דין`. Opdelingen af `אל״ף` i det Ḥesed-bærende `א״ל` og det domsbærende slut-ף er en særskilt grafisk læsning.

- **[TN-161-02]** Kilden har de sidestillede redaktionelle læsemåder `(שט״ף)[שצ״ף]` foran `קצ״ף`. Begge er bevaret nøjagtigt. Deres præcise liturgiske ordlyd afgøres ikke ud fra Kol Bo, da der ikke er angivet nogen udgave.

### Kapitel 162
- **[TN-162-01]** Det prælapsariske א visualiseres som `יו״י`: to øjne, yod’erne, og en lige næse, vav. `וייצר` påberåbes på grund af sine to yod’er og sit vav, ikke blot gennem sin semantiske betydning.

- **[TN-162-02]** Ordsprogenes Bog 16,28 har `נרגן מפריד אלוף` (»en bagtaler skiller nære venner«). Forfatteren læser eller tilpasser med vilje `אלוף` som `אלף`, »Alef«, for at beskrive omformningen til `יו״ד`; oversættelsen markerer tilpasningen.

- **[TN-162-03]** `צד״ק` udfoldes som `צביונם דעתם קומתם` og samordnes med nefesh, ruaḥ og neshamah. De danske gengivelser er kontekstuelle; `צביון` kan også betegne form, karakter eller ønsket tilstand.

- **[TN-162-04]** Bevægelsen fra det skrevne `צבאם` til det læste `צביונם` afhænger af at se א som `י׳ ו׳ נ׳`. Kilden behandler alef-formens bestanddele, som om de leverede den manglende bogstavsekvens.

### Kapitel 163
- **[TN-163-01]** `שמיטה` betegner her en kosmisk sabbatcyklus i Sefer ha-Temunahs lære, ikke det almindelige landbrugsmæssige sabbatår. Den foregående cyklus forbindes med Ḥesed og א, den nuværende hårde cyklus med dom og ה.

- **[TN-163-02]** Udskiftningen af Tetragrammets sidste ה med א giver talværdien 22, som svarer til `הטוב` (22). `נ״א` får to modsatrettede udfoldelser: `נורא אלהים` på dommens side og `נתיב אלף` som den foreslåede reparation.

- **[TN-163-03]** Kapitlet stiller det nuværende `הוי״ה` og permutationen `והי״ה` over for det fremtidige `יהי״ה`, hvor begge halvdele er `י״ה`. De gentagne bibelske skrivemåder `והיה` og `יהיה` er bevaret, fordi deres bogstavformer, ikke kun deres betydning, bærer argumentet.

### Kapitel 164
- **[TN-164-01]** Hvert `י״ו` har talværdien seksten, og de øvre og nedre bestanddele af א giver derfor toogtredive. Kilden oplyser uden kildehenvisning, at skærfet målte toogtredive alen og turbanen seksten.

- **[TN-164-02]** Ordspillet hører `שיניים` (shinnayim, »tænder«) i forbindelse med `שניים` (shenayim, »to«), fordi de toogtredive tænder deles i to grupper på seksten. Ordspillet kan ikke gengives direkte på dansk.

- **[TN-164-03]** `לבנו״ן` behandles som notarikon for `ל״ב נתיבות` (»toogtredive veje«). Kilden forklarer ikke de ubrugte slutbogstaver.

- **[TN-164-04]** `ל״ך` læses numerisk som Binahs halvtreds porte, mens `ל״ו` i Femte Mosebog 33,21 forbindes med de toogtredive veje gennem det større `בראשית`-argument. Overgangen er bevaret uden en uudtalt ligestilling.

### Kapitel 165
- **[TN-165-01]** `בלב״ת` udfoldes som `ב׳ לוחות ב׳ תורות` (»to tavler, to Toraher«). Bogstavet ב indleder samtidig selv den dobbelte struktur.

- **[TN-165-02]** Kilden siger »sådan som det læres i Gemara«, men dens parenteshenvisning er Tanḥuma, Ki Tissa § 28. Denne uoverensstemmelse i tilskrivningen er bevaret og identificeret i stedet for stiltiende at ændre den ene genre til den anden.

- **[TN-165-03]** Rækkefølgen guld/sølv angiver retningen: Den guddommelige regning går fra Ḥesed/sølv nedad til dom/guld, mens menneskets opstigning går fra dom/guld opad til Ḥesed/sølv.

- **[TN-165-04]** Kilden trykker »Zohar i Devarim, s. 556« og anfører derefter Zohar III, 288a. Begge betegnelser er gengivet; det aramæiske `שבחא דמשבח ... למטרוניתא` oversættes som den lovprisning, hvormed Den Hellige, velsignet være Han, lovpriser Matronita fra oven og ned.

### Kapitel 166
- **[TN-166-01]** `אליל״ם` udfoldes som `אין להם יכולת לעשות מחיצה`. Udtrykket betyder normalt »afguder«; i denne sætning betegner det afgudsdyrkere gennem kildens akronym.

- **[TN-166-02]** Esajas 9,6 skriver berømt et lukket ם inde i `לםרבה`. Oversættelsen beskriver den grafiske afvigelse i stedet for at normalisere den til et almindeligt åbent mem.

- **[TN-166-03]** `אעב״רה` og `ארב״עה` bruger de samme bogstaver i forskellig rækkefølge. Denne permutation gør Moses’ bøn om at gå over til en bøn om fire fuldstændige skillevægge.

- **[TN-166-04]** De fire store begyndelsesbogstaver siges at danne `במש״א`. Den efterfølgende viste rækkefølge `בור שור מבעה אש` har i sin trykte orden begyndelsesbogstaverne `בשמ״א`, ikke `במש״א`. Den interne ordenskonflikt er bevaret.

- **[TN-166-05]** `הפסגה` = 153, samme talværdi som `מחיצה`; med den inklusive enhed er værdien 154, samme talværdi som `עולם הבא`. Det virksomme ord er `הפסגה`, ikke hele udtrykket `ראש הפסגה`.

- **[TN-166-06]** `מחיצה` = 153; fire gange 153 er 612, samme talværdi som `ברית`. Denne aritmetik underbygger i forfatterens konstruktion pagtens overdragelse fra Moses til Pineḥas/Elias.

### Kapitel 167
#### [TN-167-01] — Beregningen med seah og log

Kilden siger først korrekt, at én seah er fireogtyve log — seks qav à fire log — men den næste sætning siger »treogtyve log«, selvom de anførte seksoghalvfems kvart-log igen forudsætter fireogtyve. De fejlagtige treogtyve gengives som kildepåstand og er ikke blevet rettet.

#### [TN-167-02] — Shiʿur Qomah

Det tilbagevendende udtryk `ת״ר רבוא ונ״ז אלף רבוא` betegner seks hundrede myriader plus syvoghalvtreds tusind myriader, tilsammen 576.000.000. Kildens senere sammenfatning nævner kun bestanddelen på syvoghalvtreds tusind myriader, selvom den foregående beregning udtrykkeligt medtager de yderligere seks hundrede myriader.

### Kapitel 168
#### [TN-168-01] — Uafbalanceret parentes

Kilden åbner to parenteser i `דאיתא במדרש (פרשת ויצא (ב״ר פס״ט ז׳)`, men lukker kun én. Oversættelsen identificerer henvisningen uden at foregive, at kilden fastlægger parentesens præcise rækkevidde. Formen `הלחות` er kildens defektive stavemåde af »tavlerne« uden det forventede `ו`; netop i denne form er den en nøjagtig bogstavomstilling af `החלות`. Den operative skrivemåde er derfor bevaret og forklaret frem for normaliseret til `הלוחות`.

### Kapitel 169
#### [TN-169-01] — Langt parentetisk omfang

En indledende parentes efter `כשתמלא אותיות משכן` forbliver åben gennem drøftelsen af bækkenet, Rabbi Akiva og »vand« og afsluttes først efter `מן הבאר`. Dette usædvanlige trykte omfang dokumenteres i stedet for at blive omtegnet i stilhed.

#### [TN-169-02] — Henvisningen til Anden Mosebog

Kilden anfører »Dette er Tabernaklets regnskab« som Anden Mosebog 37,21. Verset nummereres sædvanligvis som Anden Mosebog 38,21. Oversættelsen bevarer den trykte henvisning og registrerer afvigelsen her.

#### [TN-169-03] — Elohims progressive talværdi

Kilden tillægger den kumulative række fra א til ה værdien ti. Almindelig addition giver femten; ti er kun værdien af den kumulative række til og med ד. Den trykte bestanddel er nødvendig for at nå forfatterens måltal 236 og er derfor bevaret.

#### [TN-169-04] — Overflødig slutparentes

Kapitlet har én slutparentes mere end indledende parenteser. Den overflødige slutparentes står efter permutationen af בָּעֵת הַהִיא til אֶהְיֶה; der er ikke indsat et hypotetisk begyndelsespunkt.

### Kapitel 170
#### [TN-170-01] — `חלוני׳`

Kilden anfører dette som navnet på en engel, der åbner 248 vinduer. Den afsluttende apostrof og vokaliseringen er uafklarede; formen bevares derfor som `[usikker læsning: חלוני׳]` i stedet for at få en hypotetisk dansk translitteration.

**[DK-170-01]** Kilden trykker `ד״ק מחספ״ס` og tillægger det talværdien 248 med henvisning til Yoma 75b. Efter almindelig gematria er `מחספס` alene 40 + 8 + 60 + 80 + 60 = 248, mens `דק` yderligere er 4 + 100 = 104; hele det trykte udtryk er derfor 352. Oversættelsen bevarer kildens påstand, men gør den virksomme afgrænsning synlig.

### Kapitel 171
#### [TN-171-01] — `ונשב בג״י`

Kilden udskiller בג״י i det efterfølgende bibelske udtryk og siger, at Zohar fortolker det gennem de tretten barmhjertighedsegenskaber. Den præcise forkortelse eller bogstavoperation udfoldes ikke i kilden; den operative hebraiske form forbliver synlig.

**[DK-171-01]** I denne bestemte sætning siger kilden udtrykkeligt, at Torahens lov omfatter toogtyve `תיבות`, »ord«. Det afviger fra kapitlets gentagne omtale af toogtyve `אותיות`, »bogstaver«, men den trykte sondring er bevaret; der er ikke stiltiende rettet til `אותיות`.

**[DK-171-02]** Ligheden virker med kildens defektive stavemåde `זערא`: `אעברה` = 1 + 70 + 2 + 200 + 5 = 278, og `זערא` = 7 + 70 + 200 + 1 = 278. Den normaliserede form `זעירא`, med yod, ville være 288 og kan derfor ikke bære den hævdede gematria.

### Kapitel 172
#### [TN-172-01] — `ישר`/`רש״י` og Zohar-henvisningen i kantet parentes

יש״ר omstilles til רש״י for at identificere Rashis tefillin. Kilden sætter `ראשית עמוד יח (זוהר ח״א ד׳ ע״א)` i kantet parentes; oversættelsen bevarer både den trykte form »Reshit, s. 18« og den parentetiske henvisning Zohar I, 4a i stedet for at vælge mellem dem.

#### [TN-172-02] — `גבי״ע`

Forfatteren fortolker bogstaverne i גָּבִיעַ som י״ג פעמים ע״ב, »tretten gange tooghalvfjerds«, hvilket giver 936. Dette forudsætter forkortelse og omstilling: י״ג og ע״ב er kodet, men står ikke i deres almindelige rækkefølge.

### Kapitel 173
#### [TN-173-01] — Begyndelsesbogstaverne `מא״ה`

Den viste række מַבּוּל אֱנוֹשׁ הַפְלָגָה giver מ״א״ה, mens kilden hævder מא״ה; הַמְכַסֶּה אֲנִי מֵאַבְרָהָם giver ה״א״מ og kræver ligeledes omvending for at danne מא״ה. Begge påstande bevares uden tavs omstilling.

#### [TN-173-02] — `אור` i Esajas 31,9

Den uvokaliserede kilde læser אור som or, »lys«, til støtte for argumentet. I det masoretiske vers betyder אוּר »ild/ildsted«. Oversættelsen bevarer forfatterens lyslæsning og registrerer den almindelige betydning.

#### [TN-173-03] — Uafbalanceret parentes

Kilden åbner en parentes før `כדאיתא במדרש פרשה זו` nær kapitlets slutning og lukker den aldrig. Midrashudsagnet og den efterfølgende befaling til Josva bevares i deres rækkefølge uden at få en hypotetisk parentesgrænse.

### Kapitel 174
#### [TN-174-01] — Overflødig slutparentes

Den sætning, der forklarer המ״ה som ה׳ מול ה׳, slutter med en slutparentes, som ikke har nogen tilsvarende indledende parentes i kapitlet.

#### [TN-174-02] — `ארבעה מלכים`

Efter at have drøftet fire engle kalder kilden dem »disse fire konger«. Oversættelsen bevarer »konger« og identificerer den sammenhængsmæssige reference i stedet for tavst at erstatte substantivet.

#### [TN-174-03] — Beregningerne med Or Peniel

אוֹר פְּנִיאֵל, חַשְׁמַל, מַלְבּוּשׁ og אַבְנֵי יְקָרָה har hver talværdien 378 under de angivne grupperinger. אֵל מֹשֶׁה og מִדְבַּר סִינַי kræver, at de to ord medregnes; לֵב מֹשֶׁה kræver kolel. Det foranstillede ב i בְּלֵב er semantisk og indgår ikke i den sidste sum.

### Kapitel 175
Kapitlet har ingen TN-markører i kontrolgrundlaget.

### Kapitel 176
#### [TN-176-01] — Stavningen af Metatron

עֶבֶד אַבְרָהָם har talværdien 324. Det trykte מטטרון har talværdien 314; den hævdede lighed kræver den kendte alternative stavning מיטטרון med yod, der har talværdien 324. Oversættelsen anfører udtrykkeligt denne forudsætning.

#### [TN-176-02] — Metatrons tre navne

אטמון, סגרון og פסקין er uigennemsigtige engleformer, der udledes af begyndelsesbogstaverne אס״ף. Deres vokalisering kan ikke fastlægges sikkert ud fra kilden; translitterationerne er foreløbige, og det hebraiske bevares.

**[DK-176-01]** Som i kapitel 171 forudsætter gematrien kildens defektive form `זערא`: `אעברה` og `זערא` er begge 278. Den normaliserede form `זעירא` er 288. Den præcise trykte form er derfor genindsat i oversættelsen.

### Kapitel 177
#### [TN-177-01] — Henvisningen til Jobs Bog

Kilden trykker Jobs Bog 22,5 for `המשל ופחד`; udtrykket »Herredømme og frygt« står i Jobs Bog 25,2. Oversættelsen identificerer udtrykket, men bevarer og markerer den trykte henvisning.

#### [TN-177-02] — Ufuldstændig Tanḥuma-henvisning

Kilden anfører `תנחומא וישלח סי׳` uden afsnitsnummer. Formen bevares som `[usikker læsning: תנחומא וישלח סי׳]`; der er ikke opfundet nogen henvisning.

### Kapitel 178
#### [TN-178-01] — `שמות בארץ`

Salmernes Bog 46,9 har שַׁמּוֹת, »ødelæggelser«, mens forfatteren læser de samme konsonanter som שֵׁמוֹת, »Navne«, og i praksis udlægger sætningen »Han som satte Navne på jorden«. Både den bibelske betydning og den operative genlæsning anføres.

#### [TN-178-02] — `עני״ו`

Begyndelsesbogstaverne i וְהִנֵּה יהוה נִצָּב עָלָיו er וי״נע i forlæns rækkefølge; עני״ו fremkommer, når de læses bagfra. Kilden kalder dem blot begyndelsesbogstaver, så oversættelsen gør omvendingen udtrykkelig.

### Kapitel 179
#### [TN-179-01] — Sammenblandet salmehenvisning

Kilden henfører til Salmernes Bog 37,29 en sætning sammensat af »de ydmyge skal arve landet« (Salmernes Bog 37,11) og »de skal bo på det for evigt« (Salmernes Bog 37,29). Både kildens ordlyd og de faktiske versgrænser registreres.

#### [TN-179-02] — Henførelsen til Tanḥuma

Prosaen nævner parashat Ekev, mens den parentetiske henvisning lyder `תנחומא בראשית סי׳ א׳` (»Tanḥuma, Bereshit § 1«). Ingen af formerne er blevet fjernet i stilhed.

#### [TN-179-03] — `ס״ג`/`ענ״ו`/`ג״ס`

Her betegner ס״ג den treogtresindstyvende triplet i Navnet på tooghalvfjerds, der identificeres som ענ״ו, og ikke det udfyldte guddommelige Navn SaG (63), som bruges andre steder. Når bogstaverne ס״ג vendes om, fremkommer ג״ס, »hovmodig/grov«, hvilket etablerer modsætningen mellem ydmyghed og hovmod.

#### [TN-179-04] — Englehuskeremsen `מג״ן`

Kilden forbinder Abraham med Mikael og Isak med Gabriel, men kalder Jakobs engel Uriel, samtidig med at den betegner den trefoldige række som מג״ן. Uriel begynder med א, ikke נ; den forventede tredje bestanddel i מג״ן måtte begynde med נ. Uoverensstemmelsen bevares.

#### [TN-179-05] — Beskadiget ydmyghedssætning

Udtrykket `שמשפיעים בלשון ענוה הארץ` er syntaktisk ufuldstændigt efter modsætningen mellem גַּאֲוָה og עֲנָוָה. Det gengives som `[usikker læsning: שמשפיעים בלשון ענוה הארץ]`, og kun dets tilsyneladende kontrasterende funktion beskrives.

#### [TN-179-06] — Beregningen for forside/bagside/forside

כ״ו er »forsiden«, værdien 26; når bogstaverne udfyldes som כ״ף ו״ו, tilføjes ף״ו, værdien 86, som identificeres med Elohim som »bagsiden«. I den alternative beregning giver to forsider af יהוה tilsammen 52, udfyldningsbogstaverne i formen med alef giver 19, og selve Navnet medregnes som én: 52 + 19 + 1 = 72.

### Kapitel 180
**[TN-180-01]** Udlægningen afhænger af det afvigende lukkede mediale ם i `למרבה` (Esajas 9,6). Sanhedrin 94a forbinder det med det mislykkede forslag om, at Hizkija skulle blive Messias og Sankerib Gog og Magog. De fem gentagelser af forræderi i Esajas 24,16 sættes i forbindelse med fem kongedømmer; oversættelsen gengiver denne fortolkning uden at tilføje en særskilt historisk liste, som mangler i kilden.

**[TN-180-02]** `אד״ם` udfoldes som notarikonen `אדם דוד משיח` (Adam, David, Messias). Det lukkede afsluttende ם i det almindelige ord אדם bliver det grafiske forbindelsesled til det lukkede mediale ם i `למרבה`. Teksten kalder i denne følge Messias Adams tredje gilgul.

**[TN-180-03]** Den traditionelle kontrast står mellem det lukkede mediale ם i Esajas 9,6 og et afvigende åbent afsluttende מ i Nehemias 2,13. Eksporten i ren tekst skriver det sidste udtryk med et almindeligt afsluttende ם og kan ikke vise den hævdede grafiske form. Oversættelsen beskriver derfor ortografien frem for stiltiende at efterligne den. Henvisningen til Fuglereden står trykt som »Zohar til Anden Mosebog, side 11« sammen med Zohar II, 7b; begge er bevaret.

**[TN-180-04]** `חזקיה` fortolkes som `חזקו י״ה`, »י״ה styrkede ham«. De femten tilføjede år svarer til י״ה. Da יהוה er genstand for vokalisk og sefirotisk analyse, gengives det som `יהוה`, ikke som `HERREN`. `יוסף` i Esajas 38,5 og dets forbindelse med Atika er forfatterens læsninger, ikke et forslag om at rette verset.

**[TN-180-05]** Kildeauditten registrerer én uparret indledende parentes i kapitel 180. Den begynder omkring beretningen i Sanhedrin 94b om, at skolebørn fra Dan til Beersheba kendte lovene om renhed. Ingen sikker afsluttende grænse er bevaret, og oversættelsen omtaler derfor skaden udtrykkeligt uden at anbringe resten af kapitlet i en hypotetisk parentes.

**[TN-180-06]** `אעברה` og `ארבעה` er nøjagtige permutationer. Det lukkede מ’s fire sider begrunder ligheden. `נ״א` udfoldes særskilt som `נתיב אחד`, »én sti«.

**[TN-180-07]** Torahens indledende ב og afsluttende ל danner ב״ל, de sidste to bogstaver i `הבל` (Abel). `לבנון` opdeles dernæst i ל״ב stier i Ḥokhmah og נ׳ porte i Binah. Påstanden om, at Abel blev dræbt på den halvtredsindstyvende dag efter fødslen, henføres som trykt til Bereshit Rabbah 22,4.

**[TN-180-08]** Hagahahen er en fuldstændig glosse på én sætning. Den behandler Hizkijas dobbelte י״ה i Esajas 38,11 som Binah og citerer kun Pardes Rimmonims afsnit om guddommelige betegnelser; der er ikke tilføjet nogen utrykt kapitelhenvisning.

### Kapitel 181
**[TN-181-01]** Kapitlet behandler spredningens, Sodomas, Koraḥs, Sankeribs samt Gog og Magogs generationer gennem gilgul. Traditionen i Sanhedrin 109a deler tårnet i en brændt, en opslugt og en overlevende tredjedel og forbinder bygmændene med `קופין לילין של שדים`. »Aber, lilin og dæmoner« bevarer de opregnede væsener uden at systematisere dem.

**[TN-181-02]** `נמרד` og `ארגמן` giver hver 294. Argaman, »purpur«, bruges som esoterisk betegnelse for den øvre merkavah, mens Nimrod er dens modstykke fra sitra aḥra. Målet 236 for Shiʿur Qomah gengives som anført.

**[TN-181-03]** Kilden trykker `אשר יעשה במעשי׳`, en grammatisk sammenpresset eller beskadiget form i stedet for det faste lemma `אשר יעשה כמעשיך`. Oversættelsen bevarer dens fremtidsorientering og registrerer den trykte hebraiske form frem for stiltiende at indsætte det tilbagevendende vers.

**[TN-181-04]** Kilden siger »i Ḥullin«, men angiver straks Sotah 13b. Maksimen `ברב בישר וברב בשרוהו` forekommer i drøftelsen af Moses’ død. Både det trykte traktatnavn og den udtrykkelige stedangivelse bevares som en konflikt.

**[TN-181-05]** Dette er ét af kildens tilstødende redaktionelle læsepar: `(ר״ע)[רנ״ב]`, »(270) [252]«. Læsningen 252 i kantparentes passer til Koraḥs 250 mænd samt Datan og Abiram. Begge læsninger forbliver synlige; 252 er ikke stiltiende indsat som erstatning.

**[TN-181-06]** »Nøden skal ikke opstå to gange« kan sikkert identificeres som Nahum 1,9, selv om den hebraiske kilde ikke angiver stedet. Følgen sammenligner derefter de samtidige dødsfald i Sankeribs hær, Gog og Magogs fremtidige hær og Faraos hær.

### Kapitel 182
**[TN-182-01]** Det store kronede ב i בראשית læses numerisk som »to«, med henvisning til Den Skrevne og Den Mundtlige Torah. `בלב״ת` udfoldes som `ב׳ לוחות, ב׳ תורות`, »to tavler, to Toraher«. De virksomme former bevares, fordi notarikonen forsvinder på dansk.

**[TN-182-02]** Maʿon-, Zaʿatutei- og Hi Hi-rullerne fremstilles som de tre vidner, Ezra brugte ved flertalsafgørelser om bogstaver, punkter, accenter og kroner. Den efterfølgende beretning om, at Yannai slettede kronerne, og at hans hustru skjulte Shimon ben Shetaḥ, oversættes som kildens tradition; den er ikke suppleret med en ekstern kronologi.

**[TN-182-03]** I `מזה` behandles det indledende spørgeord מה som en form, der mangler sit ה, således at מ står sammen med זה. Det samme synlige ord bliver et notarikon for `מעון, זאטוטי, היא היא`. Kildens konstruktion med `מטה` bruger מ״ט, niogfyrre, om Torahens niogfyrre fortolkningsmåder.

**[TN-182-04]** Hunkønslæsningen `ההיא` og hankønsskrivningen `ההוא` knyttes henholdsvis til Yannais dronning og kongen. De tilføjede bogstaver י–ו og ordet ואתחנן siges at åbenbare `יוחנן`; den nøjagtige udeladelse eller udvælgelse af de øvrige bogstaver forklares ikke.

**[TN-182-05]** פ har værdien firs. Kapitlet sammenstiller Moses’ alder ved sendelsens begyndelse, Yannais firs år som ypperstepræst, den første udtrykkelige forekomst af »lys« under פ i Salme 119 og en hævdet følge på firs bogstaver fra Første Mosebog 1,1 til 1,3. Disse bevares som forfatterens optælling.

**[TN-182-06]** `להראות` opdeles i `א״ר לתה״ו`, som fortolkes som en overgang fra lys til kaos. Dette er ikke en enkel leksikalsk opdeling, og stavningen א״ר bevares.

**[TN-182-07]** Kapitlet sidestiller `ואראה`, `ינאי זהו יוחנן` og `יגר`. Ligheden er nøjagtig efter almindelig gematria: `ואראה` = 6 + 1 + 200 + 1 + 5 = 213; `ינאי זהו יוחנן` = 71 + 18 + 124 = 213; og `יגר` = 10 + 3 + 200 = 213.

**[TN-182-08]** Den trykte henvisning for `ארמי אובד אבי` er Femte Mosebog 27,5; ordlyden findes i Femte Mosebog 26,5. Kilden læser `אובד` som et aktivt præsensparticipium og identificerer Laban med Bileam. Den gentagne gematria `ואראה = יגר` er nøjagtig: begge former er 213.

**[TN-182-09]** `אעברה` og `עזרא` giver begge 278, og אעברה permuteres desuden til ארבעה. נ״א leverer »punkter, bogstaver«; under ATBaSH bliver נ–א til ט–ת og leverer »accenter, kroner«. Disse fire skrifttræk bevares i deres virksomme hebraiske former.

**[TN-182-10]** Den trykte frase medregner konjunktions-vav: `ינאי` (71) + `ויוחנן` (130) + én kollektiv enhed giver 202, nøjagtig som `רב`. Slutbogstaverne i `שמעון בן שטח` danner נ–ן–ח; de giver ח–נ–ן i omvendt rækkefølge, som anført i oversættelsen.

### Kapitel 183
**[TN-183-01]** Kapitlet følger Bava Batra 3b–4a i behandlingen af Herodes’ drab på de vise, den overlevende hasmonæiske pige og Bava ben Buta. »Verden lå øde« er forfatterens indramning af denne beretning.

**[TN-183-02]** Det trykte aramæiske `עבדא קלניה` kan ikke forstås pålideligt og kan være korrupt. Sammenhængen angår Herodes som slaven, der dræbte sine præstelige herrer, men en mere præcis betegnelse ville være hypotetisk. Udtrykket står derfor som den normerede markør `[usikker læsning: עבדא קלניה]`.

**[TN-183-03]** Kildens kantparentetiske henvisning lyder `[ברכות דף ס״ד (נ״ח ע״א)]` og sammenføjer »Berakhot side 64« med 58a. Udsagnet om, at selv en brønds opsynsmand udnævnes fra himlen, svarer til Berakhot 58a. Begge trykte tal er dokumenteret.

**[TN-183-04]** `הרע` og `הורדס` giver hver 275. `אעברה` omvendes til `בא הרע`. De syv bogstaver i `אעברה נא` står i begyndelsen af den syvleddede udvidelse `אדם עבד בליעל רצה הורדס נפש אדניו`; hebraisk er bevaret, så notarikonen kan kontrolleres.

**[TN-183-05]** Kapitlet løser Haggaj 2,9 ved at behandle Ezras/Kyros’ bygningsværk og Herodes’ ombygning som de »første« og »sidste« bygningsværker inden for Det Andet Tempel. Dette oversættes som den citerede derash og hævdes ikke som en rettelse af den ligefremme historiske referent.

### Kapitel 184
**[TN-184-01]** Et ord på fem bogstaver har 5! = 120 permutationer. Fire forekomster af Elohim og fire retningsbestemte lejre frembringer derfor den gentagne struktur 120/480. Faraos soldater angives først som 120.000 i hver retning, mens de symbolske beregninger derefter bruger 120 som numerisk enhed.

**[TN-184-02]** Kildeauditten registrerer en uparret indledende parentes i kapitel 184, som begynder omkring Zohar-henvisningen til Pequdei om Liliths 480 lejre. Det nøjagtige afsluttende omfang er gået tabt og er ikke rekonstrueret.

**[TN-184-03]** `הדעת` og `העדת` giver hver 479, »480 minus én«. Kapitlet forbinder disse værdier med det lille א i Tredje Mosebog 1,1, tavlerne/vidnesbyrdet og Tabernaklets reparation på 480 enheder. Påstanden om, at selve Åbenbaringsteltet er 480, ledsages ikke af en udtrykkelig stavningsberegning.

**[TN-184-04]** `חיל` giver 48 og støtter de otteogfyrre planker. Derimod giver `עלית` ikke 480 efter almindelig gematria; kilden siger ikke desto mindre »således stiger dens beregning«. Ligheden forbliver ukorrigeret.

**[TN-184-05]** `מלתי` uden א giver 480; `מלאתי` med א giver 481. Kilden forbinder dem med 480 synagoger/lærehuse plus Templet, som »rider« over dem. Den anfører ligeledes cyklusser på 480 ord og 480 år for skabelsen/Templet uden en uafhængig optælling.

**[TN-184-06]** Fire gange Elohim (86) er 344; Moses og El Shaddaj er hver 345. Det tilføjede א forklarer forsødelsen på én enhed. Den grafiske form א som י–ו–י giver 26, svarende til Tetragrammet.

**[TN-184-07]** `גבעון` og `סמאל` giver hver 131. Josvas befaling til sol og måne knyttes til Samael og Lilith, mens Esajas 24,23 leverer det parvise sprog om sol og måne.

**[TN-184-08]** Hagahahens indledende gematria er nøjagtig: `על` = 70 + 30 = 100, og `מצרים` = 40 + 90 + 200 + 10 + 40 = 380; `על מצרים` giver således 480. Den skelner derefter korrekt mellem Liliths 480 og `ארץ כנען`, 481.

**[TN-184-09]** Glossen kalder senere Kanaans land »ligeledes 480«, i modstrid med både hoved-Ofanen og Hagahahens begyndelse, som tildeler det 481. Modsigelsen bevares.

**[TN-184-10]** Hagahahen siger, at El Shaddaj, Moses og fire gange Elohim er lig 480. De almindelige værdier er henholdsvis 345, 345 og 344. Udsagnene strider endda imod den umiddelbart foregående hovedtekst, som korrekt bruger forskellen på én enhed.

**[TN-184-11]** `תף` giver 480, mens `פאת` giver 481. Glossen forbinder Mirjams pauke, kanterne på hoved/skæg/mark, håret i tefillin og syndebukken som mekanismer til at give den anden side dens tildelte andel.

**[TN-184-12]** `מזמרת` og `רפאות` giver hver 687; Rahab (207) plus 480 giver ligeledes 687; `שמים וארץ`, med ו medregnet, giver 687. Den mellemliggende påstand om Torahens 687 bogstaver og `וך״ב אותיות התורה` mangler et genkendeligt objekt eller en genkendelig operation, og hele sætningen står derfor som `[usikker læsning: וך״ב אותיות התורה הם, תצרף יחד עולה תרפ״ז]`.

### Kapitel 185
**[TN-185-01]** De tre grader er `ביכורים`, `עיטור ביכורים` og `תוספות ביכורים`. De forbindes med de tre hjorde, de tre patriarker og de tre daglige bønner. Kildens »anonyme Rabbi Shimon« identificeres internt som Rabbi Shimon bar Yoḥai.

**[TN-185-02]** De to נ-bogstaver i ואתחנן giver tilsammen 100. Dets indledende ו betegner den sjette sivan. `בע״ת` udfoldes som begyndelsesbogstaverne i førstegrødens tre grader. `אעברה` og `בכורים` giver hver 278.

**[TN-185-03]** Kapitlet forbinder `רב ברכות`, Moses som Israels mester, tre bønner og hundrede velsignelser. Det angiver ingen særskilt kilde til, at Moses fastlagde de hundrede velsignelser, ud over Shemot Rabbah 51,1; ingen er tilføjet.

**[TN-185-04]** נ״א leverer nisan og iyar; det ekstra ו i ואראה betegner den sjette sivan/Shavuot. Anmodningen fortolkes som et begrænset ønske om at forblive indtil førstegrødsfesten, ikke som en ubestemt livsforlængelse.

**[TN-185-05]** Davids død på Shavuot citeres gennem Jerusalem Talmud, Ḥagigah 2,3, og Tosafot til Ḥagigah 17a. Den Mundtlige Torah er ה og Den Skrevne Torah ו; deres forening er en kabbalistisk Navnemekanisme, og bogstaverne forbliver derfor på hebraisk.

### Kapitel 186
**[TN-186-01]** Kildeauditten finder en uparret slutparentes efter Zohar-henvisningen til Ruths Bog 4,7. Der findes intet tilsvarende indledende omfang i denne kontrolenhed. Kildens lære om 600.000 bogstaver oversættes som anført og afstemmes ikke med moderne optællinger af Torahens bogstaver.

**[TN-186-02]** `הסתר` opdeles i ה״ס (65) og ת״ר (600, forstået som 600.000). De femogtres overskydende bogstaver forbindes med Adonaj/Shekhinah. Tallet og skaleringskonventionen er interne i udlægningen.

**[TN-186-03]** Den trykte fulde stavning `שי״ן כ״ף יו״ד נו״ן ה״א` giver 592 efter almindelig gematria, ikke תר״א (601). Der angives ingen alternativ stavning af bogstavnavnene.

**[TN-186-04]** Når det indledende ו ses bort fra, giver `תרא` i `ותרא` 601. Kildens bestemte form `הבית` og `תיבה` er nøjagtige permutationer; uden det indledende ה i `הבית` ville forbindelsen ikke virke. `הת״ר` i Højsangen 2,12 bevares, fordi det deltager i kapitlets felt af ת״ר/bogstavoptællinger, selv om ingen fuldstændig beregning fremsættes.

**[TN-186-05]** Artsblandinger forneden sættes i forbindelse med adskilte englekræfter foroven. Bereshit Rabbah 10,6 leverer maksimen om, at hver plante har en engel, som befaler den at vokse. Oversættelsen bevarer korrespondancen engel/plante uden at gøre den til en botanisk påstand.

**[TN-186-06]** Kilden trykker Berakhot-kapitlets navn Ha-Roʾeh og angiver umiddelbart derefter den redaktionelle kantparentes `[היה קורא]` (Hayah Qore). Folio 17b tilhører Hayah Qore. Begge læsninger er gengivet; den kantparentetiske rettelse er ikke blevet vedtaget stiltiende.

**[TN-186-07]** Det skrevne hankønsord `ההוא` bruges til at minde om løftet i Ki Tissa om, at Moses skulle veje sheklerne hvert år. Kilden knytter bekendtgørelsen på den første adar til Moses’ død den syvende adar uden at markere en særskilt kronologisk kilde.

**[TN-186-08]** `ישראל` udfoldes som `יש ששים רבוא אותיות לתורה`, hvis begyndelsesbogstaver er י–ש–ר–א–ל. De toogtyve hebraiske bogstavnavne siges ligeledes at indeholde tres bogstaver, som udvider sig til 600.000 kanaler.

**[TN-186-09]** Gematrien er nøjagtig: `ואראה` = 6 + 1 + 200 + 1 + 5 = 213, mens `ח אדר` = 8 + 1 + 4 + 200 = 213. Den understøtter kildens påstand om, at bogstaverne funkler til og med den ottende adar.

**[TN-186-10]** Josva beskrives som svarende til en hel generation på mindst 600.000. »Styrk ham« angår ham selv; »gør ham modig« angår generationen. Det afsluttende sprog om influx og kanal bevares som kabbalistisk kausalitet.

**[TN-186-11]** Hagahahen læser `הסתר` både som det bibelske verbum »skjule« og som bogstavoptællingsudtrykket ה״ס + ת״ר. Esters navn og ordet forbindes ortografisk; hebraisk bevares.

**[TN-186-12]** Udtrykket `תר״א ישראל` er sammenpresset og kan fortsætte værdien 601 for den fulde Shekhinah eller repræsentere en beskadiget notation for Israels 600.000. Den omgivende påstand — at Ester/Shekhinah omfatter hele Israel — er klar, men selve tallet udfoldes ikke hypotetisk.

**[TN-186-13]** Glossen gentager påstanden fra kapitel 114 om, at `בשגם הוא בשר` svarer til 600.000. Almindelig gematria giver ikke dette tal. `בשגם` alene svarer derimod til Moses, 345.

**[TN-186-14]** Begyndelsesbogstaverne i `ששים רבוא אותיות` er ש–ר–א, ikke den synlige orden ר–א–ש i `רא״ש`; der kræves en omvending eller permutation. Det samme afsnit læser `בשמים ראש` i dets bibelske betydning »udsøgte krydderier«, mens ראש bruges som den virksomme bogstavbeholder.

### Kapitel 187
**[TN-187-01]** Adonaj forbindes med Shekhinah og omvendelse; יהוה vokaliseret med Elohims vokaler forbindes med Binah og den sidste forløsning. Vokaliseringen er analytisk virksom, og Navnet gengives derfor som `יהוה`, ikke som `HERREN`.

**[TN-187-02]** `להראות` og `מרכבה שלמה` giver hver 642. Kapitlet beskriver en højre merkavah for det gode med Mikael og en anden, firkantet merkavah på venstre side/det ondes side; der udledes ingen geometri ud over den trykte beskrivelse.

**[TN-187-03]** `ר״ב` udfoldes som ראובן–בתיה, Ruben og Batya. Deres rækkefølge i prosaen følger Moses’ afgang og ankomst snarere end bogstavrækkefølgen; de virksomme navne er bevaret.

**[TN-187-04]** `רב` udledes ligeledes af `ערב רב`, den blandede mængde. Kilden siger udtrykkeligt, at Moses’ forsøg på at bringe dem nær ikke lykkedes, i modsætning til Batya og Ruben.

### Kapitel 188
**[TN-188-01]** Sefer ha-Temunah behandler det afsluttende כ i `אראך` som en betegnelse for Keter. Det liturgiske udtryk `כתר יתנו לך` bevares, fordi det samme hebraiske ord »krone« bærer både sefirahen og bønneformlen.

**[TN-188-02]** Kilden tæller 620 bogstaver på tavlerne, svarende til Keter, fordelt i ti rækker med toogtres i hver. Toogtres svarer til El (31) to gange, repræsenteret ved det barmhjertige »El, barmhjertig og nådig« og det dømmende »El er vred hver dag«.

**[TN-188-03]** Kilden kalder `החלות` en omvending af `הלוחות`. Som trykt er de ikke nøjagtige permutationer: הלוחות rummer et ekstra ו og en anden rækkefølge. Det numeriske argument ud fra 620 bogstaver er uafhængigt og forbliver intakt.

**[TN-188-04]** `ידך` (»Din hånd«) genlæses som `יודך` (»Din yod«), hvilket forbinder de ti rækker med י, hvis værdi er ti. Henvisningen til Tikkunei Zohar bevares som indledningen, 7b.

**[TN-188-05]** נ״א udfoldes som `נתיב אברהם`. Esajas 46,11 identificerer Abraham som rovfuglen, der kaldes fra øst; »en sti, som rovfuglen ikke kendte« kan sikkert identificeres som Jobs Bog 28,7, selv om kilden udelader henvisningen.

**[TN-188-06]** Det andet af tre svar læser det store ב i בראשית som Keter og som Moses’ trin. `ביתי` i Fjerde Mosebog 12,7 læses derefter som en tilbagehenvisning til dette ב. Ordspillet med `רב` betyder både »meget/stor« og et stort bogstav.

**[TN-188-07]** `את אחרי`, med `אחרי` mangelfuldt for `אחורי` og uden ו, giver 620, svarende til Keter. Kapitlet skelner denne Beriahs Keter fra den utilgængelige Atziluts Keter, som repræsenteres ved »Mit ansigt«.

**[TN-189-01]** Kapitlet afsluttes med udsagnet om, at »denne hemmelighed« ligeledes forklares i `נ״א`, men giver ingen udfoldelse eller numerisk operation. Oversættelsen angiver dette fravær i stedet for at indføre én af de mange fortolkninger af `נ״א` fra andre ofanim.

**[TN-190-01]** Kilden har de tilstødende henvisninger `[עמוד קעד (תיקו״ז קל״ח ע״ב)]`: »s. 174« og »Tikkunei Zohar 138b«. Begge er bevaret. Oversættelsen afgør ikke, om den parentetiske henvisning retter eller supplerer den side, der står i kantede parenteser.

**[TN-190-02]** Slutbogstaverne i `מחנ״י נ״א מספר״ך אש״ר` forekommer som י־א־ך־ר, ikke `ארי״ך` i denne rækkefølge. Slutbogstaverne i `מספר״ך אש״ר כתב״ת` forekommer som ך־ר־ת, ikke `כת״ר` i denne rækkefølge. Begge påstande kræver en omordning, som kilden ikke angiver; ingen stiltiende omordning er blevet gennemtvunget.

**[TN-190-03]** Kilden bekendtgør fem mennesker, hvis levetid svarer til 120, men nævner i første omgang kun fire, som levede 120 år: Moses, Hillel, Rabbi Yoḥanan ben Zakkai og Rabbi Akiva. Derpå siger den, at Josva ligeledes burde have levet 120 år. Oversættelsen bevarer forskellen mellem de fire nævnte levetider og den kontrafaktiske femte.

**[TN-190-04]** Kilden har de tilstødende læsninger `(מסעי)[מטות]`, »Masei« og »Mattot«, efterfulgt af Bemidbar Rabbah 22,6. Begge parashah-navne er bevaret. Stedhenvisningen hører i standardnummereringen til Mattot-afsnittet, men dette er ikke blevet brugt til at udslette den trykte Masei-læsning.

**[TN-190-05]** Udtrykket `בנ״ס היו עומדים` er syntaktisk og eksegetisk uigennemsigtigt, og den trykte henvisning »Megillah 2b« afklarer ikke dets anvendelse på keruberne. Det er bevaret under en usikkerhedsmarkør. Den forudgående Navneberegning 45 + 65 = 110 er klar og er ikke blevet blandet sammen med dette beskadigede udtryk.

**[TN-191-01]** Grundlaget siger, at `יהוה` har tooghalvfjerds kredse, og at hver kreds har tre kroner, hvorefter resultatet beskrives som tooghalvfjerds ayin-bogstaver og fireogtyve zayin-bogstaver. Tooghalvfjerds gange tre ville give 216, mens tooghalvfjerds plus fireogtyve er 96. Kilden tæller muligvis grafiske grupperinger frem for enkle elementer, men giver ingen mellemliggende regel; de angivne kategorier er bevaret.

**[TN-191-02]** Kapitlet hævder, at både »Moses« og »Israel« forekommer 592 gange i Torahen. Derefter underbygger det 592 gennem to gange `הארץ`, to gange `צור` og udfyldningsbogstaverne i `לבנון`. Oversættelsen gengiver frekvenspåstanden uden at erstatte den med en optælling i en moderne elektronisk tekst, hvis resultat kunne afhænge af ortografi og af, hvilke former der medregnes.

**[DK-191-01]** Den trykte udfyldning er `למי״ד בי״ת נו״ן וי״ו נו״ן`. De fulde bogstavnavne giver 730. Trækkes grundbogstaverne i `לבנון` (138) fra, giver de tilføjede udfyldningsbogstaver 592: `מי״ד` = 54, `י״ת` = 410, første `ו״ן` = 56, `י״ו` = 16 og andet `ו״ן` = 56. Det er denne afgrænsning, der bærer kildens talpåstand.

**[TN-191-03]** Det aramæiske ordsprog siger normalt, at man ikke skal kaste en klump i en brønd, som man har drukket af. Kilden skriver bevidst slutordet som `קל״א`, så det kan give 131 og indgå i Samael/Abel-beregningen. Oversættelsen giver den leksikalske betydning og bevarer samtidig den numeriske skrivemåde.

**[TN-191-04]** I den første beskadigede henvisning, omkring `אל תקרי ... ברכות כ׳ ע״א`, giver kilden to åbningsparenteser, men kun én slutparentes. Oversættelsen behandler Berakhot 20a som den lokale henvisning, men hævder ikke, at den overleverede tegnsætning fastlægger det større omfang.

**[TN-191-05]** I den anden beskadigede henvisning, omkring `ואברהם ... כדאיתא במדרש רבה פרשה י״ד ... ב״ר פי״ד ו׳`, giver kilden to åbningsparenteser, men kun én slutparentes. Oversættelsen identificerer den trykte henvisning Bereshit Rabbah 14,6 og registrerer det ulukkede ydre omfang i stedet for stiltiende at afbalancere det.

**[TN-192-01]** Kilden skriver Qiddushin 39b som henvisning til beretningen om Rav Aḥa bar Jakob og det syvhovedede skadevoldende væsen. Den velkendte placering af beretningen er Qiddushin 29b. Både den trykte henvisning og den sandsynlige identifikation angives; kilden er ikke blevet stiltiende rettet.

**[TN-193-01]** `אמן מנא` fremstilles som navnet på Egyptens store himmelske fyrste og forbindes senere med `נא אמון` / No-Amon. Den usædvanlige rækkefølge og skrivemåde kan afspejle en permutation eller en traditionel engleform, men afsnittet definerer den ikke. »Amon af No« anvendes efter konteksten, mens hebraisken forbliver synlig. Citatet står i Nahum 3,8; kilden trykker Nahum 3,5, og afvigelsen er derfor angivet åbent i oversættelsen.

**[TN-193-02]** `י׳ מרגילאן` er en aramæisk flertalsform, der betyder »ti perler« eller »ti kostbare«. Den efterfølgende sætning identificerer dem med de ti martyrer. Oversættelsen giver denne kontekstuelle identifikation, men bevarer kildens udtryk, fordi det indgår i den ophøjede beskrivelse af martyrerne.

**[TN-194-01]** To sætninger i citatet fra *Sodei Raza* kan ikke rekonstrueres pålideligt ud fra deres overleverede syntaks: `במימר קדישין שאילתא` og `והשרים יש להם שעולים עליהם`. Den omgivende beskrivelse af fyrsten, tronen, Ḥashmal, seraferne og hymnerne er oversat fuldstændigt; disse to sætninger forbliver udtrykkeligt usikre i stedet for at blive fuldendt ved gæt.

**[TN-194-02]** Instruktionen `קרי בה תרין תיבין על אות להר אות` er grammatisk beskadiget. Den efterfølgende operation `להאר ת׳` (»at oplyse et tav«) er klar som en permutation af `להראות`, men den nøjagtige foreslåede inddeling i to ord er det ikke. Den beskadigede instruktion er bevaret under en usikkerhedsmarkør.

**[TN-194-03]** Kilden siger, at `וא״ת יד״ך החזק״ה` er lig `אמ״ת`. Ved almindelig gematria stemmer udtrykkene ikke, og hverken de markerede begyndelses- eller slutbogstaver frembringer gennemsigtigt `אמת`. Der gives ingen alternativ beregning; påstanden gengives derfor uden opfundet aritmetik.

**[TN-194-04]** Identifikationen af Jeremias efterfølges af den sammensatte henvisning `[מד״ר (פסיקתא דר״כ פי״ג)]`, som nævner eller forkorter Midrash Rabbah og derefter giver Pesiqta de-Rav Kahana 13. Oversættelsen bevarer begge dele i stedet for at vælge ét værk.

**[DK-194-01]** I anvisningen om de retfærdiges tav af blæk trykker kilden `של ישלטו בהם מלאכי חבלה`, som er grammatisk umuligt og modsiger den efterfølgende parallel om de ugudelige. Shabbat 55a har den sikre læsning `שלא ישלטו בהם מלאכי חבלה`, »så de ødelæggende engle ikke hersker over dem«. Denne sikre OCR- eller typografiske skade er rettet i brødteksten og registreret her.

**[TN-195-01]** `תכ״ה` i Anden Mosebog 2,13 forbindes med begyndelsesbogstaverne i `כ״ל ה״נשמה ת״הלל`, som giver `כה״ת`. Formerne rummer de samme bogstaver, men i forskellig rækkefølge. Kilden kalder dette et Navn, men betegner ikke permutationsreglen udtrykkeligt.

**[TN-195-02]** De markerede slutbogstaver i `עזב״ת דורשי״ך ה׳` er ת־ך־ה, hvis den citerede guddommelige form bidrager med ה. Kilden kalder dem `כה״ת` og ændrer dermed igen deres rækkefølge. Oversættelsen bevarer begge former og normaliserer hverken salmen eller Navnet.

**[TN-195-03]** Slutbogstaverne i `וז״ה ל״ך האו״ת` er ה־ך־ת. Det påståede `תכ״ה` fremkommer kun, hvis de læses baglæns. Kilden angiver ikke omvendingen på dette sted, og den er derfor gjort udtrykkelig i oversættelsen.

**[TN-195-04]** Kilden siger, at de »sekundære bogstaver« i `שד״י` er `תכ״ה`. Hvis »sekundære« betyder hvert bogstavs alfabetiske efterfølger, ville ש־ד־י give ת־ה־כ, ikke ת־כ־ה. Der defineres ingen alternativ rækkefølge; den overleverede orden forbliver uændret.

**[TN-195-05]** De markerede begyndelsesbogstaver i `ה״וא ע״שו א״דם ר״ע ב״ליעל` er ה־ע־א־ר־ב. Selv baglæns giver de ikke gennemsigtigt `אעברה`. Kilden kalder konstruktionen et baglæns notarikon; oversættelsen gengiver denne påstand og bevarer hvert operativt bogstav.

**[TN-196-01]** Kilden siger, at `כסא` bliver til `דל״ת` gennem ALBaM-substitutionen, men viser ikke vejen bogstav for bogstav. Almindelige fremstillinger af ALBaM gør ikke ligheden selvindlysende. Resultatet er derfor overleveret uden en formodet substitutionstabel.

**[TN-196-02]** Kilden henviser til Første Mosebog 26,12 for »en stige stillet på jorden«. Ordlyden om stigen forekommer i Første Mosebog 28,12; Første Mosebog 26,12 handler om Isaks såning. Oversættelsen gengiver den trykte henvisning og registrerer det sandsynlige vers særskilt.

**[TN-196-03]** `כ״ב אלפי״ן ביתי״ן אילין` kan betyde »disse toogtyve alfabeter«, »disse toogtyve alfabetiske [bogstaver]« eller være en komprimeret henvisning til flere substitutionsalfabeter. Den næste sætning stiller udtrykkeligt det almindelige alfabet på toogtyve bogstaver over for ALBaM. Det usikre kildeudtryk bevares og oversættes kun i det omfang, konteksten tillader.

**[TN-196-04]** Kilden siger, at udfyldningen af `ארץ` som `אל״ף רי״ש צדי״ק` er lig `דל״ת`. Den almindelige fulde skrivemåde giver 825; fjernes rodbogstaverne, bliver resultatet 534, mens `דלת` er 434. Ingen angivet konvention fjerner de yderligere 100. Den hævdede lighed er bevaret uden emendation.

#### [TN-197-01]

Kildeangivelsen består internt af flere lag: Kilden trykker »i midrashen til parashat Emor« og anfører derpå den parentetiske henvisning `תו״כ כ״ו י׳`, som peger på Torat Kohanim. Begge dele er gengivet frem for at reducere angivelsen til én stiltiende valgt kilde.

#### [TN-197-02]

תר״ך er 620, og כת״ר er ligeledes 620. Forfatteren behandler De Ti Bud som en tekst på 620 bogstaver og Torahen som en tekst på 600.000 bogstaver. Han sammenholder disse traditionelle symboltal med 613 bibelske og syv rabbinske bud samt med 600.000 israelitiske sjæle. Tallene er gengivet som forfatterens opregninger, ikke som moderne fysiske optællinger af tegn i den overleverede Torahtekst.

#### [TN-197-03]

Flere trykte ligheder i dette afsnit kan ikke reproduceres ved almindelig gematria. רשעים og כרת er hver 620, og צפנת senere i kapitlet er ligeledes 620. Derimod er כלי חרס 328, mens וחשך er 334; סמא״ל + שט״ן + נח״ש er efter standardværdierne 848, ikke 620 som כרת. Der oplyses ingen manglende beregningskonvention, og påstandene er derfor fortsat henført til kilden uden emendation.

#### [TN-197-04]

Kilden siger, at Torahen har femogtres bogstaver ud over 600.000, og identificerer overskuddet med אדני, hvis talværdi er femogtres. Derpå beskrives Shekhinah som `מתפשטת ומעוברת מס׳ רבוא`; formuleringen »breder sig og bliver gravid fra de 600.000« bevarer begge verber og forenkler ikke deres indbyrdes kabbalistiske relation.

#### [TN-197-05]

Hagahahen er bevaret som en særskilt kontrolenhed umiddelbart efter Ofan 197. Dens udledning af כת״ר fra slutbogstaverne i מספרך אשר כתבת omordner synligt bogstaverne: De viste slutbogstaver er ך־ר־ת, konventionelt normaliseret til כ־ר־ת, ikke כ־ת־ר. Den tilsigtede Keter-læsning fremgår klart af den omgivende 620-konstruktion, men rækkefølgen er ikke rettet stiltiende. Formerne ארך אף og ארך אפים bærer homilien over ental og flertal.

#### [TN-198-01]

Kilden kalder Ezekiel 40,15 `שער איתן`, »Etans port«. Den overleverede versform er `שער האיתון`, som ofte gengives »den ydre port« eller behandles som en særlig arkitektonisk term. Kildens stavemåde og dens forbindelse med den halvtredsindstyvende port er bevaret frem for at blive normaliseret.

#### [TN-198-02]

Ved ATBaSH bliver ל til כ, ח til ס og ת til א, så לח״ת bliver כס״א. Ordspillet mellem »damp« og Abel beror ligeledes på de identiske konsonanter הבל og er derfor bevaret på hebraisk.

#### [TN-198-03]

Den trykte talmæssige lighed er ustabil: אתה החלות giver 855, mens התר הנדר giver 864 ved almindelig gematria. נ״א gengiver begyndelsesbogstaverne i נדר אלהים i synlig rækkefølge; אתיר נדר giver derimod א־נ og kræver omvending for at frembringe נ״א. Begge mekanismer er bevaret, som de står trykt.

#### [TN-199-01]

ואתחנן og ישרה har hver talværdien 515. Udtrykket ישרה לכסא er bevaret som forfatterens troneformulering, men kun ישרה leverer den anførte værdi. Modsætningen mellem שיר חדש, det maskuline »en ny sang«, og den feminine form שירה חדשה er central for påstanden om forløsningen fra den mandlige side.

#### [TN-199-02]

De skjulte bogstaver i den udfyldte stavemåde af אדני — אל״ף דל״ת נו״ן יו״ד — er ל״ף ל״ת ו״ן ו״ד og udgør 606, værdien af רו״ת. Hele den udfyldte stavemåde udgør 671, תרע״א, det aramæiske ord for »port«. להראות og לאה רות er hver 642. De virksomme stavemåder er derfor bevaret.

#### [TN-199-03]

Begyndelsesbogstaverne i אתה החלות להראות את עבדך udgør 107. גלגליא״ל udgør ligeledes 107, og det samme gør כסא ה׳, når ה׳ repræsenterer Tetragrammet: כסא, 81, plus Tetragrammet, 26. Kildens påstand om fem herskere over solen er overleveret som del af dens kosmologi.

#### [TN-199-04]

תצמ״ח, תחלק og שצ״ם חנכ״ל udgør hver 538, og שצ״ם חנכ״ל er det konventionelle huskeord for de syv planeter. Andre trykte påstande kan ikke reproduceres som anført: את ידך החזקה er 560, mens syv gange כסא er 567, før nogen inklusive enhed medregnes; את גדלך er 458, ikke 538; og גדלך har kun fire synlige bogstaver, selv om teksten siger, at dets »begyndelsesbogstaver« angiver tre stamfædre og fire stammødre. De stærkt komprimerede bemærkninger om נות, בית, תחל״ק og של״ל er oversat uden en utrykt rekonstruktion.

#### [TN-199-05]

Kildens påstand om, at Moses’ oprindelse blev »vanhelliget«, fordi Amram giftede sig med en faster, som Torahen senere skulle forbyde, er gengivet som forfatterens typologiske argument. Udsagnet om, at Amram senere måtte reinkarneres, er syntaktisk tilstrækkeligt klart til at oversætte, men giver ingen yderligere identitet eller kronologi. Zohar-henvisningen til Vajeḥi er et trykt sidetal, ikke et standardfolio, og er ikke stiltiende konverteret.

#### [TN-200-01]

Indledningshenvisningen sammenblander eller sammenstiller to lokatorer: `פרק חלק דף ק״ן` (»kapitlet Ḥeleq, folio 150«) og `(פסחים קי״ז ע״ב)` (Pesaḥim 117b). David-traditionen kan identificeres i Pesaḥim 117b, men den beskadigede Ḥeleq-henvisning er bevaret i oversættelsen frem for at blive slettet.

#### [TN-200-02]

Kilden trykker Jeremias 33,15 ved ordene »Jeg er HERREN, som øver miskundhed, ret og retfærdighed i landet«; det identificerbare vers er Jeremias 9,23. Den trykte lokator er udtrykkeligt mærket som sådan. Påstanden om, at de skjulte bogstaver i den udfyldte stavemåde אל״ף רי״ש צדי״ק frembringer חד״ר, er heller ikke talmæssigt gennemsigtig: De skjulte bogstaver לף־יש־דיק udgør 534, mens חד״ר udgør 212. Ingen hypotetisk udledning er indsat.

#### [TN-200-03]

Ligningen מרכבה שלמה = אברהם יצחק יעקב דוד kan ikke reproduceres ved almindelig gematria: De to sider udgør henholdsvis 642 og 652. Henføringen til forfatterens far og den tilsigtede konstruktion af den fuldendte merkavah er bevaret uden talmæssig rettelse.

#### [TN-200-04]

שנה og ספירה udgør hver 355 og understøtter forbindelsen mellem sefirah og år. Kilden forener seks måneder og syv år med Davids spedalskhed gennem det direkte og det tilbagevendende lys; begge tidsangivelser er bevaret. Det senere udsagn, at לאור״ך ימי״ם udgør hundrede, kan ikke reproduceres ved almindelig gematria, hvor udtrykket giver 357, og der anføres ingen alternativ beregningsregel. Den udtrykkelige kildemarkør `עד כאן הג״ה` er oversat særskilt som `Afslutning på Hagahah` og tælles uafhængigt af selve Hagahah-kontrolenheden.

#### [TN-201-01]

De kvadrerede bogstaver i Tetragrammet udgør 10² + 5² + 6² + 5² = 186, værdien af מקום; tillægges de anførte 159 bogstaver, fås 345, משה. De 159 er en specialiseret optælling af bogstaver i de fire udfyldninger ע״ב, ס״ג, מ״ה og ב״ן gennem deres udfyldninger af udfyldningerne, ikke en gematriasum. ידך החזקה udgør selv 159 senere i kapitlet.

#### [TN-201-02]

ע״ב, 72, plus ק״ל, 130, giver ר״ב, 202; tillægges Tetragrammet, 26, fås רוכב, 228. רוכב og כרוב er anagrammer. אעברה og רבוע udgør hver 278, mens אעברה også kan omordnes til den komprimerede form א״ר הע״ב. Disse forskellige operationer er holdt adskilt.

#### [TN-202-01]

פרד״ס er den konventionelle forkortelse for פשט, רמז, דרש, סוד — ligefrem betydning, hentydning, udlægning og mysterium. Kilden behandler dem i rækkefølgen ligefrem betydning, derash, remez og sod og giver fire homiletiske betydninger af אמון: פדגוג, מכוסה, מוצנע og רבתי. De virksomme hebraiske former er synlige, fordi ét dansk ord ikke kan bære hele progressionen.

#### [TN-202-02]

אלה הדברים og רמזים udgør hver 297. אעברה og ארבעה er nøjagtige anagrammer. Forbindelsen mellem פרת og פרים ורבים er fonetisk og morfologisk, ikke en streng bogstavidentitet, og begge former er bevaret.

#### [TN-203-01]

Kapitlet sammenstiller tre opstigninger på fyrre dage med Abraham, Isak og Jakob og tre fyrreårige perioder i Moses’ liv med de samme stamfædre. Beretningen om Moses’ kongedømme i Kush kommer fra den trykte Yalkut-/Moseskrønike-tradition og er oversat som sådan uden harmonisering med Pentateukens kronologi.

#### [TN-203-02]

אליהו og ב״ן udgør hver 52. חזק״ה udgør 120 og afslutter konstruktionen tre gange fyrre. Drøftelsen af åbent מ og lukket ם citerer ממשלתך, selv om selve det citerede ord synligt rummer åbent מ og ikke et afsluttende lukket ם; ingen fraværende bogstavform er tilføjet.

#### [TN-204-01]

טדה״ד dannes ved at tage det hebraiske bogstav umiddelbart før hvert bogstav i Tetragrammet og udgør 22; כוז״ו tager bogstaverne umiddelbart efter og udgør 39. Tilsammen udgør de 61, אנ״י. כוז״ו skrives traditionelt uden på en mezuzah. Kilden kalder først selve Tetragrammet »forsiden« og kalder derpå טדה״ד det indre ansigt; begge formuleringer er bevaret.

#### [TN-204-02]

כוז״ו er 39 og muliggør forbindelsen med de niogtredive grundlæggende Shabbat-arbejder og de niogtredive opregnede dele af Tabernaklet. טדה״ד er 22 og muliggør forbindelsen med de toogtyve skabelseshandlinger, som tillægges Midrash Tadshe. Opregningerne er forfatterens og er ikke erstattet af en moderne optælling.

#### [TN-204-03]

הטוב er 22, værdien af טדה״ד; הטוב הזה er 39, værdien af כוז״ו. De to udtryk koder således nøjagtigt for parret forside/bagside ved almindelig gematria.

#### [TN-204-04]

אנ״י, 61, plus Tetragrammet, 26, giver פ״ז, 87, som også er værdien af לבנ״ה. Det sidstnævnte opdeles i ה = Torahens fem bøger, ל״ב = Ḥokhmahs toogtredive stier og נ = Binahs halvtreds porte. הלבנון bærer de samme viste bestanddele i kilden; de resterende bogstaver forklares ikke særskilt og har ikke fået tildelt en hypotetisk funktion.

#### [TN-205-01]

או״ר er ligesom ר״ז 207. Kilden siger, at 207 forbud straffes med piskeslag, samtidig med at den generelt forbinder den negative side med de 365 forbud. Det snævrere tal 207 er bevaret uden forsøg på en halakhisk rekonstruktion.

#### [TN-205-02]

מקור חיים og to gange אור udgør hver 414. וזאת senere i kapitlet udgør ligeledes 414. Kilden forbinder derpå de to lys med de fireogtyve bibelske bøger, men giver ingen direkte talmæssig ligning mellem 414 og fireogtyve; intet manglende mellemled er opfundet.

#### [TN-205-03]

י״ה + שמ״י er 365, og זכר״י + ו״ה er 248. Begyndelsesbogstaverne i ימות השנה ואיברי האדם danner Tetragrammet og fordeler års-/lemtallene på samme måde. Esajas 31,9 bruger אור i en betydning, der almindeligvis gengives »ild« eller »ildsted«; hebraisk er bevaret, fordi kapitlet læser ordet inden for sit gentagne mønster af אור, »lys«.

#### [TN-206-01]

Begyndelsesbogstaverne i אדום ירוק לבן תכלת danner איל״ת, mens begyndelsesbogstaverne i שחור אדום לבן תכלת ירוק danner שאלת״י. Den første række giver merkavahens fire farver og den anden øjets fem farver. Farveordet ירוק kan i førmoderne hebraisk strække sig fra grøn til gulgrøn; »grøn« bruges konsekvent her.

#### [TN-206-02]

Kilden trykker `ידעתה בה׳ יתירה` og behandler et ekstra afsluttende ה som en angivelse af den femte farve. Den overleverede tekst i Jobs Bog 38,12 har en anden grammatisk rækkefølge (`הידעת ... השחר מקמו`), så operationen med det viste ekstra ה ikke uden videre kan overføres til den masoretiske ordlyd. Senere henfører kilden »dens øjne er som morgenrødens øjenlåg« til Jobs Bog 3,9; dette vers nævner »morgenrødens øjenlåg«, men formuleringen om Livjatan kan identificeres i Jobs Bog 41,10. Både den trykte lokator og den identificerbare parallel er registreret. Forfatterens former er ikke stiltiende bragt i overensstemmelse med den overleverede tekst.

#### [TN-206-03]

נ״א udfoldes som נר אהל מועד og giver begyndelsesbogstaverne נ־א. De gentagne stavemåder med to nun-bogstaver i משחרי ימצאנוני og ואתחנן er centrale for homilien. Slutudsagnet om, at de fire farver angives »i fire retninger to gange«, er komprimeret i kilden og er oversat uden at tilføje en utrykt kortlægning.

#### [TN-207-01]

Tetragrammet + אדני + א״ל + אלהים er 26 + 65 + 31 + 86 = 208, יצחק. Fire gange ב״ן, 52, er ligeledes 208. Bogstavoptællingen giver otteogtyve bogstaver for hvert af ע״ב, ס״ג og מ״ה og tyve for ב״ן, tilsammen 104; fire uudfyldte Tetragrammer føjer yderligere 104 til.

#### [TN-207-02]

Udtrykket `קרי ביה הה״י` og udsagnet om, at HaShems fjerde bogstav ændredes fra א til ה, er overleveret fra kildens Sefer Ha-Temunah-ramme. Det præcise ortografiske stadium, der menes med הה״י, defineres ikke nærmere i dette kapitel, og formen er derfor bevaret frem for at blive hypotetisk udfoldet.

#### [TN-207-03]

ארב״ה, אר״ז og יצח״ק udgør hver 208. Kapitlet bruger disse ligheder til at gøre Abrahams løfte og cederen i Libanon til midler til at forsøde Isaks 208 domme.

#### [TN-207-04]

Den parentetiske form er `בדב״ר`, med det indledende ב fra `בדבר הזה`, og giver nøjagtigt ר״ח, 208: 2 + 4 + 2 + 200. Kilden placerer også »HERRENS herlighed fyldte Tabernaklet« i Anden Mosebog 40,38; den identificerbare formulering står i 40,34–35, mens vers 38 omtaler skyen og ilden. Den trykte lokator er udtrykkeligt bevaret. De to forekomster af 208, der knyttes til Tetragrammets bogstavstrukturer og Isaks domskræfter, er ellers klare. Den afsluttende modsætning mellem »han skal føre over« og »han skal lade arve« er bevaret som kildens kortlægning af dom og barmhjertighed.

### Kapitel 208
**[TN-208-01]** Kilden trykker `ואחך כך`, åbenbart beskadiget for `ואחר כך` (»derefter«). Det efterfølgende udtryk `עיטה של חוה` er ikke sikkert i denne sammenhæng. Det kan afspejle en beskadigelse af et ord for Evas klædning eller prydelse, men ingen emendation kan godtgøres. Det sidstnævnte udtryk bevares derfor under den formelle markør for usikker læsning.

**[TN-208-02]** Udledningen, der forbindes med den »ottende fyrste«, er sammentrængt og muligvis omstillet. Kilden opdeler materiale fra Anden Mosebog 15,1 i `אז`, derpå `ו״ב` fra `ובנ״י` og derefter `ג` og `ה` fra `גא״ה`. Oversættelsen bevarer den trykte udtrækningsrækkefølge uden tavst at omordne den til et konventionelt englenavn.

**[TN-208-03]** Den afsluttende numeriske sætning er syntaktisk sammentrængt. `וזאת` og `מקור חיים` har hver talværdien 414. Den mellemliggende henvisning til de fireogtyve bøger er begrebsmæssig og ikke en særskilt angivet gematria; kilden giver ingen skrivemåde eller beregning, hvormed selve »fireogtyve bøger« bliver 414.

### Kapitel 209
**[TN-209-01]** Kilden siger, at `את עבדך` har talværdien `צ״ו` (96). `עבדך` alene er 96, men med objektsmarkøren `את` bliver summen 497. Oversættelsen viser derfor hele det trykte udtryk og angiver udtrykkeligt, hvilket ord der bærer den påståede værdi. Den senere værdi 34 gælder tilsvarende `ידך`, ikke et foranstillet `את`.

### Kapitel 210
**[TN-210-01]** Kilden henviser først til Den Palæstinensiske Talmud, Sotah 7,5, for Josvas otteogfyrre sten. Senere tilskriver den samme lære Den Palæstinensiske Talmud, men trykker `פרק אלו נאמרין סוטה דף ל״ז`, en kapitel- og folioangivelse af babylonsk-talmudisk type. Begge henvisningsformer registreres i stedet for at blive harmoniseret.

**[TN-210-02]** `שם של אדנ״י נחלק על אותיות מא״ז` siger, at Navnet Adonaj »er fordelt over bogstaverne `מא״ז`«, men giver hverken en fordeling eller en permutation. Den operative hebraiske form bevares, og der tilføjes ingen uudtalt mekanisme.

**[TN-210-03]** `פרגטוטין` er ikke en sikker standardform. I sammenhængen med henvisningen til Shemot Rabbah synes ordet at repræsentere en form af `פרקמטיא`, »forretning, forehavende«. Oversættelsen giver denne kontekstafgrænsede glosse og bevarer samtidig den trykte form.

**[DK-210-01]** Kilden trykker `לקביך כ״ד ההי״ן`, hvor sammenhængen sikkert kræver `לקביל` (»svarende til«). Oversættelsen gengiver den sikre relation og registrerer her den åbenlyse typografiske eller OCR-betingede beskadigelse.

### Kapitel 211
**[TN-211-01]** Kilden har de tilstødende læsemåder `(י״ח)[כ״ח]` foran `פרקים שבב׳ ידים`. Læsemåden i parentes er atten; læsemåden i kantede parenteser er otteogtyve. Otteogtyve stemmer med kapitlets to hænder med fjorten led i hver, men oversættelsen bevarer begge læsemåder i stedet for tavst at antage den kantede variant.

**[TN-211-02]** Kapitlet begynder med at tilskrive Tetragrammets udfyldnings udfyldning otteogtyve bogstaver. Nær slutningen siger det imidlertid, at `כח אדנ״י` angiver fireogtyve bogstaver i denne udfyldnings udfyldning. Der angives ingen udelukkelse af fire bogstaver, og det numeriske skift forbliver derfor uafklaret.

### Kapitel 212
**[TN-212-01]** Den viste Navneformel rummer tredive bogstaver, hvis det beskrivende ord `שם` medregnes. Uden dette ord fremkommer de påståede otteogtyve bogstaver: `אכתריאל` (7) + `יה` (2) + `אדני` (4) + `צבאות` (5) + `יה` (2) + `אדירירון` (8) = 28. Oversættelsen gør denne optællingskonvention udtrykkelig.

**[TN-212-02]** Kilden trykker den sammenpressede permutation `בראשית בשת״י א״ר`. Sammenhængen behandler `בשת״י א״ר` som »med to lys«, men forkortelsen eller den defektive skrivemåde `א״ר` udfoldes ikke i kilden. Begge former bevares.

**[TN-212-03]** Kilden identificerer Prædikerens »første vers« som `(קהלת א א)`, mens den drøfter de syv forekomster eller betydninger af `הבל`. Efter den sædvanlige versinddeling findes ordlyden i Prædikerens Bog 1,2. Både den trykte henvisning og den almindelige identifikation angives.

**[TN-212-04]** Begyndelsesbogstaverne i `בעת ההיא לאמר` er ב–ה–ל, ikke ה–ב–ל. Kilden kalder dem ikke desto mindre `הב״ל`. Oversættelsen bevarer både den trykte ordfølge og kildens påstand uden at omordne ordene.

**[TN-212-05]** `בזה העולם לא זכה משה להשתמש רק במשה שהוא מטטרון` er internt cirkulært: Moses siges kun at gøre brug af »Moses«, som er Metatron. Den forudgående drøftelse af `מטה משה`, Moses’ stav, antyder, at `במשה` kan være beskadiget for `במטה`, men oversættelsen antager ikke denne emendation og bevarer hele sætningen under en markør for usikker læsning.

**[DK-212-01]** I kapitlets indledende optællinger forekommer den åbenlyst beskadigede form `ך״ח` flere gange for `כ״ח`, »otteogtyve«. Da både ord- og bogstavoptællingerne samt den fortsatte argumentation entydigt kræver 28, gengiver oversættelsen tallet som otteogtyve; den trykte skade registreres her.

### Kapitel 213
**[TN-213-01]** Som i kapitel 212 trykker kilden Prædikerens Bog 1,1 for verset med de syv tomheder, der efter den sædvanlige versinddeling er 1,2. Henvisningen rettes ikke tavst.

**[TN-213-02]** Kilden citerer Salme 53 i formen `הכל סג` og Salme 14 i formen `כל סר`. De afviger fra versenes sædvanlige ordlyd, men formerne `סג` og `סר` er uundværlige for argumentet om Navnet SaG og de syv tomheder. De bevares derfor nøjagtigt som trykt.

**[TN-213-03]** Ved ALBaM-udskiftningen bliver `כסא` til `תדל`: כ↔ת, ס↔ד og א↔ל. Den simple værdi af `כסא` er 81, og værdien af `תדל` er 434; tilsammen giver de 515, talværdien af `ואתחנן` og `ישרה`.

**[TN-213-04]** Begyndelsesbogstaverne i `בעת ההיא לאמר` er igen ב–ה–ל, skønt kilden læser dem som `הב״ל`. Uoverensstemmelsen gentages her, fordi den bærer dette kapitels særskilte argument om SaG og tronen.

**[TN-213-05]** Efter gentagne gange at have optalt syvogtredive forekomster af Elohim til og med *Va-Yekhullu* knytter kilden `ידך החזקה` til seksogtredive forekomster. Den giver ingen afgrænsning eller udeladt forekomst, som kan forklare forskydningen med én.

**[TN-213-06]** `ט״ו אוניות יש לריאה` er tekstligt og anatomisk ustabilt: Det omtaler femten `אוניות`, mens den følgende sætning entydigt taler om lungens fem lapper (`חמשה אונות`). Den beskadigede sætning bevares under en markør for usikker læsning i stedet for at blive tilpasset den senere ordlyd.

**[TN-213-07]** Hagahahen henviser til Zohar til *Lekh Lekha* både som den trykte side `רצח` (298) og parentetisk som Zohar I, 123a. De to pagineringssystemer falder ikke numerisk sammen; begge stedangivelser bevares som leveret.

**[DK-213-01]** Kilden sætter henvisningen `(בראשית א ד)` ved citatet `וירא אלהים את כל אשר עשה והנה טוב מאוד`. Den ordlyd står sikkert i Første Mosebog 1,31, ikke 1,4. Brødteksten giver den sikre identifikation, mens den trykte afvigelse registreres her.

### Kapitel 214
- **[TN-214-01]** Ordlyden, som tilskrives Amos 9,3, `אם יסתר איש בראש הכרמל משם נצרה את הנחש`, sammenblander eller beskadiger elementer af det almindelige vers og giver ikke et sikkert verbalforløb i `נצרה`. Hele det trykte fragment er bevaret under en usikkerhedsmarkør; manglende bibelord er ikke indsat, som om de fandtes i vidnet.

- **[TN-214-02]** Kilden trykker `שם` og derpå `מלכים א׳ יח כא` og sætter en venstreparentes foran begge, men har kun én højreparentes. Den ydre parentes står derfor åben til kapitlets slutning. Oversættelsen identificerer åbningsstedet, men opfinder hverken et lukningssted eller et parentesomfang.

- **[TN-214-03]** `שנדר באותו פרק` (»at han på det tidspunkt aflagde et løfte«) knytter sig ikke sikkert til `אשר מי יעשה כמעשיך`. En beskadiget form af `שנודע` (»det blev kendt«) er mulig, men ikke bevist. Den trykte form er bevaret under en usikkerhedsmarkør.

- **[TN-214-04]** Kilden citerer `את ידך החזקה` og ligestiller det med `קטן`. `ידך החזקה` giver 34 + 125 = 159, samme værdi som `קטן`; med objektsmarkøren `את` bliver summen 560. Oversættelsen anfører den nødvendige udeladelse udtrykkeligt i stedet for stiltiende at fjerne det trykte ord.

- **[TN-214-05]** Zohar-henvisningen om Jonas, Amittajs søn, trykkes både som »Zohar til Shemot, s. 345« og som »Zohar II 197a«. Begge bevares i stedet for at blive omdannet til én enkelt stedangivelse.

### Kapitel 215
- **[TN-215-01]** Kilden beskriver læren om de fire, som anerkendte Den Hellige, velsignet være Han, som hentet fra »midrash til parashat Yitro«, men trykker derpå `דב״ר פ״ב כ״ח` (Devarim Rabbah 2,28). Den interne tilskrivningskonflikt registreres uden at vælge den ene kilde frem for den anden.

- **[TN-215-02]** Uddraget `נביא מקרבך כמוני` slutter med yod, selv om kilden beskriver verset som begyndende og sluttende med nun. Det fulde Femte Mosebog 18,15 slutter med `תשמעון`, med slut-nun. Oversættelsen bevarer det trykte uddrag og forklarer, hvordan kildens udsagn gælder det fulde vers.

- **[TN-215-03]** Syntaksen synes at tillægge hele udtrykket `אתה החלות להראות את עבדך` værdien af `אמנה`. Den numeriske lighed gælder i virkeligheden kun `עבדך`: Både `עבדך` og `אמנה` giver 96. Dette begrænsede omfang er gjort udtrykkeligt.

- **[TN-215-04]** Kilden ligestiller `גדלך` med `אבנה`. Efter almindelig gematria er værdierne henholdsvis 57 og 58. En inklusive enhed kunne udligne forskellen, men ingen sådan regel angives, og den er derfor ikke indsat stiltiende.

- **[TN-215-05]** `אספרה נא לי שם מן הנוראות` er beskadiget og svarer ikke til ordlyden i den anførte Anden Kongebog 8,4, som handler om at fortælle om Elisas store gerninger. Kildefragmentet er bevaret under en usikkerhedsmarkør og kun forsynet med en begrænset glosse.

### Kapitel 216
- **[TN-216-01]** Kilden henviser til Anden Kongebog 2,8 for Elias’ handling, hvor han kaster sin kappe over Elisa. Dette vers handler om Elias’ brug af kappen ved Jordanfloden; handlingen, hvor kappen kastes over Elisa, står i Første Kongebog 19,19. Den trykte stedangivelse forbliver synlig, og identifikationen dokumenteres i stedet for at blive udskiftet stiltiende.

- **[TN-216-02]** `האויר והחליל של ארץ ישראל` taler om landets »luft og `החליל`«. Det tilbagevendende argument andre steder bruger `החלל` (»det tomme rum«), men det foreliggende vidne trykker et ekstra yod. Det trykte ord bevares under en usikkerhedsmarkør.

### Kapitel 217
- **[TN-217-01]** Kilden siger, at `סבך` har samme talværdi som `חנוך`. Efter almindelig gematria er `סבך` 82 og `חנוך` 84. Der angives ingen justering, og forskellen på to dokumenteres derfor uden emendation.

### Kapitel 218
- **[DK-218-01]** To gematriaudsagn kræver afgrænsning af det virksomme materiale. `פרת` alene giver 80 + 200 + 400 = 680, samme værdi som `שר פנים` = 500 + 180 = 680; hele det trykte udtryk `נהר גדול נהר פרת` giver ikke denne sum. Tilsvarende er `רב` = 202 og `קטן` + `גדול` = 159 + 43 = 202, mens det trykte binde-vav i `קטן וגדול` ville hæve summen til 208. Oversættelsen viser de nødvendige afgrænsninger åbent og ændrer ikke kildeordlyden lydløst.

### Kapitel 219
#### [TN-219-01] — Byen, stenstøtten og Bet-Shemesh

Esajas 19,18–19 og Jeremias 43,13 væves sammen gennem argumentet om byen, stenstøtten og Bet-Shemesh. Forfatteren følger Targum Jonatans fortolkning og drøfter ikke den velkendte tekstvariant mellem »Ødelæggelsens By« og »Solens By«.

#### [TN-219-02] — `הרס` og `חרס`

Argumentet stiller `הרס` (»ødelæggelse«) over for `חרס` (»sol«) og forbinder det sidste med Bet-Shemesh. Begge hebraiske former er bevaret, fordi en rent dansk gengivelse ville udslette bogstavudskiftningen.

#### [TN-219-03] — Ezekiel i Hizkijas slægtled

Kapitlet placerer konsekvent begivenheden i Hizkijas slægtled, men denne sætning trykker `בימי יחזקאל` (»i Ezekiels dage«). Oversættelsen gengiver den trykte form Ezekiel i stedet for stiltiende at rette den til Hizkija.

#### [TN-219-04] — Den beskadigede Nahum-citation

Kilden trykker den beskadigede citation `התיטבי מנא אמן`, som tydeligvis henviser til Nahum 3,8, `התיטבי מנא אמון` (»Er du bedre end No-Amon?«). Standardbetydningen er oversat, mens det foreliggende fragment er bevaret i teksten som en usikker læsning.

#### [TN-219-05] — Josva og afgudsdyrkelsens tilbøjelighed

Arakhin 32b kritiserer Josva i forbindelse med bønnen mod tilbøjeligheden til afgudsdyrkelse og Ezras senere slægtled. Forfatteren forbinder dette med den dobbelte kraft i `צו`: at befale eller tilskynde og afgudsdyrkelse.

## Supplerende kontrolbemærkning

Kildens gematriske lighed mellem `גדלך` og `מזבח` er korrekt ved almindelig bogstavberegning: `גדלך` = 3 + 4 + 30 + 20 = 57, og `מזבח` = 40 + 7 + 2 + 8 = 57.

### Kapitel 220
#### [TN-220-01] — `דחלא` og den sammensatte bibelcitation

Det aramæiske `דחלא` kan betyde frygt eller en frygtet og guddommeliggjort magt. »Guddom« passer bedst til parallellen mellem de egyptiske og kanaanæiske kultiske fyrster, som kaldes `שפחה` (»trælkvinde«) og `שבי` (»fange«). Kildens sammensatte formulering `מבכור השפחה עד בכור השבי` findes ikke som ordlyden i ét vers: Første led stammer fra Anden Mosebog 11,5 og andet led fra 12,29; `כי אין בית אשר אין שם מת` står i 12,30. Oversættelsen markerer sammensætningen uden at opløse forfatterens argument.

#### [TN-220-02] — `אעברה` og `בכורים`

`אעברה` = 278 og `בכורים` = 278. Flertalsformen »førstefødte« sammenfatter »trælkvindens førstefødte« og »fangens førstefødte«.

#### [TN-220-03] — Entalsformen i Femte Mosebog 21,10

Kilden henviser til entalsgrammatikken i den længere sætning i Femte Mosebog 21,10, tilsyneladende `ונתנו ... בידך` (»Han skal give det ... i din hånd«), og anvender den på én fyrste foroven ved navn `שבי`. Hele sætningen er ikke gengivet i tekstvidnet.

### Kapitel 221
#### [TN-221-01] — Hams fire sønner og de fire kelippot

Hams fire sønner forbindes med fire kelippot, som hver er sammensat af fire. Tredje Mosebog 11,42 citeres på grund af den gentagne form `ארבע` (»fire«), ikke som et zoologisk bevis i almindelig forstand.

#### [TN-221-02] — Kæden af talværdien 95

`פוט`, `מאדים`, `המן` og `חלבנה` har alle den almindelige talværdi 95. Den korte sætning `והוא כח המ״ן, וכן בקטרת חלבנ״ה` er derfor bevaret som en kæde af forbindelser med samme talværdi.

#### [TN-221-03] — `כנען`, `קץ` og `נחש`

`כנען` og `קץ` er begge 190. Den yderligere påstand om, at »kanaanæeren, kongen af Arad« er slangens, `נחש`, mysterium, ledsages hverken af en bogstavudledning eller en beregning med samme talværdi og forbliver uforklaret.

#### [TN-221-04] — Liliths lejre

`לילית` = 480; `ארץ כנען` = 481. Forfatteren regner de 480 lejre sammen med Lilith selv og opnår dermed det sidste tal.

#### [TN-221-05] — `חובל`/`חבלא` og notarikonet `א״ל`

`חובל`/`חבלא` danner et maskulint/feminint ordspil omkring »skibsføreren« og »utugtens hustru«. Kilden kalder dernæst `א״ל` et notarikon, der omfatter Agrat bat Maḥalat og Lilith, skønt de anførte navne ikke danner en gennemskuelig udvidelse af de to bogstaver.

#### [TN-221-06] — De modstridende gematrier med `עקתא`

`יש לי רב אחי` er 571, talværdien af `עקתא`. Den forudgående trykte påstand, at `אל תוסף` = `עקתא`, stemmer ikke efter almindelige værdier, idet `אל תוסף` = 577; der angives ingen alternativ beregningsregel.

#### [TN-221-07] — `עמ״ך`, `ער״ד` og `מל״ך כנע״ן`

De baglæns læste begyndelsesbogstaver i `כנען מלך ערד` giver `עמ״ך`. Den første senere beregning ville stemme, hvis imperativen havde den almindelige form `חזקהו`: `חזקהו ואמצהו` = 274 = `ערד`; tekstvidnet trykker `חזקיה״ו`. Den påståede ækvivalens med `מלך כנען` er heller ikke gennemskuelig. Begge trykte påstande er bevaret.

### Kapitel 222
#### [TN-222-01] — Makpela-hulen som indgang

Kilden fremstiller Makpela-hulen som den første af syv indgange til den nedre Edens Have og som den vej, både sjæle og bønner følger. Første Mosebog 35,27 leverer Kiriat-Arba; Eruvin 53a leverer de fire par.

#### [TN-222-02] — Rabbi Benaʿahs tidligere gilgul

Identifikationen af Rabbi Benaʿah som en gilgul af Benajahu, Jojadas søn, fremsættes uden en særskilt kilde. Afsnittet om vandringsmanden i Zohar nævnes, men udskydes udtrykkeligt af forfatteren.

#### [TN-222-03] — Navnet `ב״ן` og Makpela-hulen

*Kanfei Yonah* siges at kalde Navnet `ב״ן`, udfyldt med ה’er, »Makpela-hulen«. Forbindelsen med fordobling eller udfyldning er bevaret, uden at der er tilføjet en manglende udledning.

#### [TN-222-04] — Eliezer og Metatron

Den trykte påstand `אליעזר עבד אברהם` = `מטטרון` stemmer ikke efter almindelig gematria: førstnævnte er 642, mens sidstnævnte er 314. Identifikationen er bevaret, fordi den strukturerer læsningen af tjeneren som Metatron.

#### [TN-222-05] — `אשר` og `פרצוף אדם`

`אשר` = 501; `פרצוף אדם` er ligeledes 501 (`פרצוף` = 456 og `אדם` = 45). Denne beregning er aritmetisk regelmæssig.

#### [TN-222-06] — `רב לך` og Adams bog

`רב לך` behandles som en hentydning til Rabbi Benaʿah, mens `הזה` henviser til Første Mosebog 5,1 og Adams slægtsbog. Kilden viser ikke et fuldstændigt notarikon bogstav for bogstav for Rabbi Benaʿah.

### Kapitel 223
#### [TN-223-01] — De to beretninger om opmålingen

Beretningerne i *Zohar Ḥadash* og *Shibbolei ha-Leket* fremstilles som særskilte: Den første angår opmålingen af Eden, mens den anden angår en mission, som også omfatter Gehinnom og en engel ved navn `קומ״ם` (Komem).

#### [TN-223-02] — Shemas fire ordtal

Forfatteren anfører ordtallene 42, 72, 50 og 72 for Shemas inddelinger og medregner `אמת` samt bedelederens gentagelse i det sidste tal. Disse liturgiske optællingsgrænser er gengivet nøjagtigt.

#### [TN-223-03] — Huskereglen `חמש״ה`

`חמש״ה` udfoldes som `חלונות מדורין היכלות שערים`. Rækkefølgen af disse fire substantiver følger kildens viste huskeregel, selv om den omgivende fortælling indfører dem i en lidt anden semantisk rækkefølge.

#### [TN-223-04] — `עבדך` og *Shiʿur Qomah*

`עבדך` forbindes med Fjerde Mosebog 18,23 og Rabbi Josva ben Levis identitet som levit og portvagt. Det gentagne sprog om »mål« muliggør fortolkningen som *Shiʿur Qomah*.

#### [TN-223-05] — De to åbninger i ה

De to åbninger i ה følger Menaḥot 29b. »Dér er urettens gerningsmænd faldet« er en genkendelig bibelsk formulering, men kilden angiver intet henvisningssted, og oversættelsen opfinder derfor ikke et.

#### [TN-223-06] — Edens og Gehinnoms indgange

Kilden tillægger Eruvin 19a tre indgange til både Eden og Gehinnom og nævner Bet-Shean og Jerusalem. Formuleringen er bevaret som trykt, også hvor almindelige versioner af *sugyaen* klassificerer indgangene anderledes.

#### [TN-223-07] — Rabbi Josva ben Levi som amora

Parentesen `רבי יהושע בן לוי אמורא היה` fastslår udtrykkeligt forfatterens generationsklassifikation. *Halikhot Olam* og Maimonides citeres uden et mere præcist afsnit.

#### [TN-223-08] — Slægtleddene fra begyndelsen

»Kalder slægtleddene fra begyndelsen« citeres uden henvisningssted. Forklaringen går videre til Ordsprogenes Bog 8,26 og Adam som »hovedet« for jordens støv.

#### [TN-223-09] — `הפסגה`, `מחיצה` og `צו`

`הפסגה` og `מחיצה` er begge 153. Den afsluttende lære om `צו` citerer Qiddushin 29a for tilskyndelse »straks og for slægtleddene«.

### Kapitel 224
#### [TN-224-01] — Tetragrammets og Elohims 52

De tre bogstavtal for Elohim er fem i det enkle Navn, tretten i dets udfyldning og 34 i udfyldningens udfyldning: 5 + 13 + 34 = 52. Den med ה’er udfyldte form af Tetragrammet, `יו״ד ה״ה ו״ו ה״ה`, har ligeledes talværdien 52.

#### [TN-224-02] — Gedalja og de 52 dage

`גדליה` = 52. Tidsrummet fra den niende av til den tredje tishrei fremstilles som 52 dage; kilden angiver ikke, om begge endepunkter medregnes.

#### [TN-224-03] — Sanhedrin/Rosh Hashanah

Kildehenvisningen lyder indbyrdes modstridende `[בסנהדרין (ר״ה י״ח ע״ב)]`: »i Sanhedrin«, efterfulgt af Rosh Hashanah 18b. Oversættelsen bevarer begge betegnelser og vælger ikke stiltiende mellem dem.

#### [TN-224-04] — `בהמה`, Asiyah og »hendes ende«

`בהמה` = 52. Dyrenes og fuglenes 52-årige landflygtighed, nedstigningen til Asiyah og `אחריתה` (»hendes ende«) indgår alle i strukturen omkring Navnet BN og det afsluttende ה.

#### [TN-224-05] — Henvisningen til *Beḥuqqotai*

Henvisningen til *Raʿaya Mehemna* trykker kun »Beḥuqqotai, side 221« uden parentes med Zohar-bind og folio. Intet yderligere henvisningssted er tilføjet.

#### [TN-224-06] — Midrash Rabbah/*Tanna de-Vei Eliyahu Rabbah*

Kilden indleder læren med `במדרש רבה`, men anfører i parentes *Tanna de-Vei Eliyahu Rabbah* 6. Begge henførelser er registreret.

## Supplerende kontrolbemærkning

Kildens påstand `גדלך` = `הב״ן` stemmer ved almindelig gematria: `גדלך` = 3 + 4 + 30 + 20 = 57, og `הבן` = 5 + 2 + 50 = 57.

### Kapitel 225
#### [TN-225-01] — Den defektive skrivemåde `למארת`

`למארת` fremhæves som en defektiv skrivemåde. Den midrashiske påstand om, at månen blev skabt, fordi fremtidige syndere ville tilbede solen, er oversat uden en modernisering af dens kosmologi.

#### [TN-225-02] — `לו` i sabbattens *Yotzer*

Citatet fra sabbattens *Yotzer* og bemærkningen `ל״ו דייקא` afhænger af »Ham«, ikke af »lysgiverne«. Det citerede afsnit af *Oraḥ Ḥayyim* er ikke nummereret i kilden.

#### [TN-225-03] — `מאור` og `אור`

Salmernes Bog 74,16 bruges imod kosmologiske dualister. `מאור` læses som en beredt modtager af sollys og ikke som selvstændigt `אור` (»lys«).

#### [TN-225-04] — Den aramæiske slutning og »solens opgang«

Det afsluttende svar går over til aramæisk: Månen kan ikke lyse, før dens sol er blevet samlet bort. Henvisningen til »solens opgang« er trykt som Femte Mosebog 4,47 og er bevaret.

### Kapitel 226
#### [TN-226-01] — Moses i Prædikerens Bog 1,9

Begyndelsesbogstaverne i `מה שהיה הוא` danner `משה`. Forfatteren bruger Prædikerens Bog 1,9 til at identificere Moses med genoprettelsen af ordenen før Adams synd.

#### [TN-226-02] — Månens aftagen og skjul

Månens fjorten dages aftagen og dens skjul i 24 timer er kildens egne påstande; der er ikke påtvunget teksten en astronomisk genberegning.

#### [TN-226-03] — `ואיבה`, Samael og Gabriel

`ואיבה` = 24. Geonimernes responsa citeres uden titel i forbindelse med Samael, Gabriel og nymånens konjunktion; den syntaktisk ufuldstændige formulering omkring det, Gabriel »frembærer«, er bevaret tilbageholdende og ikke udfyldt med et konstrueret objekt.

#### [TN-226-04] — `ידך החזקה` og `קטן`

Den hebraiske kildes påstand stemmer ved almindelig gematria: `ידך החזקה` = 159 og `קטן` = 159. Det engelske kontrolvidne anfører i sin note fejlagtigt 151 for `ידך החזקה`; denne regnefejl er ikke ført ind i den danske oversættelse.

#### [TN-226-05] — `נ״א` og den ene krone

`נ״א` udfoldes som `נתיב אחד`; svaret om »to konger og én krone« er bevaret som forfatterens begrundelse for, at Moses og Josva ikke kan lyse samtidigt.

#### [TN-226-06] — De tre bogstaver i `אלי`

`אלי` opdeles i א = Keter, ל = Binah og י = Ḥokhmah. Rækkefølgen er kildespecifik og er ikke omordnet til en konventionel sefirah-rækkefølge.

#### [TN-226-07] — Tetragrammets sidste bogstaver og `י״ה`

Det afsluttende ה/ו i `חזקהו` og `ואמצהו` læses som Tetragrammets sidste to bogstaver og som månens kilde, mens Moses henter sin strøm gennem `י״ה`.

### Kapitel 227
#### [TN-227-01] — De to enheders bogstavtal

Den øvre Shema-enhed har 25 bogstaver. »Velsignet være Navnet ...« har normalt 24 hebraiske bogstaver; kapitlet kalder den først en enhed på 25 bogstaver og forklarer siden udtrykkeligt i TN-227-04, at א forstørres eller tilføjes til dens 24 bogstaver.

#### [TN-227-02] — Slutbogstaverne `שוו`

Slutbogstaverne i `איש וביתו באו` er ש-ו-ו og danner `שוו` (»de var lige«). `איש` forbindes med Tetragrammet og Den Hellige, velsignet være Han; `ביתו` forbindes med Adonaj og den nedre enhed.

#### [TN-227-03] — Shemas fem ord

Shema rummer seks ord, men det citerede afsnit fra *Tikkunim* taler om fem ord eller sten. Kilden angiver ikke, om det afsluttende `אחד` eller det indledende ord udelades; det trykte »fem« er bevaret.

#### [TN-227-04] — Den nedre formels 24 bogstaver

Den nedre formel siges udtrykkeligt at have 24 bogstaver, indtil א »gøres stort«. Det operative `את` og alle optællinger er bevaret i stedet for at erstatte den indledende påstand med det konventionelle tal.

#### [TN-227-05] — De 50 bogstaver

To enheder på hver 25 bogstaver giver 50, repræsenteret ved slutbogstavet נ og ved `נ׳ אותיות` i notarikonet af `נ״א`.

#### [TN-227-06] — Himmel, jord og Templets svar

Sammenstillingen af himmel og jord koordineres med Femte Mosebog 32,1–3 og Templets svar i Berakhot 63a. Kilden anfører selv krydshenvisningen til Rashi.

#### [TN-227-07] — `וחמשים` som 50

`וחמשים` i Anden Mosebog 13,18 læses her gennem `חמשים` (»50«) og ikke i sin almindelige kontekstuelle betydning »bevæbnede« eller »i ordnede rækker«. Dermed fremkommer udvandringens to lige enheder på hver 25 bogstaver.

#### [TN-227-08] — Hagahahen

Dette er den første selvstændige Hagahah-enhed i intervallet. Den indledes som »den unge Salomos« udsagn og har ingen udtrykkelig markør for »Afslutning på Hagahah« i kilden.

### Kapitel 228
#### [TN-228-01] — Profetiens to tidsrum

Kildens to tidsrum for profetien er 1.345 år fra Jakob og 1.405 år fra Isak. Disse kronologiske totaler er overleveret som anført og er ikke genberegnet ud fra historiske dateringer.

#### [TN-228-02] — Det lille א og `משה`

Det lille א i `ויקרא` leverer »tusind«, mens `משה` = 345 leverer de resterende år. Den trykte formulering er `אל מש״ה`; taloperationen hviler på `משה`.

#### [TN-228-03] — Notarikonet `מחז״ה`

`מחז״ה` udfoldes som `מלאכי חגי זכריה ה׳`. Det afsluttende ה repræsenterer profeti gennem et ikke-lysende spejl.

#### [TN-228-04] — Den særlige værdi af `את״ה`

`את״ה` har her ikke den almindelige gematria 406. א læses gennem sit fuldt skrevne navn `אלף` som 1.000, mens `ת״ה` bidrager med 405, så resultatet bliver 1.405.

#### [TN-228-05] — De sidste og de sande profeter

`נ״א` udfoldes som `נביאים אחרונים`, mens `נביאי אמת` leverer den ønskede fortsættelse efter dem. Begge udtryk er bevaret.

#### [TN-228-06] — `אל תוסף דבר אלי` og `בדבר`

`בדבר` = 208, samme værdi som `יצחק`. Den særskilte påstand, at `אל תוסף דבר אלי` giver 1.405, stemmer ikke efter almindelige værdier: `אל` = 31, `תוסף` = 546, `דבר` = 206 og `אלי` = 41, i alt 824. Der angives ingen regel med udfoldede bogstavnavne eller anden beregningsmetode.

#### [TN-228-07] — Elleve eller tolv profetiske grader

Kilden stiller åbent elleve grader eller skridt i den citerede tradition fra *Vejledning for de rådvilde* og Shem Tov over for tolv skridt i Sotah 13b. Ingen af optællingerne er udeladt.

#### [TN-228-08] — `כ״ה` og `ז״ה`

Profeternes `כ״ה` (»således«) stilles over for Moses’ `ז״ה` (»dette«), hvis almindelige talværdi er tolv. Dette støtter tolv samlede grader, når Moses’ enestående grad medregnes.

#### [TN-228-09] — Stemme, profeti og 64 vinger

`סולם` = `קול` = 136; `נבואה` = 64. De levende væseners 64 vinger er en kildepåstand og er bevaret uden en rekonstrueret engleologisk multiplikation.

#### [TN-228-10] — Udfyldningen af `מוצב ארצה`

Kilden skriver udtrykkeligt `מוצב ארצה` fuldt som `מ״ם וא״ו צד״י בי״ת אל״ף רי״ש צד״י ה״ה` og anfører, at resultatet med kolel er 1.345. Den udfoldede streng og dens delsummer er bevaret, så beregningen kan efterprøves.

#### [TN-228-11] — Den kausale læsning af `בו`

`בו` læses kausalt, »gennem ham« eller »for hans skyld«, ikke blot lokativt. Profeterne kaldes engle med støtte i *Vajikra Rabbah* 1,1.

#### [TN-228-12] — `ס״ג`, `נביא`, `נבואה` og `אנכי`

Tetragrammet i sin `ס״ג`-udfyldning, 63, svarer til `נביא`; med kolel giver det `נבואה`, 64. Den næste trykte påstand `אנכי` = `חיה ס״ד` er ikke gennemskuelig efter almindelig addition og er bevaret uden rettelse.

#### [TN-228-13] — Faderens note og `אבינו`

Forfatterens far indføres med `א״א ז״ל`, som med sikkerhed er udfoldet som »min ærede far, må hans minde være til velsignelse«. `אבינו` = 69 og `הנבואה` = 69. Kildens udtrykkelige slutgrænse efter denne enhed er bevaret som `Afslutning på Hagahah`.

### Kapitel 229
#### [TN-229-01] — Livets Træs værdi 1.043

Med slutbogstavs- eller udvidede værdier i `אי״ק בכ״ר`-systemet regnes צ som 900. `עץ החיים` giver da 1.043, samme værdi som `להראות את` ved almindelig gematria.

#### [TN-229-02] — Verdensretningerne og de syv Navne

De fire verdensretninger `מזרח מערב צפון דרום` giver tilsammen 1.043. Den yderligere påstand om, at de syv Navne, som ikke må udslettes, deler dette mysterium, er bevaret, men kilden viser hverken listen over Navnene eller en beregningsregel for dem.

#### [TN-229-03] — `ידך החזקה` og `עץ הדעת`

Kilden siger, at `ידך החזקה`, med en »stor ך« i `אי״ק`-systemet, svarer til `עץ הדעת`. Når den udtrykkeligt angivne store slutværdi ך = 500 anvendes, er begge sider 639. Tvivlen i den engelske kontrolnote om ligheden er derfor ikke ført ind i den danske beregning.

#### [TN-229-04] — Notarikonet `כל״ה`

`כל״ה` udfoldes som `כרובים להט החרב`. Strukturen med bruden, keruberne og sværdet afhænger af de hebraiske begyndelsesbogstaver og er derfor bevaret synligt.

#### [TN-229-05] — Kvinder og mænd i `נ״א`

`נ״א` forbinder `נשים` og `אנשים`; det vendende sværd veksler mellem kvindelige og mandlige fremtrædelsesformer. Citatet fra Esajas 3,12 underbygger den kvindelige side.

#### [TN-229-06] — `רב לך` og den sammenpressede formulering `שאר חמץ`

De fire bogstaver i `רב לך` indleder `רצועין בישין לאלקאה כרובים`. Den forudgående formulering `שאר חמץ` er læselig, men sammenpresset; den er bevaret som trykt og ikke stiltiende ændret til en mere velkendt formel.

### Kapitel 230
#### [TN-230-01] — De 231 porte og `נתיב`

To gange 231 er 462, talværdien af `נתיב`. Kilden henfører læren om portene på forsiden og bagsiden til *Sefer ha-Malbush* og Rabbi Isak Luria.

#### [TN-230-02] — `ישראל`, `יש` og `רלא`

Bogstaverne i `ישראל` kan opdeles eller omordnes til `יש` (310) og `רלא` (231). Det lange slut-ן i `ואתחנן` leverer vejmotivet.

#### [TN-230-03] — Det første ה og de 231 alfabeter

»231 alfabeter« betegner porte af bogstavpar, som væves på forside eller højre side og bagside eller venstre side. Det første ה i Tetragrammet siges at bygge rede i Tronen.

#### [TN-230-04] — `מכתב` og omstillingen af `החלות`

`מכתב` = 462, svarende til to sæt af 231. Kilden kalder desuden `הלוחות` en bogstavomstilling af `החלות`, men de viste former har ikke samme bogstavbestand: `הלוחות` har et ekstra ו. Påstanden er bevaret, og afvigelsen er gjort udtrykkelig i stedet for at blive normaliseret stiltiende.

#### [TN-230-05] — `הר יהוה` og `את`

`הר` = 205 og Tetragrammet = 26, så `הר יהוה` giver 231. `את` er bevaret for at vise bogstavrækken fra alef til tav.

#### [TN-230-06] — `רל״א` og Pisgas top

Begyndelsesbogstaverne i `רב לך אל` danner `רל״א`. Den afsluttende påstand, som identificerer »Pisgas top« med `נתיב`, fremstilles ikke som en almindelig lighed i talværdi og forbliver uforklaret.

### Kapitel 231
#### [TN-231-01] — `בטיהרו` og Zohars åbningssætning

`בטיהרו` = 232. Zohars indledende sætning er oversat, men bevaret på aramæisk, fordi dens særegne terminologi bærer argumentet.

#### [TN-231-02] — De fire udfyldninger

Tetragrammets fire udfyldninger giver 72 + 63 + 45 + 52 = 232 og fordeles på Atzilut, Beriah, Yetzirah og Asiyah.

#### [TN-231-03] — Det uparrede yod

De konventionelle udfyldte former har ti bogstaver i AB, ti i SAG, ti i MAH og ni i BN. Når MAH og BN parres bag AB og SAG, bliver ét bogstav i SAG derfor uden en mage.

#### [TN-231-04] — `חכמה` som 73

`חכמה` = 73, fortolket som yod, 10, plus SAG, 63. Yod fra SAG identificeres med den skabende Ḥokhmah.

#### [TN-231-05] — Den trykte salmehenvisning

Kilden trykker Salmernes Bog 94,6 ved `מה גדלו מעשיך יהוה`; det genkendelige vers er Salmernes Bog 92,6. Det trykte henvisningssted er bevaret i oversættelsen, mens den sandsynlige identifikation kun registreres her.

#### [TN-231-06] — SAG og klædningens to sider

SAG-udfyldningen indeholder tre yod’er og én alef i forfatterens bogstavanalyse. AB og SAG danner klædningens forreste halvdel; MAH og BN danner dens bageste halvdel.

#### [TN-231-07] — De 39 bogstaver og duggen

De fire udfyldninger rummer 39 bogstaver, 10 + 10 + 10 + 9. `טל` = 39 og underbygger ordspillet med dug, opstandelse og »fyldt«.

#### [TN-231-08] — Udfyldningen af `משכן`

Tekstvidnet hævder, at de udfyldte bestanddele i `מ״ם שי״ן כ״ף נו״ן` giver `בטהירו`; operationen er ikke gennemskuelig, hvis hvert vist bogstavnavn blot lægges sammen. Påstanden er bevaret og ikke genberegnet til en anden formulering i hovedteksten.

#### [TN-231-09] — `ויתמו`, `נתיב`, `אבל משה` og `מלבוש`

`ויתמו` = 462 = `נתיב`; `אבל משה` = 378 = `מלבוש`. `חשמל אורפניאל` er et uforklaret esoterisk par i kilden og er bevaret i translitteration og på hebraisk.

### Kapitel 232
#### [TN-232-01] — Tre gange 914

Tre gange 914 er 2.742, mens kilden trykker 2.782 (`ב׳ אלפים תשמ״ב`). Forskellen på 40 er registreret, uden at nogen af talformerne ændres.

#### [TN-232-02] — Den sammenpressede opløsning af 2.782

Den efterfølgende opløsning af 2.782 i to forekomster af AB, et tifoldigt 70 og en rest på 42 er stærkt sammenpresset og er ikke almindelig aritmetik. Hver anført bestanddel er bevaret, uden at der er opfundet en rekonstruktion.

#### [TN-232-03] — Sukkahens ה-form

Sukkah 4b leverer minimumsformen med to hele skillevægge og en tredje på én håndsbred, visualiseret som ה.

#### [TN-232-04] — Zeʿir, Nukva og *sekhakh*

`כ״ה` = 25 og `ס״ו` = 66; tilsammen er de 91, talværdien af `סוכה`. De henføres til Zeʿir og Nukva, mens *sekhakh* henføres til det første ה.

#### [TN-232-05] — Verdens mål

`וימתחם` = 504. Forfatteren fortolker dette som en udstrækning på 500 år plus fire verdensretninger.

#### [TN-232-06] — `להראות את` og verdensretningerne

`להראות את` og de fire retninger giver hver 1.043, som i kapitel 229. AB henføres til »Din storhed« og MB til »Din stærke hånd«.

#### [TN-232-07] — Det manglende נ i *Ashrei*

Berakhot 4b forbinder det udeladte נ i *Ashrei* med fald; forfatteren knytter det dernæst til »Davids faldende sukkah« i nutid og den dagligt voksende forbandelse i Sotah 49a.

#### [TN-232-08] — `סמיכו וסעידו` og `עוד`

Svaret på aramæisk, `סמיכו וסעידו`, er gengivet som »støtte og næring«. Kildens afsluttende `עוד דייקא` fremhæver ordet `עוד` (»mere«) i svaret `אל תוסף דבר אלי עוד`; oversættelsen bevarer derfor netop dette operative ord.

### Kapitel 233
#### [TN-233-01] — De fem slutbogstavpar

De fem par med almindelig form og slutform vises som כ״ך, מ״ם, נ״ן, פ״ף og צ״ץ og forbindes med Abraham, Isak, Jakob, Moses eller Egypten og den fremtidige Messias. Alle de parrede bibelske nøgleord er bevaret på hebraisk.

#### [TN-233-02] — `ההיא` og `מנצפ״ך`

`ההיא` behandles som en feminin indikator for de fem bogstaver i `מנצפ״ך`; kilden giver ingen direkte udledning som akronym.

#### [TN-233-03] — Moses’ `פ״ף`

Moses’ eget par er `פ״ף` gennem `פקוד יפקוד`. Ordene udtales af Josef i Første Mosebog 50,25, men kapitlet forbinder den tilhørende befrielse med Moses.

#### [TN-233-04] — `אעברה`, `בא הרע` og den femte

`אעברה` omstilles til `בא הרע`, mens `אעבר ה׳` opdeles som »jeg vil lade den femte gå over«. Det samme ה er både det ekstra bogstav i `אעברה` og taltegnet for den femte.

#### [TN-233-05] — `צדק` som `צדיק`

Salmernes Bog 85,12–13 genlæses, så `צדק` bliver til `צדיק`; Moses eller sandheden og den retfærdige spire sammenføjes, uden at overgangen er forenklet.

#### [TN-233-06] — `צדי״ק` æsler

Bekhorot 5b taler velkendt om 90 æsler pr. israelit. Tekstvidnet formulerer tallet som `מצדי״ק חמורים` og udnytter `צדי״ק` eller bogstavet tzadi; oversættelsen bevarer kildens form i stedet for stiltiende at indsætte et arabertal.

#### [TN-234-01]

Kilden indleder det følgende som én af »syv ting«, der gik forud for Skabelsen, men den synlige liste rummer kun seks punkter: Templet; Guds ånd, identificeret med Herlighedens Trone; patriarkerne; Messias’ navn; Israel; og Torahen. Der er ikke tilføjet et manglende syvende punkt fra parallelle traditioner.

#### [TN-235-01]

Kilden nævner først »Midrash Tanḥuma, parashat Beshallaḥ«, giver dernæst den parentetiske stedangivelse »Tanḥuma, Toledot 9«, efterfulgt af Shoḥer Tov 45 og en ekstra slutparentes. De modstridende parashah-navne og den beskadigede parentes er beskrevet, ikke harmoniseret.

#### [TN-235-02]

Kilden har de tilstødende læsemåder `(לחבבה)[וחוה]` i sætningen om Adams tanke og handling. Den kantparentetiske form וְחַוָּה (»og Eva«) giver en sammenhængende modsætning — Adam i tanken, Eva i handlingen — mens לְחַבְּבָהּ (»at elske/begære hende«) efterlader syntaksen uafklaret. Begge læsemåder er bevaret synligt.

#### [TN-236-01]

Forfatteren siger, at begyndelsesbogstaverne i מִכָּל הָעַמִּים אֲשֶׁר סְבִיבֹתֵיכֶם koder אמס״ה, de fire generationer Enosh, Syndfloden, Sodoma og spredningen. I fremadgående orden giver de viste ord imidlertid מהא״ס. Påstanden er bevaret, og uoverensstemmelsen er registreret.

#### [TN-236-02]

Kilden kalder Jakob reparationen af »spredningen og Enosh«, men dens bevis identificerer umiddelbart tårnbyggerbyens folk med Sodomas mænd. Det navngivne par og beviset stemmer ikke overens; ingen af delene er stiltiende ændret.

#### [TN-237-01]

Udtrykket `שהוא היה ה׳ אדר` er usikkert. ה׳ kan betegne tallet fem (»den femte adar«), et Guddommeligt Navn eller beskadiget tegnsætning/en forkortelse. Den umiddelbare omtale af et bestemt nådens tidspunkt gør »den femte adar« mulig, men ikke sikker; derfor er hebraisk bevaret.

#### [TN-237-02]

Ved Højsangen 1,11 trykker kilden `שם` og dernæst `שה״ש א יא`; begge indledes med en venstreparentes, men der findes kun én slutparentes. Citatet og argumentet er oversat, men det beskadigede parentesomfang er ikke rekonstrueret.

#### [TN-237-03]

Kilden henfører `ויהי לתשובת השנה` til Første Samuelsbog 11,1. Den velkendte ordlyd »ved årets omskifte« findes i Anden Samuelsbog 11,1. Den trykte bog- og versangivelse er bevaret, og den sandsynlige uoverensstemmelse er anført.

#### [TN-237-04]

Efter citatet fra Prædikerens Bog 7,28, »én mand blandt tusind fandt jeg«, trykker kilden Jobs Bog 9,3 som en anden, tilstødende henvisning. Jobs Bog 9,3 rummer også »én af tusind«, men er ikke det umiddelbart citerede vers. Begge trykte henvisninger er bevaret.

#### [TN-237-05]

De tilstødende læsemåder `(זכוון)[זיוון]` betyder henholdsvis »fortjenester« og »stråleglanser«. Forskellen ændrer beskrivelsen af Moses’ tusindfoldige opnåelse; begge former er derfor gengivet i stedet for stiltiende at foretrække den kantparentetiske.

#### [TN-237-06]

Kilden behandler וְנֵשֵׁב som defektivt skrevet uden et א og læser det dernæst som et notarikon for גָּלוּת יְכָנְיָה (»Jekonjas eksil«). Mekanismen afhænger af den defektive stavemåde, som derfor er bevaret på hebraisk.

#### [TN-237-07]

Hagahahens beregninger er bevaret: תַּלְמוּד בַּבְלִי = 524; עַל קָדְשֶׁךָ = 524; og 36 + 524 = 560, talværdien af kildeformen `נקוד״ת`: 50 + 100 + 6 + 4 + 400 = 560. Den vokaliserede form נְקֻדּוֹת er bevaret ved glossen. Hentydningen הֲלִיכוֹת עוֹלָם לוֹ udnytter desuden ligheden mellem *halikhot* (»veje«) og *halakhot* sammen med לו som tallet 36.

#### [TN-238-01]

Kilden tildeler *shoham* til Josef og forbinder dernæst stenens engel med udtrykket »Mikael og Gabriel«; den tildeler *yashfeh* til Benjamin og identificerer hans engel som Mikael. Resultatet er en dobbelt Mikael og et usædvanligt toengleudtryk for Josef. De trykte tildelinger er bevaret uden rettelse.

#### [TN-238-02]

Begyndelsesbogstaverne i יְהוּדָה חִזְקִיָּה אֵלִיָּהוּ בִּימֵי רַבִּי danner bagfra רַב אָחִי. Kilden siger også, at יֵשׁ לִי antyder både *yashfeh* og *shoham*, men udfolder ikke den anden mekanisme fuldstændigt. Påstanden er bevaret uden en opdigtet udvidelse.

#### [TN-239-01]

I henvisningen til Salmernes Bog 118,19 trykker kilden `שם` og dernæst `תהלים קיח יט`; begge indledes med en venstreparentes, men der findes kun én slutparentes. Modsætningen mellem »porte« i flertal og »port« i ental er intakt, men det nøjagtige parentesomfang er beskadiget.

#### [TN-239-02]

Kilden citerer Salmernes Bog 24,7 som `שאו שערים ראשיכם ויבא פתחי עולם`, bogstaveligt »Løft jeres hoveder, I porte, og lad verdens indgange komme«. Dette afviger fra den overleverede versform, som omtaler de evige indgange og Herlighedens Konges komme. Den trykte form er oversat som trykt og ikke emenderet.

#### [TN-239-03]

Kilden åbner en parentes før `כדאיתא ברעיא מהימנא ריש פרשת ויקרא (זוהר ח״ג כ״א ע״א)` og lukker ikke den ydre parentes. Henvisningen til Raʿaya Mehemna er bevaret, mens den usikre tegnsætningsgrænse er dokumenteret.

#### [TN-239-04]

Udtrykket `אעברה נא בה״י` er dunkelt. Den efterfølgende forklaring angår Tetragrammets afsluttende ה, venstre hånd og Nefilat Appayim; בה״י kan derfor være en beskadiget bogstavbetegnelse eller forkortelse, men dens nøjagtige opløsning er usikker. Den problematiske hebraiske form er bevaret i oversættelsen.

#### [TN-240-01]

Argumentet afhænger af bogstavet ה som tallet fem. Forfatteren behandler det afsluttende ה i אֶעְבְּרָה som tilføjet og læser הַהִיא sådan, at ה׳ isoleres. Derved forbindes Moses’ bøn med Akans fem band og Torahens fem bøger. De virksomme stavemåder er bevaret.

#### [TN-240-02]

Kilden trykker `קום לך (יהושע ב׳ י)`. Ordene קוּם לָךְ forekommer i Josvabogen 7,10 i beretningen om Akan og Aj, ikke i Josvabogen 2,10. Den trykte henvisning er bevaret, og den sandsynlige placering identificeres kun i noten og oversættelsens tekstkritiske bemærkning.

#### [TN-241-01]

Kilden anfører `סוטה י׳.` uden at angive a- eller b-side til udsagnet om, at fem personer blev skabt i lighed med det, der er foroven. Den ufuldstændige trykte henvisning er bevaret.

#### [TN-241-02]

Kilden anvender først `קרי ההוא`, som enten kan betyde »det læses הַהוּא« eller »det kalder [det] הַהוּא«, og siger dernæst `ההוא, קרי ביה ההיא`, »læs הַהוּא som הַהִיא«. Fortolkningen forbinder den skrevne hankønsform, den feminine læsning, Binah og det øvre ה; oversættelsen hævder derfor ikke mere om et formelt masoretisk qere/ketiv-forhold, end kilden fastslår.

#### [TN-241-03]

Udtrykket `אעברה נא בה״י יתירה` er tekstligt eller forkortelsesmæssigt dunkelt. Sammenhængen behandler udtrykkeligt et »ekstra ה« og læser dernæst נ״א som et notarikon for נוֹב אֲחִימֶלֶךְ, men den nøjagtige funktion af בה״י kan ikke genskabes sikkert. Den problematiske hebraiske form er bevaret i oversættelsen.

#### [TN-241-04]

Kilden trykker Sanhedrin 38b til englenes reaktion på Rabbi Akivas død og påkalder dernæst den velkendte dialog »Ti! Således steg det op i tanken foran Mig« med Menaḥot 29b. Da den trykte Sanhedrin-henvisning ikke uden videre identificerer Rabbi Akiva-stedet, er den bevaret og markeret i stedet for at blive erstattet.

#### [TN-242-01]

Kapitlet rummer to særskilte taloperationer. For det første sætter kilden בעת lig med begyndelsesbogstaverne ג״ט קר״ע פ״ח. Disse begyndelsesbogstaver giver ע״ת = 70 + 400 = 470, mens בעת = 2 + 70 + 400 = 472; forfatterens efterfølgende formulering identificerer selv resultatet som ע״ת. Påstanden er bevaret, og regneafvigelsen er udtrykkeligt registreret. For det andet sætter kilden fem forekomster af אור, som hver har talværdien 207, lig med 1.035. Den skriver dette tal som אל״ף ל״ה, bogstaveligt »et tusind, femogtredive«, og sammenpresser derpå udtrykket til konsonanterne אל״ה. Hebraisk er bevaret, fordi både den numeriske sum og den grafiske lighed driver fortolkningen.

#### [TN-243-01]

Formen תיי״ר sammensættes af bogstaver, som siges at befinde sig i midten af de tre hovedbetegnelser: ת og י fra אתידע i רישא דלא אתידע; י fra עי״ן i רישא דעי״ן; og ר fra אריך. Beskrivelsen af, hvad der tæller som et »midterbogstav«, er ikke ensartet efter moderne grafiske kriterier, men udledningen gengives nøjagtigt, som kilden giver den.

#### [TN-244-01]

Citatet fra *Sodei Razei* åbner med י״ה יהוה, udtrykkeligt beskrevet som seks bogstaver. Senere trykker det troneseglet som י״ה med ידו״ה i parentes og anvender derefter ידו״ה i den fortsatte udlægning. Det præcise grammatiske og tekstlige forhold mellem de senere former forklares ikke. Alle tre virksomme skrivemåder er nu bevaret på deres respektive steder; den usædvanlige form er ikke normaliseret til יהוה.

#### [TN-244-02]

Kilden trykker de tilstødende redaktionelle læsninger `(למשכה)[למשכן]`. Begge er gengivet. Formen למשכן i kantet parentes, »til Tabernaklet«, passer til den umiddelbare syntaks, men oversættelsen erstatter ikke stiltiende den første læsning.

#### [TN-244-03]

Kildens henvisning efter »Jeg er HERREN, som gør alt« indeholder en ekstra uparret åbningsparentes omkring Esajas-henvisningen. Esajas 45,7 kan identificeres med sikkerhed, men den beskadigede tegnsætning fastlægger ikke et større parentetisk omfang.

#### [TN-244-04]

To vanskeligheder er bevaret. For det første er sætningen, som forbinder Ehyeh med יהוה og atter med Ehyeh, sammentrængt og selvhenvisende; ingen manglende relation er blevet tilføjet. For det andet går kilden fra »disse tre Navne« til »disse to Navne« uden at fastslå, hvilket par der menes. Oversættelsen bevarer begge tal.

#### [TN-245-01]

Kilden åbner en ydre parentes før rækken »Amon, opdrageren; Amon, den skjulte; Amon, den tildækkede; Amon, den Store« med en indlejret henvisning til Bereshit Rabbah 1,1, men afslutter aldrig den ydre parentes. Rækken er oversat på stedet, uden at der er påtvunget den et formodet slutpunkt.

#### [TN-245-02]

Påstanden om, at navnet Isak forekommer otteoghalvfems gange i Torahen, er forfatterens trykte numeriske påstand. Den er ikke uafhængigt blevet harmoniseret med stavevarianter eller forskellige optællingsmetoder.

#### [TN-245-03]

Sætningsleddet `וגם במלת ים נרמז בו נתיב לא ידעו עיט, שהוא חסד ממשה שהוא סוד מקום ארון אינו מן המדה דייקא` har ustabil syntaks og en uklar kæde af henvisninger. Den hebraiske ordlyd er derfor bevaret under den faste usikkerhedsmarkør. De efterfølgende sætninger forbinder med sikkerhed Arkens sted uden for målet med den halvtredsindstyvende port og Jobs Bog 28,7; denne forståelige fortsættelse er oversat særskilt og er ikke blevet brugt til at rekonstruere det beskadigede led.

#### [TN-245-04]

Kilden placerer betegnelsen »Zakarias« umiddelbart ved siden af Josvabogen 15,19 i forbindelse med »de øvre kilder«. Da det citerede udtryk hører til Josvabogen 15,19, mens funktionen af »Zakarias« er uklar, er begge trykte henvisninger bevaret som en sammensmeltet henvisning frem for stiltiende at blive rettet.

#### [TN-246-01]

En ydre parentes åbner før drøftelsen af, at den Mundtlige Torah begynder med מאימתי og slutter med בשלום. De indlejrede traktathenvisninger afsluttes normalt, men den ydre parentes har intet afsluttende modstykke. Oversættelsen fastsætter derfor ikke et formodet omfang for den.

#### [TN-246-02]

Kilden forbinder udtrykkeligt »det gode land« med den Skrevne Torah, går derpå videre til »det gode bjerg« og fortolker til sidst de tilføjede bogstaver ו״ה i »og Libanon« som de to Toraher. Dens syntaks siger ikke udtrykkeligt, hvilken Torah »det gode bjerg« repræsenterer. Påstanden om, at afsnittet fra ואתחנן til והלבנון indeholder fyrre ord, er ligeledes overleveret som forfatterens optælling uden stiltiende genberegning.

#### [TN-247-01]

Kilden går fra den skrevne form דוד״י til tallet ל״י, fyrre, men sammenpresser den mellemliggende grafiske eller numeriske operation. Begge hebraiske former er bevaret, og der er ikke opfundet en beregning, som ikke findes i trykket.

#### [TN-247-02]

Teksten ganger først כ, tyve, med ו, seks, og angiver korrekt 120. Derpå vender den rækkefølgen af de samme faktorer om og angiver 260. Da der ikke oplyses nogen anden operation eller talværdi, er det andet resultat bevaret som kildens aritmetiske uoverensstemmelse. Senere trykker kilden den fulde form כ״ף וי״ו, men kalder de skjulte bogstaver פ״ו = 86 og bruger kun ף og ו i de to produkter på 480. Efter almindelig udfyldningsanalyse efterlader ויו mere end blot ו, så den trykte stavemåde og den anførte skjulte del er ikke fuldt forenelige. Forfatterens operation er gengivet uden stiltiende ændring til ו״ו.

#### [TN-247-03]

Bogstaverne ר״ם giver normalt 240 i argumentet om måleenheder. Kilden forbinder derpå Moses og Israel med fire grupper på 600.000, siger så ר״ם qav og anfører endelig, at Israel gik ר״ם mil i mikvehen ved overgivelsen af Torahen. Alle tre led er nu udtrykkeligt gengivet. Skiftet i størrelsesorden og mellem qav, mil og befolkningsenheder er sammentrængt og er ikke blevet rationaliseret. Det senere led ק״ך מיל שהוא גם כן מ׳ siger ordret, at 120 mil »ligeledes er fyrre«; kilden anfører ikke selv den mellemregning »tre gange fyrre«, og oversættelsen bevarer derfor den elliptiske overgang.

#### [TN-248-01]

Den fulde stavemåde שי״ן כ״ף יו״ד נו״ן ה״י giver ved almindelig gematria תר״א, 601. Teksten læser derpå det afsluttende א som ordet אלף, »et tusind«, for at bevæge sig fra den skrevne sum til størrelsesordenen 600.000. Dette er en notationel genfortolkning, ikke almindelig additiv gematria.

#### [TN-248-02]

Kapitlet rummer to problemer i Jakob-beregningen. Først giver י × ש = 10 × 300 = 3.000. Kilden trykker derpå ר × ש og angiver 600.000; de trykte faktorer giver 200 × 300 = 60.000, mens ר × det foregående resultat giver 200 × 3.000 = 600.000. Den sandsynlige regnegang er ikke stiltiende indsat som kildetekst. Dernæst giver de skjulte bogstaver i den fulde stavemåde יו״ד עי״ן קו״ף בי״ת 566. Kilden forbinder dem med א״ל ישרא״ל efter fradrag af talværdien ו = 6, hvilket ligeledes giver 566, og trykker derpå ישר״ן. Der står ikke et faktisk ו i אל ישראל, som kan fjernes grafisk, og den præcise status for ישר״ן blandt Jakobs yderligere navne forklares ikke; den virksomme talforskel er gengivet uden en opfundet grafisk operation. Kildens tidligere henvisning til »hver mand af Israel« som Anden Mosebog 1,1 er heller ikke tekstnøjagtig: ordene כל איש ישראל står ikke i det vers. Den trykte lokator er bevaret som kildens henvisning.

#### [TN-248-03]

Den trykte henvisning שמותכ ד er beskadiget, tilsyneladende ved sammensmeltede eller omstillede kapitel- og verstegn efter titlen Anden Mosebog. Formuleringen »Guds stav, som var i Moses’ hånd« identificerer imidlertid Anden Mosebog 4,20 pålideligt; lokatoren er derfor anført, mens den beskadigede kildeform er bevaret ved siden af. Den efterfølgende regnegang er fortsat sammentrængt: en enkel sammenføjning eller multiplikation af י = 10 og ש = 300 giver ikke i sig selv 600.000. Kilden synes at forudsætte den forudgående skalerede Moses-beregning, men angiver ikke mellemleddet.

#### [TN-249-01]

Formuleringen ה״ו עתיד er for sammentrængt eller beskadiget til at kunne udlægges sikkert. Den hebraiske formulering er bevaret under usikkerhedsmarkøren; den omgivende fortolkning af בעת ההיא og ההוא er oversat uden at rette formuleringen.

#### [TN-249-02]

Henvisningen ב״ר ע״ה ע״א er problematisk. Sammenhængen kalder Moses »solen«, og den sandsynligvis tilsigtede parallel er traditionen om, at Moses’ ansigt er som solen, som findes i Bava Batra 75a. Da den trykte forkortelse ikke uden videre giver denne henvisning, står kildeformen under usikkerhedsmarkøren, og den foreslåede identifikation angives kun som en mulighed.

#### [TN-249-03]

I den trykte beretning om striden om sabbatsmåltiderne kræver rabbinerne fire måltider, og Rabbi Ḥidqa tre. Den velkendte tilskrivning i Shabbat 117b er omvendt: Rabbi Ḥidqa kræver fire, og rabbinerne tre. Oversættelsen bevarer kildens tilskrivning, fordi forfatteren bruger den til at forbinde fire måltider med merkavahens fire ben og tre med dens tre linjer.

#### [TN-250-01]

`מלך` udgør halvfems. Kapitlet forbinder denne værdi med »halvfems tusind myriader« engle og med halvfems tusind sæder i Salomos trone. Beretningen, som tillægges Rabbi Ḥiyya, omfatter Sanhedrinets halvfjerds medlemmer og særskilte sæder til Gad, Natan og Batseba; kilden angiver ingen nærmere kildelokator ud over Sodei Razayya.

#### [TN-250-02]

`ארץ` læses som notarikonen `צ׳ אלפים רבבות`, »halvfems tusind myriader«. Begyndelsesbogstaverne i den trykte rækkefølge er צ–א–ר; formen ארץ kræver således en omstilling af dem, som kilden ikke forklarer. Den mellemliggende kildeordlyd `כסא שמים הודו, ובכמה משריון מכסא הודו` er beskadiget eller syntaktisk dunkel og kan ikke oversættes sikkert. Den er derfor bevaret under den kanoniske usikkerhedsmarkør frem for at blive rekonstrueret. Den masoretiske tekst til Salmernes Bog 8,10 lyder `יהוה אֲדֹנֵינוּ`. Den trykte kilde gengiver imidlertid citatet som `אדני אדונינו` og erstatter dermed Tetragrammet med `אדני`. Oversættelsen »Herren, vor Herre« følger denne konkrete kildeform; den hævder ikke, at den svarer til den masoretiske bibeltekst.

#### [TN-250-03]

Kildens beregning lyder ordret: `י׳ פעמים ש׳ ג׳ אלפים, ר׳ פעמים אלפים הרי ס׳ רבוא`. Ti gange 300 giver 3.000, men det følgende »200 gange tusinder« viser ikke i sig selv, hvordan den anførte sum 600.000 fremkommer. Oversættelsen bevarer den komprimerede beregning uden at tilføje en manglende faktor.

#### [TN-250-04]

Efter gentagne gange at have identificeret den himmelske hær som halvfems tusind myriader trykker kilden `ו׳ אלפים רבבות`, seks tusind myriader, i udlægningen af Salmernes Bog 33,1. Det afvigende tal er registreret og ikke harmoniseret. `ישר` og `ספר ישר` bruges som forfatterens talmæssige og notarikale kodninger af 600.000.

#### [TN-250-05]

Sanhedrinets halvfjerds medlemmer »omfatter hver tusind«, hvilket giver halvfjerds tusind. Gad og Natan står i mysteriet om י, ti, men kilden siger derpå blot, at hver af dem »omfattede tusind«; den angiver ikke udtrykkeligt den multiplikation, som skulle fuldende det tidligere tal på halvfems tusind. Det manglende beregningstrin er ikke opfundet. Samtidig danner gentagelsen af מכון, »sted«, i Anden Mosebog 15,17 og Første Kongebog 8,13 overgangen til forfatterens מכוון, »afstemt/rettet ind«. De hebraiske former står derfor synligt i oversættelsen.

#### [TN-250-06]

De juridiske forskelle mellem en hebraisk trælkvinde, en hebraisk træl og en kanaanæisk træl knyttes henholdsvis til Beriah/neshamah, Yetzirah/ruaḥ og Asiyah/nefesh. `סנדלפון` og `זכור לטוב` udgør hver 280 ved almindelig gematria. »Ét hjul på jorden« identificerer Sandalfon gennem det hebraiske `אופן`, som både kan betegne det englelige »hjul« og værkets nummererede ofan. Formuleringen om, at HERRENS ånd bærer Elias, kan ikke knyttes ordret til kun ét af de to nære parallelsteder: Første Kongebog 18,12 har »HERRENS ånd vil bære dig«, mens Anden Kongebog 2,16 har »HERRENS ånd har båret ham«. Begge er derfor anført som parallelsteder, ikke som en opdigtet entydig lokator.

#### [TN-250-07]

`יש לי כל` udgør 400. Det længere udtryk på fire ord, `וכי יש לי כל`, udgør 436 ved almindelig gematria, selv om kilden først kalder de fire ord »fire hundrede« og derefter specifikt beregner de sidste tre. Begge trin i udlægningen er synlige. Modsætningen mellem Enok i Yetzirah og Elias i Asiyah er kildens kabbalistiske identifikation.

#### [TN-250-08]

Begyndelsesbogstaverne i `קרני ראם קרניו` danner `קר״ק`. Kilden selv udlægger sin Rosh Hashanah-rækkefølge som `תקיעה תרועה תקיעה`; denne udfoldning er bevaret, selv om begyndelsesbogstaverne ikke gennemsigtigt frembringer קר״ק. Elias er den tredje, når kun Beriah, Yetzirah og Asiyah tælles, og den fjerde, når Atzilut medregnes.

#### [TN-250-09]

Modsætningen afhænger af homofonerne `או״ר` (lys) med א og `עו״ר` (hud) med ע. `עבד כנעני` og `עור` udgør hver 276. Morgenliturgiens »Han, som danner lys« og aftenens udbredelse af »klædninger af hud« bevarer kontrasten på bogstavniveau.

#### [TN-250-10]

`תפלת ערבית רשות` betyder konventionelt »aftenbønnen er frivillig«. Forfatteren genlæser `רשות` som en ægtemands myndighed eller domæne over sin hustru og forbinder dermed aftenliturgiens mandlige og kvindelige enheder. Det aramæiske `למיכל לבעירין` er gengivet bogstaveligt som »for dyrene at spise«. Kildeauditen registrerer en uparret åbningsparentes, som begynder før Raʿaya Mehemna-henvisningen; eftersom ingen sikker afslutning er bevaret, er dens omfang dokumenteret og ikke stiltiende rettet.

#### [TN-250-11]

Zohars fortolkning af brudgom og brud forklarer, hvorfor de atten indledende vers siges siddende: Brudgommen, som træder ind i brudens hus, ifører sig hendes klædning, og hun er »bønnen, som fremsiges siddende«. Kildens spørgsmål sætter levitter i stedet for »fromme« i Salmernes Bog 132,9 og tillægger Elias læren i en samtale med Rabbi Pineḥas ben Yaʾir.

#### [TN-250-12]

`גל` har talværdien treogtredive. Kapitlet læser Højsangen 4,12 som sammenstillingen `גן נעול, גל נעול` og knytter værdien af גל til de treogtredive renselsesdage og treogtredive gnister. De tre vinranker i Første Mosebog 40,10 udfoldes til tredive retfærdige i hver generation.

#### [TN-250-13]

`שלשה שריגים` (»tre ranker«) opdeles gennem lyd og ordgrænse som `שלשה שרי גוים` (»tre fyrster over folkeslagene«). Kapitlet samordner de deraf fremkomne treogtredive gnister med de dobbelte seksogtres dage efter en pigefødsel og med de seksogtres personer i Første Mosebog 46,26. Det er forfatterens korrespondenser, ikke en rettelse af noget af versene.

#### [TN-250-14]

`אבל` udgør treogtredive og forbindes med Jakobs »sorg« og med de treogtredive gnister, som blev fjernet fra Egypten. Henvisningen til »den, som samler alle lejrene« er trykt som Fjerde Mosebog 10,25 og identificerer Josefs samlende funktion gennem `אסף`. Den parentetiske formulering `וזה סוד עד הגל הזה` er en fuldstændig sidebemærkning i kilden, ikke en redaktionel alternativ læsning.

#### [TN-250-15]

Det afsluttende ה i `שאולה` gøres virksomt og forbindes derpå med Josefs `ה״א לכם זרע`. ה’et i `האספו` understøtter fem partzufim af nefesh og Davids fem forekomster af »Velsign, min sjæl«. `מני ומניה יתקלס עילאה` er oversat fra aramæisk som »gennem mig og gennem ham skal Den Højeste prises«, mens dets lydlige forbindelse med den omgivende אב״ל-mekanisme forbliver synlig.

#### [TN-250-16]

De fyrre dage for de første tavler svarer til den fulde fyrredagesperiode efter en drengefødsel, mens kilden behandler perioden frem til Forsoningsdagen som firs dage svarende til perioden efter en pigefødsel. Oversættelsen registrerer denne symbolske kronologi nøjagtigt frem for at regularisere de særskilte opstigninger.

#### [TN-250-17]

Udlægningen stiller den maskuline skrevne form `ההוא` over for den feminine læseform `ההיא`. Den knytter den skrevne form til Moses’ første opstigning på den mandlige grad og læseformen til hans anden og tredje opstigning på den kvindelige grad. Begge former er bevaret, fordi grammatisk køn og ortografi bærer argumentet.

#### [TN-250-18]

Kilden ligestiller `חזקהו ואמצהו` med `סנדלפון`. Ved almindelig gematria udgør udtrykket 274 og Sandalfon 280; forskellen er seks. Der er ikke pålagt teksten en uoplyst beregningskonvention. Modsætningen mellem himmelsk manna i Moses’ generation og landets afgrøde i Josvas tid bevarer strukturen mandlig/kvindelig verden.

#### [TN-250-19]

Bogstaverne i `הוא` læses nedefra og op: ה for Asiyah/Sandalfon/kanaanæisk træl/nefesh; ו for Yetzirah/Metatron/hebraisk træl/ruaḥ; og א for Beriah/Tronen/hebraisk trælkvinde/neshamah. `אלף` betyder både bogstavet alef og »tusind«, hvilket muliggør forbindelserne til Daniel 7,10 og de tusind verdener.

#### [TN-250-20]

`חלל` læses ikke blot som »dræbt/vanhelliget«, men som »tom«, fordi synden siges at tømme et menneske for de tre bånd til stamfædrene. `חלל רשע` udgør 638, nøjagtigt den samlede almindelige talværdi af `אברהם יצחק יעקב`.

#### [TN-250-21]

`מגן` er et notarikon for Mikael, Gabriel og Nuriel, knyttet til Abraham/nefesh, Isak/ruaḥ og Jakob/neshamah. Den samme triade knyttes til kærlighedsgerninger, gudstjeneste og Torah i Avot 1,2. Zohars aramæiske sætning `מאן דירית אורייתא ירית נשמתא` er oversat fuldt ud.

#### [TN-250-22]

`נ״א` udfoldes som `נשמת אמה`, »en trælkvindes sjæl«. Det gode land, det gode bjerg og Libanon svarer derpå til nefesh, ruaḥ og neshamah. `רב לך` afslutter med en leksikalsk vending: `רב` betyder både »nok/stor« og »mester«, og Moses står derfor over de tre trælgrader.

#### [TN-251-01]

Kildesætningen `ו׳ ברכאין יוקים ה׳` er syntaktisk usikker i eksporten. De omgivende udsagn lader klart ו løfte ה fra eksilet, men `ברכאין` kan afspejle et aramæisk teknisk billede eller en beskadiget ordlyd. Hele sætningen er bevaret som usikker frem for at blive tildelt en betydning uden belæg.

#### [TN-251-02]

Kapitlet behandler det lille ה, som forbindes med Abraham, og det tilføjede ה i `יהוסף` som det samme eksilerede bogstav, der må løftes. Dets formulering »løfte de to ה״ה« er bevaret. Salmernes Bog 81,6 er den trykte lokator for det plene navn Yehosef.

#### [TN-251-03]

»Slægten« er udfyldningsbogstaverne i `יעקב`: יו״ד bidrager med ו–ד, עי״ן med י–ן, קו״ף med ו–ף og בי״ת med י–ת. Disse otte tilføjede bogstaver udgør 566, den almindelige talværdi af `משיח בן יוסף`.

#### [TN-251-04]

Tetragrammets fire bogstaver fordeles over bønnen: י i »Din storhed«, ה i »Din stærke hånd« og ו–ה i »hvem er El i himlen og på jorden«. `אעברה` er en nøjagtig permutation af `ארבעה`, »fire«, og koder derfor den firbogstavede forening.

#### [TN-251-05]

Anden Mosebog 32,7 læses som en skelnen mellem Moses’ blandede hob, som blev optaget uden tilladelse — »dit folk« — og Guds folk. Kilden sidestiller desuden `עוד בדבר הזה` med `היא השכינה`; deres almindelige talværdier er henholdsvis 305 og 406, så den påståede gematria kræver en uoplyst konvention eller afspejler beskadigelse. Den er ikke rettet stiltiende.

#### [TN-251-06]

`גדיותייך` (»dine kid«) genlæses som `גויותייך` (»dine legemer«), hvorved gentagne legemer bliver bærere af gilgul. Det følgende udtryk `בד׳ על ד׳ גילגולים` siger bogstaveligt »i fire over fire gilgulim«; dets præcise konstruktion er dunkel, men den efterfølgende henvisning til Første Mosebog 15,16 gør den fjerde generation virksom. Både ordlyden og forbindelsen med den fjerde gilgul er bevaret.

#### [TN-252-01]

`שילה` og `משה` udgør hver 345, hvilket identificerer Moses med Messias, Davids søn. Kun ordet שילה i citatet `עד כי יבא שילה`, ikke hele citatet, har denne værdi; hele udtrykket udgør 462. Moses’ transport af Josefs knogler danner grundlag for identifikationen med Josef og Messias, Josefs søn. Kapitlet behandler ham derfor som omfattende begge messianske skikkelser.

#### [TN-252-02]

Den fuldendte merkavah dannes af Abraham, Isak, Jakob og David. Udtrykket `מרכבה שלמה` udgør 642, mens `אברהם יצחק יעקב דוד` udgør 652. Forfatterens ligestilling af dem afviger altså med ti; den er bevaret og må ikke forveksles med den senere, nøjagtige lighed `להראות` = `מרכבה שלמה` = 642. De modsatte udtryk `מרכבה טמאה`, `בעל צפן` og `כלב רע` udgør derimod alle nøjagtigt 322 og identificerer beskadigelsen af det davidiske fjerde ben. Bibelordet om hunden forbliver knyttet til udgangen fra Egypten.

#### [TN-252-03]

`ירבעם` ligestilles både med »uren merkavah« og »ond hund«. Bereshit Rabbah 84,14 citeres for ordspillet mellem `בעל החלומות` (»drømmenes mester«) og den fremtidige tjeneste for `בעלים` (Baʿaler), som besvares ved at sætte hundene på Josef.

#### [TN-252-04]

`אנטיוכס`, `מלך יון` og `יוסף` udgør hver 156. `קרן` udfoldes gennem begyndelsesbogstaverne i `קליפות רביעית נגה`; den komprimerede formulering er bevaret, fordi »horn«, Josefs okse, Jeroboam og kelippahen Nogah alle afhænger af dens hebraiske bogstaver.

#### [TN-252-05]

`רשת` udgør 900, fire gange `קליפה` med værdien 225. Kilden trykker Shabbat 2a ved ordene `ידיעות הטומאה שתים`; den specifikke mishnahformel »Erkendelser af urenhed er to, som er fire« står konventionelt i Shevuot 1,1, mens Shabbat 2a har den parallelle formel om sabbattens udgange. Forfatterens genbrug af skemaet om Samael og slangen, fire urene kræfter og fire eksiler er bevaret, men traktatforskellen er ikke skjult. Kilden trykker desuden Salmernes Bog 31,4 ved `תוציאני מרשת`; den konventionelle versinddeling placerer det i 31,5, og den trykte lokator er derfor bevaret og markeret.

#### [TN-252-06]

Elias og `כלב` udgør hver 52. Identifikationerne af Abija, Jeroboams søn, og Jonas, Amittajs søn, med Messias, Josefs søn, og af Jonas som Elias’ søn er oversat som kildens traditioner uden yderligere genealogi. Det aramæiske ordsprog betyder, at udbedringens redskab opstår inde fra selve den beskadigede kilde.

#### [TN-252-07]

`יב״א` anvendes til to notarikoner. `יונה בן אמתי` giver י–ב–א i den normale læserækkefølge. `אביהו בן ירבעם` giver derimod א–ב–י og kræver omvendt rækkefølge for at frembringe יב״א; kilden forklarer ikke omstillingen. `אלמותיו` (»hans neg«) forbindes gennem lyd med `אלילים אלמים` (»stumme afguder«), nærmere bestemt Jeroboams kalve. Billedet af oksens horn vender derpå tilbage i Femte Mosebog 33,17.

#### [TN-252-08]

Kilden hævder fire talmæssige korrespondenser fra Anden Mosebog 10,7. To er nøjagtige ved almindelig gematria: `עד מתי יהיה זה` = `משיח בן יוסף` = 566, og `זה לנו למוקש` = `יונה בן אמתי` = 574. `עד מתי יהיה זה לנו` udgør 652, mens selve udtrykket `מרכבה שלמה` udgør 642; førstnævnte svarer dog nøjagtigt til den patriarkrække på 652, som forfatteren andetsteds kalder den fuldendte merkavah. `מתי יהיה זה` udgør 492, mens den trykte form `ד׳ מחנות שכינה` udgør 893, når ד׳ læses som fire. Denne sidste lighed er altså ikke reproducerbar ved almindelig gematria.

#### [TN-252-09]

De skjulte dele af de udfyldte bogstaver שב״ת er שי״ן minus ש = י״ן, בי״ת minus ב = י״ת og ת״ו minus ת = ו. Disse skjulte bogstaver udgør 476, nøjagtigt `אליהו משיח בן דוד` og `מושיעים`. Stavemekanismen er anført, fordi en dansk gengivelse alene ville udslette den.

#### [TN-252-10]

Det er hele betegnelsen `מטטרון שר הפנים`, ikke navnet `מטטרון` alene, der udgør 999: 314 + 685 = 999, én mindre end `אלף` (tusind). Betegnelsen forbindes med det lille א i Tredje Mosebog 1,1. Udtrykket `אל משה` bliver derpå »til Moses«, som gjorde sig fortjent til Metatron og derved legemliggør Josef-aspektet, det vil sige Messias, Josefs søn.

#### [TN-252-11]

`מנחם בן עמיאל` og `משה בן עמרם` har de samme begyndelsesbogstaver מ–ב–ע. `להראות` og `מרכבה שלמה` udgør begge nøjagtigt 642. Den efterfølgende identifikation af den fuldendte merkavah med Abraham, Isak, Jakob og David må derimod læses med den forskel på ti, der er registreret i TN-252-02. Navnene knyttes til storhed, stærk hånd, El, gerninger og vældige gerninger.

#### [TN-252-12]

`להראות` har den almindelige talværdi 642, som repræsenteres af talbogstaverne תרמ״ב. Ordene `תשע מאות רכב ברזל` leverer de samme fire talbogstaver som begyndelsesbogstaver, mens deres fulde bogstavsum ikke er tilsigtet. `גדלך` og `הכלב` udgør hver 57.

#### [TN-252-13]

`אעברה` permuteres til `ארבעה`, de fire eksiler. Kilden identificerer נ״א med begyndelsesbogstaverne i `אליהו נביא`, selv om udtrykkets normale læserækkefølge giver א״נ; påstanden er bevaret. נ״א udgør 51 og er »med den inklusive enhed« (+1) lig med `אליהו`, 52. Elias’ ibbur fra Nadab og Abihu er kildens angivne sjælehistorie.

#### [TN-252-14]

Udfyldningerne er `אלף ריש צדי`; efter fjernelse af de synlige bogstaver א–ר–צ er de skjulte bogstaver `לף יש די`. Disse udgør 434 ved almindelig gematria, mens `משיח בן דוד` udgør 424. Forskellen på ti er udtrykkelig. Citatet »HERRENS miskundhed fylder jorden« er trykt som Salmernes Bog 33,4, men står efter konventionel nummerering i 33,5; den trykte lokator er bevaret.

#### [TN-252-15]

`רזי לי רזי לי` udgør 514 ved almindelig gematria, ikke 424 som `משיח בן דוד`; kilden angiver ingen alternativ konvention. `מנחם` og `לבנון` udgør derimod hver nøjagtigt 138. `גור אריה` udgør 425, én mere end `משיח בן דוד` med 424, hvilket tilsyneladende kræver den inklusive enhed; kilden angiver heller ikke denne konvention. Begyndelsesbogstaverne i `מטרף בני עלית` og `מנחם בן עמיאל` er begge מ–ב–ע.

#### [TN-252-16]

`אל תוסף` aktiverer navnet `יוסף`; `בדבר` henviser tilbage til »noget godt« i Første Kongebog 14,13; og `הזה` henviser tilbage til `בזה` i Første Mosebog 48,9. Udlægningen behandler Abija, Jeroboams søn, som den hellige gnist, der bevares inde i Josefs ellers farlige fremtidige slægtslinje.

#### [TN-252-17]

Kilden ligestiller `יעבור` med `רוח הטומאה`; deres almindelige talværdier er 288 og 280. `עברים` og `מרכבה טמאה` udgør derimod begge 322. `בגיא` er et notarikon for `בית גאים יסח אדני`, som forbinder Moses’ begravelse over for Peor med bortfejningen af afgudsdyrkelse.

#### [TN-252-18]

»Duggen« kodes gennem de fulde stavemåder יו״ד ה״א וא״ו: 20 + 6 + 13 = 39, talværdien af ט״ל (»dug«). Deres begyndelsesbogstaver er samtidig יה״ו. Disse bogstaver forekommer i `יהוסף`, `יהושע` og `חזקיהו`. Det lukkede indre ם i `למרבה` i Esajas 9,6 behandles som Messias’ blokerede bogstav efter Sanhedrin 94a.

#### [TN-252-19]

Dette er et af kildens tilstødende redaktionelle læsepar: `(וירא)[ויתא] ראשי עם`. Læsningen i parentes betyder »og han så«, mens læsningen i kantet parentes, `ויתא`, er formen i Femte Mosebog 33,21, »og han kom med folkets hoveder«. Begge er bevaret; læsningen i kantet parentes er ikke stiltiende indsat i stedet.

#### [TN-252-20]

Kildens andet tilstødende redaktionelle læsepar er `(העולה)[העולם]`. Det første frembringer det vanskelige »fra det, som stiger op«, mens det andet i kantet parentes giver »fra verden«; begge forbliver synlige. Kilden trykker desuden Salmernes Bog 94,13 ved »den retfærdige skal blomstre som en palme«, konventionelt Salmernes Bog 92,13. Perioden på niogtredive dage kodes af `ט״ל`, som også betyder »dug«, og muliggør argumentet om opstandelse ved dug.